|
Tid og sted
Tiende søndag efter Trinitatis den 13. august 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Nimm von uns, Herr, du treuer Gott” af Martin Moller (1584). Dette var en gendigtning af den latinske ”Aufer immensam” (Wittenberg, 1541). Salmen findes ikke i en dansk version. I deres helhed er det kun salmens første og syvende vers der er brugt uændret i kantatens 1. og 7. sats. Man ved ikke hvem parafraserede teksten i 2., 3., 4., 5. og 6. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, tværfløjte, obo I, II, taille (også obo da caccia), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et af Bachs allermest markante indledningskor. Under lange toner fra de to oboer og taillen spiller strygerne temaet fra Luthers hymne ”Dies sind die heil'gen Zehn Gebot” (på dansk ”Dette er de hellige ti bud”). Dette lille tema havde Bach tidligere også anvendt i kantaterne ”Du sollt Gott, deinen Herren, lieben” (BWV 77) fra den 22. august året inden og i ”Wer da gläubet und getauft wird” (BWV 37) fra den 18. maj samme år. Her i den instrumentale indledning til korets foredrag af Martin Mollers bodssalme fra en pestepidemi i 1580’erne skifter temacitatet mellem de tre oboer og de tre tilsvarende strygerstemmer violin I, violin II og bratsch. Efter et langt orgelpunkt i takterne kort inden korets indsats høres citatet om de ti bud også i continuobasstemmen. En anden figur indfinder sig i oboer og strygere i form af et pågående seufzer-motiv. Det introduceres allerede lige efter continuobassens citat af Luthers hymne, men seufzer-motivet høres særlig tydeligt som små stikkende smertejag umiddelbart efter at bas og tenor er sat ind med første strofe af Martin Mollers salme med samme melodi som Luthers fadervor. Også alterne sætter ind med melodien, men først da sopran foredrager den som en cantus firmus i lange nodeværdier, har den fundet sin rette ejermand. I øvrigt lykkes det ved de bedste opførelser af satsen her at få alle kvindelige sopraner til at synge med en vibratoløs drengeagtig klang, der passer perfekt til Bachs musikalske iscenesættelse, hvor bas-, tenor- og altbasun på de dybe korstemmer afrundes med en zink på sopranstemmen. Udover dette gamle instrument følges sopran også af en enkelt tværfløjte en oktav over. ”Tag fra os Herre, du trofaste Gud”, synger koret, hvorefter der følger et orkesterafsnit. Midtvejs i denne orkesterdel forekommer nogle overraskende toner, der kan lede tankerne hen på tysk musikhistories to andre store B’er, Beethoven og Brahms. Under vedholdende seufzer-motiver fra de trestemmige grupper af henholdsvis obo- og strygeinstrumenter følger næste strofe; ”den hårde straf og store nød”. Denne gang indledt af tenor, derpå alt og bas, inden sopranens cantus firmus. Allerede efter denne strofe mærkes en vis lysning i klangbilledet, der skyldes, at strygerne har bevæget sig op i højden, hvor bønnen er vendt til. Nu sætter tenoren ind med strofen: ”som vi med utallige synder” fulgt af alt og derpå sopranens melodi, inden basserne i dybden kommer med et nyt citat af Luthers ”Dette er de hellige ti bud”. Dette synes at overbevise alt og tenor, der tilslutter sig bassens citat inden en orkesterdel, der nu udelukkende består af de jagende seufzer-motiver fremført mere solistisk af obo I og violin I, mens det øvrige orkester hamrer akkorder ud på takternes ét-slag. Overfor den stadig mere knugende stemning af fastlåste seufzer-figurer bliver orkestrets tilbagevenden til Luthers ti bud en befrielse, inden koret sætter ind med strofen ”absolut har fortjent”. Det sker først i bas, derpå tenor og så alt inden sopranstemmens længere nodeværdier. Nu følger igen et længere orkesterafsnit inden salmeversets afsluttende bøn: ”Beskyt os mod krig og dårlige tider”. Derpå gentages den knugende del med de fastlåste seufzer-figurer i obo og violin fulgt af bastante akkorder i orkestret, inden sidste strofe med fortsat opremsning af det, der bedes om beskyttelse mod: ”epidemier, brand og stor lidelse”. Næsten ti takter holder sopraner og basser et langt d på ordet ”lidelse” (på tysk ”Leid”), mens alt og tenor væver sig rundt i toner der antyder en durakkord, men dog ender på d-mol. Herefter følger syvogtyve takter for orkestret, der primært gentager temaer fra satsens indledning.
