|
Tid og sted
Tredje juledag den 27. december 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Ich freue mich in dir” af Caspar Ziegler (1697). Salmens første og fjerde vers er anvendt uændret i kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem der har bearbejdet salmens andet og tredje vers til de tekster, der bruges i 2., 3., 4. og 5. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes an af violin I, der svares af de øvrige strygere og de to oboer d’amore. Et særtræk ved denne italienskinspirerede sats er, at førsteviolinen klinger i selvstændig brillians uden den farvning, som en obo d’amore normalt tilfører. De to oboer d’amore følger her i stedet violin II og bratsch. Træblæserklangen i mellemlejet giver også mere plads til lyden fra den zink, der forstærker korets sopranstemme. Sammen med de øvrige korstemmer sætter sopranernes melodi ind i firestemmig koralstil ind med salmens strofe: ”Jeg glæder mig ved dig”, og kort efter ”og byder dig velkommen”. Med orkestrale indslag af en vivaldisk energi (Antonio Vivaldis ”De fire årstider” blev faktisk også komponeret fra ca. 1721-24 og udgivet 1725) fortsættes nu med salmens øvrige strofer ”min kære Jesulil/nu har du taget på dig/at vær’ min broder kær /ak, for en herlig klang/hvor venlig ser han ud/den store søn af Gud!” I sine covertekster til indspilningen fra The Bach Cantata Pilgrimage i år 2000 har den engelske dirigent og forfatter Sir John Eliot Gardiner fremsat den teori, at den enkle firestemmige stil i korstemmerne har været en måde at lette byrden med at skulle indstudere mange nye satser i forbindelse med juletidens kantater. I stedet er aktiviteten tildelt en energisk førsteviolinstemme. Gardiner får her det sidste ord om denne pragtfulde indledningssats til tredje juledags kantate: ”Jeg har svært ved at forestille mig musik, som mere overbevisende overbringer det essentielle, overstrømmende og fuldkommen opstemte ved julen, end indledningkoret i BWV 133.”
2. sats’ arie for alt, continuo og to obligate oboer d’amorer hiver til gengæld de to fløjlsbløde træblæsere frem fra deres diskrete roller i 1. sats til en fuldtonet koncerterende indledning. Efter den instrumentale præsentation har også altsolisten sejrrig ta-daa effekt på udråbet ”Vær tryg! Vær tryg! Vær tryg!”. Derpå følger årsagen: ”En hellig krop er nu/den højestes ufattelige væren.” Hvor altens rolle som det troende menneske i mange kantater er præget af ængstelse og bekymring, giver julens budskab mulighed for en glædesstrålende række af koloraturer, der også præger teksten i ariens anden del: ”Jeg har – hvor er jeg velsignet! – mødt Gud ansigt til ansigt. Ak! min sjæl må komme sig.” Ikke mindst for kontratenorer, der virkelig kan give den fuld hals, er det en pragtfuld arie, men også oboer d’amore og continuo beskæftiges smukt hele satsen igennem.
3. sats er et recitativ for tenor og continuo. Den salme af Caspar Ziegler, der ligger til grund for Bachs julekantate, har kun fire vers, og for at strække dem var 2. sats baseret på første del at salmens vers to, mens recitativet her tekstligt kun bygger på fire korte strofer i anden halvdel af samme vers. De lyder: ”Den allerhøjeste Gud/har venligt talt til os/bli’r nu et lille barn/som hedder Jesulil.” Tekstdigteren har vendt bøtten og indledt recitativet med en sammenligning helt tilbage fra Skabelsesberetningen: ”Adam vil foran Guds åsyn, fuld af forfærdelse, gemme sig i Paradiset!” (sml. Første Mosebog kap. 3 vers 8-9). Resten af recitativet indeholder en let ændret og udbygget version af de strofer, der blev citeret ovenfor.
4. sats’ arie for sopran, strygere og continuo har som tekstligt grundlag de fire første strofer af det tredje vers i Caspar Zieglers salme: ”Hvor sødt det lyder for mig/og i mit øre klinger/igennem stål og malm og/ gennem hårde klipper trænger.” Det er en særdeles køn bourrée for den stemme, som altid får lov til at fremstille troen i dens mest inderliggjorte form, mens strygere og continuo sørger for fremdriften og de rige akkorder. Jævnligt skiller en soloviolin sig ud med barriolage-passager som illustration af disse søde klange. Meget elegant er også den måde hvorpå den faste rytme i strygergruppen fra dybet suppleres af energiske glædesmotiver i continuobassen; de søde klange trænger også gennem urgrundens stål, malm og hårde klipper. Et midterstykke i 12/8 må nødvendigvis bruge den pastorale salighedsrytme til teksten: ”Den, der ikke fatter Jesu navn/og den hvis hjerte ikke jubler lykkeligt/han må være hård som en klippe.” Ariens A-stykke i bourrée-tempo spilles derefter da capo. Når sopranen tre gange synger ”dette ord” (på tysk ”dies Wort”), kan det høres som en rytmisk henvisning til altens arie i 2. sats, der begyndte med de tre gentagelser af den berorligende opfordring ”Vær tryg!”.
5. sats’ lille recitativ for bas og continuo bygger på de sidste tre strofer af vers tre i Caspar Zieglers salme: ”Hvem Jesus ret forstår/han dør ej når han dør/så snart han si’r hans navn.” Musikalsk markant er tonen, der følger bassens påpegning af at ”han vil også huske mig i mit gravkapel” (på tysk ”in meiner Gruft”), hvor ordet ”Gruft” ikke kun synges på den dybe tone ais, men også følger efter et e så tonerne tilsammen danner det gruelige tritonusinterval. Derefter springer bassen helt op til et højt cis på ordet ”huske” (på tysk ”gedenken”). Hvis man husker klangene fra begravelsekantaten ”Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit” (BWV 106) vil man finde et lignende klangbillede i de sidste fem takter af recitativet her, hvor bassen synger de strofer fra Zieglers salme, der er citeret ovenfor.
6. sats er det afsluttende koralvers med fjerde vers af Caspar Zieglers salme: ”Velan, så vil jeg mig/til dig, min Jesus, holde/og skulle verden end/forgå i tusind folde/O, Jesus, kun for dig/alene lever jeg/hos dig, ja kun hos dig/vil jeg udhvile mig.” Korets sopranstemme forstærkes af zink, obo d’amore I og violin I, alter af obo d’amore II og violin II, tenorer af bratsch, og bassen af continuogruppens basinstrumenter, mens cembalo og orgel udfylder akkorderne.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 155-160, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 211-212, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
