|
Tid og sted
Anden søndag efter helligtrekonger den 20. januar 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Georg Christian Lehms (1684-1717) (1., 2., 4. og 5. sats), et salmevers fra 1636 af Johann Heermann (3. sats) og et salmevers fra 1641 af Paul Fleming (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, obo da caccia, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenor, to altblokfløjter, obo da caccia og continuo. Satsen indledes instrumentalt med sukkende seufzer-figurer i de to blokfløjter, en adstadigt slæbende rytme i continuo og en obo da caccia, der ofte ses tolket som rindende tårer. Imidlertid giver den sig også til at spille skalabevægelser opad. Den vej rinder tårer jo sjældent, selv om det er nærliggende at se titlen ”mine sukke mine tårer” som illustreret af træblæserne. I stedet må obo da cacciaens rolle ifølge Ludvig Prautzsch læses ud fra den blandede sproglige betegnelse ”hautbois da caccia”, hvor blandingen af fransk og italiensk viser os at kantaten handler om mennesker, der allerede befinder sig på vejen mod Jesus. Prautzsch skriver: ”I kantaten ’Meine Seufzer, meine Tränen’ (BWV 13) er den en troende sjæl, som i sin nød søger trøst i hjælp fra Gud”. Efter den instrumentale indledning synger en plaget tenorsolist: ”Mine sukke, mine tårer/kan man ikke tælle op.” Teksten gentages flere gange, inden da capo ariens B-stykke: ”Når man hver dag vemod finder/ej elendigheden svinder/ak, da må den pine sende/os på vej mod livets ende.” Det tyske verbum ”bahnen” (som her er af poetiske grunde her er oversat til ”sende”) synges over en opadgående durskala, der føres videre af altblokfløjte II og derpå altblokfløjte I, inden bøtten vendes og der derefter spilles da capo med gentagne strofer ”Mine sukke, mine tårer/kan man ikke tælle op.”
2. sats er et rectitativ for alt og continuo: ”Min kæreste Gud lader mig stadig væk kalde forgæves og lader i min gråd ingen trøst vise sig. Timen kan ses nærme sig i det fjerne, men jeg må stadig bønfalde ham forgæves.” Timen, der nærmer sig, henviser til om brylluppet i Kana hvor Jesus sagde: ”Hvad vil du mig kvinde? Min time er endnu ikke kommet.” (Johannes-evangeliet kap. 2, vers 4). I recitativet er ordet ”bønfalde” (på tysk ”flehen”) trukket ud til en melisme med store spring og pinefuld atmosfære.
3. sats er et salmevers med andet vers fra Johann Heermanns salme fra 1636 ”Zion klagt mit Angst ud Schmerzen” (på dansk ”Zion klager med ængstelse og smerter”). Det synges af alten, som følges af en obo da caccia og de to altblokfløjten oktaven over. I continuoet høres det, Albert Schweitzer beskriver som ”den ædle smertes rytme”, mens et trestemmigt strygerkor med violin I, II og bratsch væver små optimistiske glædesmotiver om koralmelodien med teksten: ”Den Gud som mig haver lovet/hjælp og trøst til hver en tid/lader mig forgæves søge/her i al min traurighed/ak, vil han i evighed/rase over mig herned’/kan og vil han over arme/nu sig som tilforn forbarme?” Koralen blander angst og optimisme. Melodien er på dansk kendt som ”Jesus, dine dybe vunder”, der også var med i kantaten ugen inden.
Det er nærliggende at opfatte kantaten som opdelt i to – først satserne ét, to og tre med arie, recitativ og salmevers fulgt af recitativ, arie og salmevers, selv om vi ikke véd om det var den oprindelige idé.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. Tekstligt er det meget som 1. sats af ”Mein Gott wie lang, ach lange” (BWV 155) fra 1716 med menneskesjælens klagesang over stadig større fortvivlelse og en ”jammerkrus fyldt til randen af tårer”. Først til sidst letter trykket ved erindring om dengang da Jesus gjorde vand til vin: ”Gud kan let forvandle malurtssaft til glædevin og forsyne dig med tusind glæder.”
5. sats er en arie for bas, to altblokfløjter og violin samlet på én stemme, og continuo. Musikken har fået tilføjet både seufzer-figurer, dystre intervaller, halvtonetrin, og en kromatisk basgang nedad. Alt i arien peget i retning af sortsyn: ”Gispen og ynkværdig græden/heler ikke sorgens sot”, påpeges det i ariens kuldslåede A-stykke. Arien er uden tempobetegnelse fra komponistens side, men spillet den i meget langsomt tempo, opstår en særlig klang i den stemme, der spilles af violinen og altblokfløjterne. Det kan lyde som én, der spiller på glas, eller som det nyere elektroniske musikinstrument theremin. Begge lyde har en spøgelsesagtig og isnende tone, og den rammer Bachs klangkombination på kornet. I ariens B-stykke udtrykkes håb: ”… men hvo som ser mod himlen/og søger trøsten dér/ham kan let et glædens lys/det sorgens bryst oplyse.” Her er ”himlen” og ”trøst” understreget med en opadgående skalafigur i den glasagtige stemme for violin og blokfløjter. Spillet i rette langsomme tempo varer arien omkring ti minutter, der tilbringes i en blanding af uhygge og ængstelse. En af Bachs mest dystre arier.
6. sats er den afsluttende koral med niende og sidste vers fra Paul Flemings salme fra 1642 ”In allen meinen Taten” (på dansk ”I alle mine gerninger”). Melodien er fra 1539 og komponert af Heinrich Isaac. På dansk anvendes melodien til ”Gud, efter dig jeg længes”. Fordelingen af orkesterstemmer er med violin I på sopran, violin II på alt, bratsch på tenor, mens continuoet har udgangspunkt i bassen. De to blokfløjter spiller sopranens melodi en oktav over. Typisk ville man lade obo da caccia skifte ud med en obo, der også spiller melodi. Teksten er: ”Så vær nu, sjæl, din egen/og stol på den alene/ som dig til liv har skabt/det går jo som det må gå/din Fader i det høje/han ved jo råd om alle ting.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 232-235, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, pp. 329-330, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, p. 28, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 496, 498, 506, 719 |