2. sats er en arie for tenor, basso continuo og en obligat soloviolin. Oprindelig var stemmen tiltænkt en tværfløjte, men Bach valgte ved den endelige tilrettelæggelse af stemmerne at lade violinen tage soloen. Til trods for at vi stadig er i en moltoneart, er atmosfæren betydeligt lysere og beredvilligt energisk her. Hvor den rugende og smertefulde d-mol prægede indledningskoret, er tonaliteten sprunget en kvint op til g-mol, som den franske barokkomponist Marc-Antoine Charpentier i sin traktat Regles de Composition fra 1682 havde beskrevet som ”alvorlig og storslået”. Ikke mindre end seksten takters solistisk indledning har den adrætte soloviolin fået, inden tenoren overtager hovedrollen i arien. Det er bemærkelsesværdigt, at den obligate violinstemme og tenormelodien er væsensforskellige; hvor violinen har akkordbrydninger, synger tenoren langt mere lyrisk på ottendele og fjerdedele med enkelte forsiringer og koloraturer. Et ret markant ord i den ukendte tekstbearbejders version af Martin Mollers originale vers, med en bøn til Gud fra det syndefulde menneske om ikke at dømme det for hårdt, er ”hvile” (på tysk ”ruhn”) fra strofen ”lad fjendens sværd hvile!” Her hviler tenoren først på et højt f over tre takter og kort efter på tonen b kvinten under. Derimod synges bønfaldelsen (på tysk ”Flehen”) i ”Højeste, hør vores bønfaldelse” trinvist nedad i seufzer-stil. Arien slutter som den begyndte med en violinsolo, der i sidste takt drives helt op på det høje g, for bønnen rettes mod himlen.
3. sats er et recitativ for sopran og continuogruppe. Ikke mindst celloen har en vigtig rolle med kraftigt punkterede rytmer i stil med den franske ouverture. Desuden er selve kombinationen af sopranstemme og recitativ faktisk en sjælden fugl i Bachs voliére: Kun ti recitativer med sopran som eneste solist eller som duetpartner var det blevet til i samtlige de indtil da komponerede kantater. Seneste recitativ for en sopran fandtes i fjerde sats af kantaten ”Leichtgesinnte Flattergeister” (BWV 181) fra den 13. februar, og det kunne have noget at gøre med en generel mangel på gode sopransolister i foråret som forsommeren 1724. Her i recitativet har sopranen et par minutter til at foredrage en tekstmængde svarende til cirka tre vers, så der er ikke tid (og måske var der oprindelig heller ikke den fornødne sangteknik) til koloraturer. I tekstparafrasen er alle originalstrofer fra vers tre i Martin Mollers salme bevaret, og disse giver indtryk af hvad recitativets omfattende tekst handler om: ”Åh, Gud Herre med din trofasthed/kom nu til syne med trøst og redning/bevis for os din store barmhjertighed/og straf os ikke på fersk gerning/vær med os med din godhed/og måtte din vrede være fjernt fra os.” Netop vreden danner grundlag for arien i den 4. sats.
