|
Tid og sted
Nytårsdag den 1. januar 1719 i Köthen
Reference
Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 197
Tekstforfatter
Johann Christian Friederich Hunold (1681-1721)
Besætning
Alt (Det Guddommelige Forsyn), tenor (Tiden), kor (SATB), obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for de to allegoriske figurer Tiden, der symboliserer fortiden og Guddommeligt Forsyn, som står for fremtiden. Til continuoets seccoakkompagnement synger tenoren: "Tiden, som gør dag og år har bibragt Anhalt mange sejrsstunder og nu også ny velstand". Hertil svarer Det Guddommelige Forsyn: "O, ædle Tid, forbunden med Guds yndest".
2. sats er en arie, som begynder med strygere og oboer i en konkurrencedygtig stil, der kunne have gjort lykke i ethvert operahus med den lette, tredelte, dansende rytme. Tiden synger arien, for i Hunolds tekst til kantaten er der indarbejdet det kneb at få tilhørerne til at vende opmærksomhenden fra det gamle år mod det nye. Over den signallignende tonegang synges: "Op, op, op, op" og der fortsættes med teksten "I dødelige, lad jublen lyde: For jer skinner det guddommelige på ny. Med nåden kroner himlen tiderne. Op, sjæle, bered jeres offer og betal den højeste med pligtskyldig tak!" Et kontrasterende B-stykke, hvor tenoren synger "Med nåden" (på tysk "Mit Gnaden") rummer forskydninger i de to oboer, som elegant væver sig om tenorens festlige toner. Herefter spilles dacapo.
3. sats er et recitativ for begge sangere akkompagneret af continuo. Formålet er at rose Leopold og hans fyrstedømme for den særlige visdom i styringen, der gør at netop hans landområde har været og forbliver blomstrende og sejrrigt i det nye år. I slutningen af recitativet hører man et eksempel på, hvordan Bach musikalsk former et spørgsmål. Tiden spørger "Hvad fattes mig af nåde-gaver?"Ordet "fattes" (på tysk "mangelt") ligger på en ukomplet klingende tone i forhold til continuobassens. Derpå afsluttes sætningen med to høje toner på "gaver?" (på tysk "gaben?") som når vi i talesproget går op på de sidste ord i en sætning for at understrege, at det var et spørgsmål, vi stillede.
4. sats er en pragtfuldt intens duetarie, som indledes af strygeorkestret uden oboerne. Alene forspillet, indtil sangerne sætter ind, rummer energi og gåpåmod her ved starten på et nyt år. Lange melismer i B-stykket er med til at gøre dette til en krævende sats for sangerne, der ligsom særligt førsteviolinerne har fået nok at se til. At også komponisten selv havde et stort arbejde med netop denne sats, er påpeget af den tyske Bach-ekspert Peter Wollny. Inden den fine balance i duetten var helt på plads, foretog Bach adskillige ændringer i sit manuskript. Det mærkes ikke, når man lytter, men helheden er resultat af grundigt arbejde i værkstedet.
5. sats er et recitativ, og Anhalt-Köthen opfordres til at betænke hvor mange goder Det Guddommelige Forsyn har tildelt: "I Leopold har du et nådens pant. Besku fyrstindens visdoms lys!" Efter flere rosende ord om medlemmerne af fyrstehuset opfordres Anhalt til at bede om flere år og tider. Denne opfordring gentages og akkompagneres af cello og cembalo med et adstadigt jævnt akkompagnement, der udstyrer denne del af recitativet med ariosolignende træk. Efter et kort bidrag fra Tiden fortsætter Det Guddommelige Forsyn med de rosende ord inden sin soloarie. Opmærksomheden er nu på fremtiden.
6. sats har teksten "Tidernes Herre har mange fornøjede timer. Du gude-hus som stadig væk ligger nær og som Gud udvælger sig til værn og frelse, dyrker sjælenes harmoni og istemmer nu himlens lykke." Arien er seks minutters stille eftertænksomhed i kantatens række af hyldester. Altens kønne sang akkompagneres her blot af continuogruppen.
7. sats er et recitativ, hvor tenoren (Tiden) blandt andet beder om Guds hjælp til at lade en strøm af velsignelser skylle ned over fyrstehuset. Ordet "strøm" (på tysk "Strom") skal synges over en hurtigt nedadgående skalatur så man også kan høre, hvordan det skyller. Bønnerne om et lykkeligt år fra fortiden besvares af fremtiden, som lover alt godt i året.
8. sats er den endelige forening af både solister, kor og det fulde orkester i endnu en djærvt optimistisk sats i tredelt rytme. Efter et instrumentalt forspil, høres først de to solister og umiddelbart derefter koret, som her optræder for eneste gang i kantaten. Det er en pragtfuld korsats, der er så afrundet og ubekymret, at blot en lytning til continuobassens mange toneløb i sig selv er en musikalsk oplevelse. Oven i dette er der så strygerne, oboernes solistiske passager og koret, som suppleres af indslag med de to solosangere. Man forstår godt, at dette var en af de satser, Bach genanvendte i sin påskekantate "Ein Herz, das seinem Jesum lebend weiss" (BWV 134), hvor den blev til 6. satsens afslutningskor. |
