|
Tid og sted
Mariæ bebudelse den 2. juli 1724 i Leipzig.
Tekst
Lukas-evangeliet kap. 1 vers 46-48 (1. sats) og 54 (5. sats), lovprisningen efter prædikenen (7. sats), ukendt tekstforfatter (til 2., 3., 4. og 6. sats),
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Satsen begynder med et dejligt energisk instrumentalt forspil, hvor også continuobassen udfører glædesmotiver i bunden af ensemblet. Melodien, som i de forudgående koralkantater var gået ”på omgang” som cantus firmus i de fire korstemmer sopran, alt, tenor og bas, deles i dette indledningskor mellem sopran og alt. Den første håndfuld koralkantater har i øvrigt fået en lidt kroget femte finger med med denne kantate; der anvendes ikke på noget tidspunkt tekst fra en salme. Til gengæld er melodien en gammel gregoriansk hymne til Mariæ bebudelse, og den findes blandt andet optegnet i Johann Hermann Scheins ”Cantional” fra 1627. Schein var op gennem 1620’erne kantor ved Thomasskolen i Leipzig og dirigent for Thomanerkoret. Efter de indledende takter for orkestret høres hymnen som cantus firmus i sopran med teksten: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!” Efter et orkestermellemspil høres hymnen derpå som cantus firmus i altstemmen med teksten: ”Thi han har set til sin rige tjenerinde. Se, for herefter skal alle slægter prise mig salig.” Samtidig med sopraners og alters strofer synger korets øvrige stemmer frit flerstemmige modstemmer i tematik fra orkestersatsen. Ensemblets trompet begiver sig ikke ud i selvstændige fanfarer, men spiller med på de to høje korstemmers cantus firmus. Den er tavs i satsens slutning, hvor også sopran og alt er med i en festlig gentagelse af temaer fra den indledende instrumentaldel.
2. sats er en af de i foråret og sommeren 1724 sjældne arier for sopran. Akkompagnement sørger oboer, strygere og continuo for. Allerede i det indledende violinmotiv mærkes en kækt indtrængende bevægelse opad til modtageren af Marias lovsang. ”Herre, du der er stærk og mægtig, Gud, hvis navn er helligt, hvor underfulde er dine værker”, lyder teksten i dacapoariens A-stykke. Det kontrasterende B-stykke bevæger sig primært i hovedtonearten B-durs parallel g-mol, og har teksten: ”Du ser på mig stakkel, du har gjort så meget for mig, at jeg hverken kan tælle eller huske på det hele.” Det originale nodemateriale tyder på, at Bach oprindelig har tænkt satsen som en arie for sopran, strygere og continuo – i øvrigt ikke ulig en arie, som George Frideric Handel i 1742 kom til at komponere for sopran i ”Rejoice greatly” fra ”Messias”. I processen med at udskrive stemmerne ser det ud til, at Bach har besluttet at pointere visse passager med oboer, der skiftevis er med på strygernes stemmer, men også pauserer i andre passager. Hvis teorien om, at Bach gennem foråret 1724 har forsøgt at træne en ny sopransanger op med soloopgaver af en stigende sværhedsgrad, er korrekt, må man sige, at Mariæ bebudelse har været en højtid, hvor sangerens teknik måtte være udviklet til fuldkommenhed for at give denne vanskelige arie den rette glædesjublende lethed.
3. sats er et recitativ for tenor og continuo. Teksten er om den almægtiges godhed mod alle de troende. Midtvejs skifter målgruppen til at vedrøre alle, der ikke lever et et ydmygt liv. Det giver anledning til en lang serie af trioler på sætningen ”[Dem] vil hans hånd sprede som avner”, hvor ordet ”sprede” (på tysk ”zerstreuen” kræver en meget lang melisme over toogtredive toner.
4. sats er en dramatisk arie for bas og continuogruppe. Arien vinder betydeligt med en fagot i gruppen, for den kan rigtigt sætte gryden i kog, for det er skam en ækel, sort gryde, der synges om, og som man allerede kan høre i de indledende instrumentaltakters hurtige basstemme. Albert Schweizer har lettere upræcist kategoriseret figuren som et tumultmotiv. Teksten lyder: ”Gud jager de mægtige fra deres sæde og helt ned i svovlpølen.” Netop svovlpølens placering i underverdenen pointeres med løb, der gang på gang aflsluttes med en lang tone på ordet ”pøl” (på tysk ”Pfuhl). Sangerens toneløb viser, hvor de bliver jages ned, mens pølens uhumskheder bobler i continuobassens fagot- og cellostemmer. I bassens dybde kan ordene blive utydelige, man det er altså ikke en ”swimmingpool”, der synges om men en boblende ”Schwefelpuhl”. Med akkompagnementet nær kogepunktet fortsætter bassangerens tekst: ”De ydmyge sørger Gud for at ophøje, så de kan skinne som stjerner på himlen. De rige forlader Gud blottede og tomme, de sultende giver han gaver, så de over hans nådens hav altid står velhavende og overdådige.” Arien er ikke en dacapoarie, men det instrumentale forspil gentages til seks takters afslutning. I ændret form svarer teksten i denne arie til indholdet i Marias lovsang i Lukas-evangeliet kap. 1 vers 52-53.
5. sats er en koralduet for alt, tenor, trompet og continuo. Teksten fortsætter, hvor 4. sats’ svovlpøl slap, fra Lukas-evangeliet kap 1 vers 54: ”Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed.” Den gamle gregorianske hymne, som sopran- og altstemmerne sang som cantus firmus i 1. sats spilles nu diskret af trompeten. Undertiden lader man også oboerne spille med på denne tonus peregrinus, niende tone i den gregorianske hymnesang. Alt og tenor synger imiterende stemmer i en sats af stor inderlighed.
6. sats er indledningsvis et recitiativ for tenor og continuo. Den seccobaserede tekst er om Guds løfte til patriarken Abraham om at hans hustru Sara skulle føde en søn (Første Mosebog kap. 18 vers 14). Derpå har Bach ladet strygerne komme med i recitativet og spille motiver, der skal illustrere recitativets følgende tekst: ”Hans såsæd måtte spreds så vidt omkring som sandkorn på havet og stjernerne i firmamentet; da blev Frelseren født, det evige ord blev kød, den menneskelige slægt blev løst fra død, al ondskab og fra Satans slaveri.” Strygernes vuggende figurer følger tenoren og continuogruppen satsen ud.
7. sats er det afsluttende salmevers for kor og orkester. Teksten er lovprisningen efter prædikenen (kaldet doxologien): ”Lov og pris være Gud Faderen og Sønnen og den Helligånd, som det var i begyndelsen, nu og al tid fra evighed og til evighed. Amen.” Trompet, oboer og violin I følger sopran, violin II alt, bratsch tenor og continuogruppen tager udgangspunkt i korets bassstemme. Hermed afsluttes Bach koralkantate nummer fem, der samtidig var den første kantate i andet halvår af 1724.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 748-752, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