4. sats er en arie for bas, continuogruppe og intet mindre end tre oboer fordelt på obo I, obo II og taille. Hvis en trio med to oboer og engelskhorn savner udfordringer, når de er færdige med Beethovens Trio opus 87, er der meget at arbejde med her i Bachs pragtfulde kantatesats i den tilgængelige toneart a-mol. Vil man bruge satsen som instrumental dobbeltrørblads-bravur, kan man udføre continuobassen på én fagot og lade en anden fagot tage sig af bassens stemme: Bach for to oboer, engelskhorn og to fagotter! Her i kantatens sammenhæng er teksten imidlertid vigtig, fordi fjerde vers i Martin Mollers salme netop handler om Guds vrede, som sopranrecitativet i 3. sats afsluttedes med. Overordnet består satsen af fire hurtige afsnit i tempoet vivace – det første hurtige afsnit er den instrumentale indledning og det fjerde og sidste en instrumental afrunding. Her spiller oboerne hurtige toneløb. Disse hurtige afsnit afbrydes af tre langsommere dele, hvor oboerne ligger med lange toner over bassens mere recitativiske afsnit. ”Hvil du være så vred?”, spørger bassen flere gange. I den anden langsomme del, cirka ét til halvandet minut inde i satsen, har Bach været ude på de vilde vover rent tonalt, hvor et pludseligt skift fra e-mol til c-mol lyder Mahler-agtigt. Umiddelbart efter det musikalske spotlight fortsætter bassen den parafraserede tekst med oprindelse i fjerde vers af Martin Mollers salme: ”Nu slår din vredes flammer allerede sammen over vore hoveder.” Imens har oboerne nok at se til med skalaer og staccato-toner, der illustrerer flammerne. Arien har en klar pendant i Handels ouvre, arien ”Why do the nations so furiously rage together” for en buldrende bassanger i ”Messias”. Efter flammeafsnittet i hurtig vivace kommer bønnen i langsomt tempo: ”Ak, end dog denne straf og bær med faderlig værdighed over med vores svage kød!” Efter en lang bøn følger det afsluttende instrumentale vivace-afsnit, der til sidst slutter så pludseligt som hvis nogen havde slukket for en radio.
5. sats er betegnet som recitativ for tenor og basso continuo. I endnu højere grad end sopranens recitativ i 3. sats er der nu tale om et salmevers med recitativiske indslag. Alle strofer fra Martin Mollers vers fem af salmen findes uændret i satsen her, og man hører ganske tydeligt, hvornår tenoren synger salmens strofer med samme melodi som sopraners cantus firmus i 1. sats. Vi befinder os i øvrigt i samme toneart; d-mol. Satsen indledes af en basostinat, derefter synger solisten en strofe, som derefter kommenteres recitativisk. Som i 3. sats er der meget tekst på kort tid. Martin Mollers vers kan give et indtryk af hvad denne hybride salme- og recitativsats handler om: ”Synden har gjort os meget svage/Djævelen plager stadig mere/verden, og vores kød og blod/vil til hver en tid lede os på vildveje/kun du, Herre, kender til sådan elende/Åh, lad os leve efter dit bud!”
6. sats er en duetarie for sopran, alt, basso continuo og de to obligate instrumenter tværfløjte og obo da caccia. Satsen kan være et af de relativt få eksempler på den praksis, at tredjeoboisten, der spillede taille i 1. og 4. sats nu overlader det varme instrument til gruppens primospiller, der for en tid lægger sin obo I. Taille spilledes i ældre barokmusik – eksempelvis værker af Jean Baptiste Lully – på en særlig tenorobo, men stemmen i 1. og 4. sats af denne Bach-kantate kan meget vel være udført på obo da caccia (der ved brug af moderne instrumenter vil svare til et engelskhorn). Denne tekniske side af sagen skal ikke fjerne opmærksomheden fra det enkle forhold, at duetarien i 12/8-sicilianorytme er en meget høreværdig sats, der ikke er uden fællestræk med arien ”Aus Liebe will mein Heiland sterben” fra ”Mattæuspassionen”. Selv i en kantate med et ekstraordinært indledningskor, en dejlig tenorarie, et sjældent sopranrecitativ og en rygende vredesarie for bas og obotrio står satsen ”Gedenk an Jesu bittern Tod!” som en milepæl af ro og eftertænksomhed. Bach-eksperten Alfred Dürr gav blandt andet satsen de følgende ord med på vejen: ”Som kantatens musikalske højdepunkt gælder vel duetten (sats 6) med obligat fløjte og obo da caccia...”.
7. sats sætter for første gang siden 1. sats hele ensemblet med kor, træblæsere, strygere, zink, basuntrio og basso continuo i gang med syvende og sidste vers af Martin Mollers salme: ”Led os med din højre hånd/ og velsign vor by og land/giv os altid dit hellige ord/beskyt os mod Djævelens list og mord/tilstå os en lille salig stund/at vi evigt kan være hos dig.” Sopranstemmen følges af tværfløjte, zink, obo I og violin I, alten af obo II, violin II og altbasun, tenor af bratsch og tenorbasun, og continuogruppe og basbasun med bas.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 537-542, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, pp. 321-23 Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
