|
Tid og sted
Ukendt dato i løbet af perioden 1728-1731, formentlig i Leipzig. Både letheden i instrumentationen og den ubebearbejdede brug af ni salmevers får denne forfatter til at tro, at værket kan være ret sent.
Tekstforfatter
Ni salmevers fra 1673 af Johann Jakob Schütz (1., 2., 3., 4., 5., 6., 7., 8. og 9. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo (gerne med fagot)
De enkelte satser
I versus I for orkester og kor møder vi Bach i en unik kombination af dansende glæde og mixolydisk kirketone. Allerede i de første takter fornemmes et strejf af irsk folkemusik, og forklaringen er simpel, for satsen kører i 6/8 som en jig, og tonearten er G mixolydisk med dén skalas karakteristisk sænkede syvende trin. Dens folketoneeagtigt dansende atmosfære holder sig hele vejen gennem det minutlange forspil domineret af lyden af tværfløjter, oboer, høje strygere og livlige bølgebevægelser i continuobas. Ved sopranens indsats med en cantus firmus forstår man, hvorfra Bach fik den sjældne inspiration til at gå mixolydisk: Det er den førreformatoriske salmemelodi fra Nürnberg 1525 i samme modalitet. I Danmark kendes den fra salmen ”Guds Søn kom ned fra himmerig”. Et andet Bach-værk i den sjove mixolydiske tone er "Fughetta super 'Dies sind die heilgen zehn Gebot' i G-dur fra "Clavier-Übung III" (BWV 679). Mens sopran har melodien, sætter de øvrige stemmer lejlighedsvist ind med små korte imitationer, der gradvist hen mod slutningen udvikles mere selvstændigt. De synger vers ét fra salmen af Johan Jakob Schütz: ”Vær lovet i det højeste/du alle goders fader/min Gud der gør mig undere/og dertil nu mig lader/opfylde af din rige trøst/ja selv min kvide har du løst/giv Gud alene ære!”
Versus II er til trods for bibeholdelsen af salmeverset som tekstgrundlag lagt ud som et recitativ for bas og continuogruppe. ”Og himlens skare takker dig/o, alle troners hersker/og alt på jord, i luft, i hav/kan hvile i din skygge/de prise vil din skabermagt/for alting har du vel betænkt…”. Herefter går recitativet over i en ariosodel med fire gentagelser af teksten, der afslutter alle salmens vers: ”giv Gud alene ære!” Under bassens sang høres glædesmotiver i continuobassen. Teksten er gået fra en mere almindelig lovsang til at opfordre lytteren til at give Gud ære.
Versus III er en arie for tenor, continuogruppe og to obligate oboer d’amore, som indleder satsen i en duet i tertsafstand. Endnu er vi ikke langt fra udgangspunktet i versus i; 6/8-takten er bibeholdt, men tonaliteten er skiftet til G-durs parallel e-mol, hvilket forlener satsen med mere stringent alvor. Under oboernes velklingende duet kan en fagot gøre god fyldest i bunden af continuogruppen. Det er ikke en helt nem sats for tenoren, men den ligger i et godt leje til både at vise god dydbe og fin højde. Teksten er tredje vers fra Schütz’ salme: ”Og det som Gud engang har skabt/det vil han og bevare/og derfor vil han tidligt, sent/med nåden fjerne fare/udi hans ganske kongerig’/er alting ret og alle lig’/giv Gud alene ære!”
Versus IV er et koralvers for kor og orkester. Sopranstemmen forstærkes af både tværfløjter, oboer og violin I. Alten må nøjes med violin II, tenoren med bratsch, og korets basser og continuobasserne, mens akkordinstrumenterne udfylder becifringsfunktionen. Her kan man i ren form, og eneste gang i kantaten nyde Bachs firestemmige harmonisering af den førreformatoriske melodi fra Nürnberg 1525 med teksten: ”Til Gud jeg råber i min nød/ak Gud, fornem min råben/min hjælper hjælper mig fra død/og hjælper mig at trives/derfor, min Gud, jeg takker dig/o tak, min Gud så og med mig/giv Gud alene ære!”
Versus V er et recitativ for alt, strygere og continuo hvor solostemmernes repræsentant for et troende menneske – Bach selv? – stiller sig frem og udsjunger teksten: ”Men fra sit folk er Herren ikke/og vil aldrig vige/han er altid dets tillid fast/dets ære, glæde, frelse/med moderhænder leder han/sit folk for altid her og der/giv Gud alene ære!”
Versus VI er en arie for bas, continuogruppe og obligat violin, hvor man både i tonearten h-mol og taktarten 4/4 (her noteret c) er langt fra udgangspunktet i versus I. Fjernelsen fra udgangspunktet har givet grobund for talrige ordmalerier i solostemmen – som den lange dybe hviletone på ordet ”ro” (på tysk ”Ruh”). Efter en fin indledning for soloviolin og continuo overtager bassen violinens sluttone d1: ”Når hjælp og kraft vi savner her/som verden kan bevidne/han kommer og til overflod/og hjælper os, vor Skaber/hans faderøjne ser/dem, som ej kan få hvile.” Endelig udbredes også her den sidste strofe ”giv Gud alene ære!” hen mod satsens aflsutning.
Versus VII er en arie for alt, tværfløjte, strygere og continuo. Nu er vi hos det frejdigt vandrende troende menneske, og satsen indledes af en lys og let 9/8-sats, hvor tværfløjten lufter ud i højden over strygernes akkompagnement. I en i længden ganske krævende arie med mange koloraturer synger alten: ”Jeg vil dig al mit levneds tid/o Gud, fra nu af ære/din lovsang, Gud, skal man nu snart/i alle egne høre/mit ganske hjerte fryder sig/min sjæl og krop lovsynger dig/giv Gud alene ære!”
Versus VIII er et recitativ for tenor og continuogruppe, der anslår mere dystre akkorder, mens den dramatiske tenorstemme taler dunder til forsamlingen i kirken: ”Og I som kalder Krist ved navn/giv nu vor Gud hans ære!/bekend Guds almagt vidt og bredt/giv Gud alene ære/lad falske guder kun få spot/thi Gud er Gud, det véd vi godt/giv Gud alene ære!”
Versus IX gør brug af samme orkester- og korsats som i versus I, så kun teksten er her anderledes: ”Vi kommer for hans åsyn op/med jubel, dans og syngen/betaler det, vi skylder ham/derfor vi glade synger/Gud passer vel på stort og småt/og alting, alting gjort så godt/giv Gud alene ære!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 858-861, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 280, John Eliot Gardiner: Tekst i bookletten til cd Soli Deo Gloria 107 p. 14 |
