|
Tid og sted
Ottende søndag efter Trinitatis den 18. juli 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 139 vers 23 i Salmernes Bog, Ukendt, salmevers af Johann Heermann (1630)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo, obo d'amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med et orkesterforspil, der domineres af hornet. Feststemningen slås straks an med en trille fra hornet, mens violiner samt oboer udfører en hurtig energisk figur. Man skal ganske langt tilbage i Bach kantateproduktion for at finde de tidligere eksempler på brugen af horn; "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd" (BWV 208) fra 1712, hvor to horn medvirker og "Lobe den Herrn, meine Seele" (BWV 143), hvor tre horn medvirker. Efter et kort orkesterforspil overtager korets sopraner den melodi, som det enlige horn satte an. Teksten: "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker!" er fra salme 139 vers 23 i Salmernes Bog. Den synges som fuga startende i sopran, derefter alt, tenor og bas. Efter et kort orkestermellemspil sættes teksten på ny an af bas, der begynder teksten forfra "Ransag mig", mens sopran, alt og tenor sætter ind med den senere strofe "prøv mig". Efter at korstemmerne har fundet sammen på sidste strofe fra salmen "og kend mine tanker" (på tysk "wie ich meine") slutter orkestret satsen af med samme tema som indledte satsen. Indledningskoret er af mange blevet anset for at måtte være genbrug af en ældre sats, som Bach så har forsynet med en anden tekst. Der er da også steder undervejs i satsen, hvor tekst og musik går mindre godt i spænd end i mange andre satser, hvor Bach tit er meget omhyggelig med det deklamatoriske. Man kan også med en vis berettigelse pege på, at musikkens pastoralt festlige karakter egentlig ikke er specielt velegnet til den indadvendte tekst fra salme 139. På den anden side er det en smuk sats og indvendingerne forsvinder som dug for solen, hver gang musikken spilles.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. Efter 1. sats' milde indledningskor tegner tenorens begyndelsesord "Ak!" ikke rart og følges da også af en kras continuoakkord. "Den forbandelse der således slår ned på jorden har også ramt menneskenes hjerter. Hvem kan håbe på gode afgrøder når denne forbandelse trænger ind i sjælen sådan at den frembringer syndens torne og bærer lastens torne?" Recitativet indeholder dermed to referencer. Den ene er til årstiden, hvor midten af juli er høsttid, men også til teksten i Første Mosebog kap. 3 vers 18 "Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter". Hvis man ser på 4. sats fra kantaten "Ärgre dich, o Seele, nicht" (BWV 186), der blev opført en uge inden denne kantate, vil man opdage, at recitativet i BWV 186 ligeledes sættes an med et dramatisk "Ak!" fra tenorsolisten og at der også i recitativet blev brugt tekst fra Første Mosebog kap. 3, men da fra vers 19.
3. sats er en arie for alt, continuo og obligat obo d'amore. De første strofer lyder sådan: "Der kommer en dag, hvor der afsiges dom over det fordækte, hvor hykleriet skælver." Netop denne skælven kan høres seks takter inden i obo d'amorens indledning. Efter den lange tone spiller den fire gange i træk hurtige og nedadgående skalabevægelser. Ligesom indledningskoret i 1. sats er også første halvdel af denne arie under mistanke for at bygge på et tidligere værk fra Bachs hånd, selv om man ikke har kunnet påvise hvilket det skulle være. Lige som tilfældet var i 8. sats af "Ärgre dich, o Seele, nicht" (BWV 186) kan der også spores italiensk inspiration her indledningen til altens arie. Lige efter de skælvende skalabevægelser anvender Bach det, som i musikteorien har fået den sigende betegnelse "neapolitaneren". Det er en akkord på treklangen en halv tone over grundtonearten. I dette tilfælde er tonearten fis-mol og den neapolitanske sekstakkord er her en G-dur treklang med H som bastone. Akkorden har fået navn efter den udstrakte anvendelse hos operakomponisterne fra den neapolitanske skole, blandt andre Alessandro Scarlatti, Nicola Porpora og Johann Adolph Hasse. Hvor den indledende del af arien kunne være et tidligere værk omarrangeret, er der til gengæld enighed om at satsens hurtige midterdel er komponeret til lejligheden. Her tier obo d'amoren, mens altsolist og continuo iler afsted i beskrivelse af det, der dømmes for: "Thi hans forbitrede iver udrydder det som hykleri og listighed opdigter". Efter denne mellemdel vendes tilbage til udgangstempoet og en afrundende solo for obo d'amore.
4. sats er et recitativ for bas og continuo, hvor moralen er, at selv om himlen ej heller er ren, skal den som renses gennem troen på Jesus vide, at han ikke bliver dømt hårdt: "Svækker hans synder og hans gerningers utilstrækkelighed ham stadig, har han dog stadig i Kristus retfærdighed og styrke". Den sidste glose "styrke" (på tysk "Stärke") er her understreget ved at blive trukket ud over en lang melisme.
5. sats er en duet for tenor, bas, continuo og violiner samlet på én målbevidst stemme. Stilen i duetten mellem de to herrestemmer kunne minde om Bachs kantater fra tiden som kapelmester i Köthen, 4. sats i "Die Zeit, die Tag und Jahre macht" (BWV 134a) samt 4. og 8. sats i "Durchlauchtigster Leopold" (BWV 173a). Her er det dog alvorlige ord, der synges: "Vel rammer os de syndens pletter, som Adams syndefald har bragt over os. Kun den som sig ved Jesu vunder, den store blodets strøm har fundet bli'r derved igen rengjort." Den samlede violinstemme har en meget illustrerende funktion i forhold til teksten, eksempelvis da tenor og bas synger om syndens pletter (på tysk "der Sünden Flecken"), hvor der kommer en kort nedadgående figur, der står alene, mens stemmen i andre passager er mere gennemgående. Også "den store blodets strøm" (på tysk "dem grossen Strom voll Blut") illustreres tydeligt, men her i sangstemmerne, hvor begrebet "Strom" trækkes ud lange rindende melismer.
6. sats er den afsluttende salme med niende vers fra Johann Heermans "Wo soll ich fliehen hin" (på dansk "Hvor skal jeg søge tilflugt"), som vi også herhjemme kender under titlen "Fryd dig, du Kristi brud" med Jacob Regnarts melodi fra 1576. Valget af dette vers fortsætter med emnet om Jesu blod. En lidt friere oversættelse af Johann Heermans vers lyder: "Dit blod, den ædle saft/har sådan styrke, kraft/at selv en dråbe lille/vor verden rense ville/ ja, selv fra djævlens kæber/udfri'r, befri'r, bestræber". Udover at instrumenter som horn, oboer, lave strygere og continuo følger korstemmerne er der en selvstændig diskantstemmer til førsteviolinen. Overstemmer sås flere gange i Bachs Weimar-kantater fra årene 1714-15. Seneste eksempel på en diskantstemme til førsteviolin var "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185) fra juli 1715, som Bach havde genopført den 20. juni 1723.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 507-511, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 270 |
