|
|
Cantata BWV 12
Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Tredje søndag efter påske den 22. april 1714 i Weimar. Kantaten blev også opført den 30. april 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Samuel Rodigast (1675)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo, fagot, violin I, II, bratsch I, II, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for obo, strygere og continuo. Den kan lyde som en smuk langsom midtersats fra en obokoncert, men strygernes træge akkompagnement afslører, at der er andet på færde end blot at fremvise virtuoseri. Det er som om oboen kæmper for at få lov til at synge sin udsmykkede melodi, men den holdes tilbage af de fire strygerstemmer. Kantatens titel "græde, klage, bekymre sig, ængstes" beretter om forhindringer, som vi kun kender alt for godt, men vi forsøger trods alt at synge. Oboen spiller rollen som et menneske, der hænger fast i mængden af sorger og bekymringer.
2. sats giver tårerne frit løb. Sopranerne starter med "græde", alter med "klage", tenorer med "bekymre sig" og basser med "ængstes", men alle stemmer får snart deres del af den samlede mængde ubehagelige følelser. Continuoet har en nedadgående basgang, faktisk en af de allermest brugte til at illustrere sorg. I musikteorien kaldes det den "faldende tetrachord" ("tetra" er græsk og betyder fire), det vil sige en nedadgående bevægelse til tonen fire toner under begyndelsestonen. Det, der gør den særligt sørgelig, er at også de halve toner i basgangen er med, og derfor kan man nærmest høre, hvor trist det hele er. Netop den tonegang var fastslået som musikkens måde at udtrykke sorg. Komponisten John Dowland (1563-1626) brugte den i sin "Forlorn hope fancy" og hos Henry Purcell (1659-1695) høres den tydeligt i Didos sørgesang "When I am laid in earth" fra operaen "Dido og Æneas". Bach skulle 35 år senere vende tilbage til sin sats fra årene i Weimar og omarbejde den til ”Crucifixus”-satsen i ”Messe i h-mol”. Udover de fire ord fra kantatens titel fortsætter teksten "ængstelse og nød er de kristnes tåre-brød". I et hurtigere korafsnit synger koret "som bærer Jesu kendemærke", og den traurige atmosfære letter en anelse. Derpå synges og spilles satsen da capo og tvivl og ængstelse får igen overtaget.
3. sats er et ganske kort altrecitativ over teksten "Igennem mange trængsler må vi gå ind i Guds rige". Den tekst stammer fra Apostlenes Gerninger kap. 14 vers 22. Trængslerne vises musikalsk med en faldende treklang på det tyske ord "Trübsal" (på dansk ”trængsler”). Recitativet akkompagernes af continuogruppe, fagot og lange toner i strygerstemmerne.
4. sats er en vidunderlig altarie med obligat obo, akkompagngeret af continuogruppen. Teksten er også så udmærket, at den bringes her i sin helhed: "Kors og kroner hænger sammen. Kamp og smykker går i ét. Kristne har i hver en time deres kvaler og fjender. Men deres trøst er Jesu vunder". At både onde ting og gode ting er en del af tilværelsen kender vi også til fra Thomas Kingos salme "Sorrig og glæde, de vandre til hobe" fra 1681.
5. sats er en arie for bas, continuo og to violinstemmer. Den fornemmelse af gråd og trængsler, der har præget kantaten indtil nu, pustes væk i en sats så mild og frisk som en søndag i april. "Jeg følger efter Kristus", synger bassen i en trinvis stigende melodi, som lægger ud så enkelt som en børnesang. De to violinstemmer og continuoet har lige inden præsenteret samme tema som en kanon. At barokpoesien i modsætning til den fine tekst i 4. sats siden hen udarter til "Jeg kysser Kristi forsmædelse og jeg vil omfavne hans kors", må lytteren abstrahere fra, når bassangeren frejdigt vandrer afsted.
6. sats synges af tenoren, der lige som overgangen mellem 4. og 5. sats går lige på uden et recitativ først. Her spiller continuoet en stor rolle både i forspillet og i akkompagnementet. Desuden medvirker også en trompet. Den citerer den salmemelodi af Johann Crüger, som vi på dansk kender som "Gud skal alting mage". I en tidligere tenorarie, også i en 6. sats, den i kantaten "Lobe den Herrn, meine Seele" (BWV 143) som er beskrevet ovenfor, var Bachs valg af strygerne til at fremføre en cantus firmus i en forvejen noget mudret sats med tunge stemmer til fagot og continuo, ikke så heldig. Anderledes klart klinger denne sats, hvor trompetens salmecitat flot hæver sig over tenorens continuoakkompagnerede arie.
7. sats er den afsluttende salme sunget af koret med violiner på henholdsvis sopran- og altstemmerne, bratscher på tenoren og basserne forstærket af continuo og fagot. Bach har tilføjet en overstemme, som trompet og obo spiller.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 348-351, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 506, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-163 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
