|
Tid og sted
Enogtyvende søndag efter Trinitatis den 17. oktober 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Markus-evangeliet kap. 9 vers 24, salmevers af Lazarus Spengler (1524), ukendt
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), zink, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats har en længere instrumental indledning, hvor såvel de to oboer som soloviolinen høres tydeligt. Grundstemningen er inderlig og eftertænksom. Selv om der medvirker zink, er dens rolle tilbagetrukket. Korstemmerne sætter ind med først sopran og derpå det samlede kor med tekst fra Markus-evangeliet kapitel 9 vers 24, hvor Jesus helbreder en besat dreng, og drengens far udbryder: "Jeg tror, hjælp min vantro!". Mellem forskellige variationer af indsatser fra korstemmerne kommer instrumentale episoder.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. Det stiller store krav til sangerens evne for at skifte mellem kraftigt og svagt og grundlæggende også give et meget forskelligartet udtryk, idet recitativet er en dialog mellem troen og tvivlen. Troen lægger næsten heroisk ud med: "Herrens hånd er endnu ikke for kort, jeg kan blive hjulpet". Udtrykket stammer fra den 4. Mosebogs kap. 11 vers 23, hvor Gud spørger Moses "Er Herrens arm for kort?" Her i den korte dialog i recitativet svarer tvivlen: "Ak, nej, jeg synker allerede mod jorden af ængstelse for at han forkaster mig. Derpå taler troen: "Den højeste vil, hans faderhjerte brister". Der svares "Ak, nej, han hører ikke synderne". Igen vender den overbeviste tro tilbage kraftigt: "Han vil, han må snart skynde sig for at hjælpe dig, for at hele din angst". Men tvivlen får det sidste ord: "Ak, nej, jeg er stadig bange for trøsten; ak, Herre, hvor længe?". Det sidste ord "længe" (på tysk "lange") synges over en sukkende lang melisme. Den afsluttes med et spørgende udråb på et højt A.
3. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Musikken giver illustrativt udtryk for den vaklende tro, som også fremgår af teksten: "Hvor tvivlrådigt er mit håb, hvor vakler dog mit bange hjerte! Troens væge blafrer, nu vakler det næsten knækkede siv, og frygten giver bestandigt nye smerter!" Al denne troens vaklen i tvivlens uvejr høres tydeligt i de ruskende motiver fra førstevioliner. Instrumentationens skift mellem at akkompagnere med strygere i nogle passager og continuogruppe i andre giver billedligt udtryk for en stadig vekslen mellem tro og tvivl. Continuobassen udfører figurer, som Bach senere anvendte til gamben i arien "Komm süsses Kreuz" fra Matthæuspassionen, der viser Jesu vaklen under korsets tyngende byrde. Vaklen i troen er den byrde, der bæres her i kantaten, men vendepunktet indtræder i
4. sats, der er et kort recitativ for alt og continuo. En lille moralsk opsang til de, der tillader sig at vakle i troen: "O, begrib dette, du tvivlrådige sind, eftersom Jesus jo stadig gør undere! Troens øjne skal skue Herrens redning; synes belønningen alt for langt væk, da kan du alligevel bygge på tilsagnet om den!"
5. sats lader i de indledende takter to oboer pludre, mens de akkompagneres let af continuogruppen. Stilen, inden arien synges af altsolisten, kan minde om de talrige triosonater for to af tidens modeinstrumenter, oboer. Hos Bach findes denne slags diverterende musik primært indlejret i kantater som her, men flere af de samtidige komponister skrev adskillige triosonater for to oboer og basso continuo. George Friedrich Händel var én, men også Johann Friedrich Fasch, der tidligere havde været opfordret til at søge embedet som Thomaskantor i Leipzig, men valgte at trække sig. Oboernes glade pludren, den tredelte rytme og durtonearten viser allerede inden at alten har sunget sin første strofe en ubekymrethed, der er væsensforskellig fra kantatens tre første satser. "Frelseren kender jo sine, når deres forhåbninger ligger hjælpeløst hen. Når kødet og ånden strides i dem, da står han selv dem bi, således at troen til sidst sejrer!"
6. sats er et syvende vers fra Lazarus Spenglers salme fra 1524 "Durch Adams fall ist ganz verderbt". Satsen indledes med en orkesterdel sat an af oboer og continuogruppe efterfulgt af strygere. Sopranstemmen og horn har salmens melodi som cantus firmus, mens alt, tenor og bas er mere bevægelige. Satsen igennem veksles mellem strofer fra salmen og orkesterafsnit. Satsen opsummerer på fornem vis nogle af de roller, som de enkelte orkestergrupper har udfyldt i kantaten. Således er strygernes pointeringer ikke ulig de figurer førsteviolin spillede i tenorens arie i 3. sats, og ligeledes er der også visse lighedspunkter med oboernes pludren i 5. sats. Elementerne forenes i en helhed, hvor den førreformatoriske melodi afbalancerer orkestergruppernes dynamik til et højtideligt udtryk.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 663-667, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 304, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270, 271 |
