|
Tid og sted
Nytårskantate fra 1708, 1709, 1710, 1711, 1712, 1713 eller 1714 i Mühlhausen eller Weimar
Tekstforfattere
Salme 146 i Salmernes Bog, salmevers af Jakob Ebert (1601), ukendt
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), fagot, horn I, II, III, pauker, violin I, II, bratsh, continuo
De enkelte satser
1. sats bærer fra første takt præg af de tre horn, som sammen med paukerne understreger satsens festlige karakter. Efter hornenes korte forspil, der følges af hurtige nedgange i violiner og bratsch, sætter koret ind: "Min sjæl, lovpris Herren!" Samtidig med korets sang høres udsmykninger i to høje hornstemmer og i høje strygere.
2. sats er sopransolistens eneste opgave i kantaten, som består i at synge Jakob Eberts salme "Du fredsfyrste, herre Jesus Krist". Violin I og violin II er forenet i en og samme stemme, hvor der spilles hurtige akkordbrydninger over continuoets fundament. Satsen har en egen djærv stemning båret af salmen og sangerens tro på at alting nok skal gå.
3. sats er et ganske kort recitativ, hvor tenorsolisten foredrager vers 5 i Salme 146: "Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til Herren". Dette er ikke bare et Bachs korteste kantaterecitativer, men også et af de tidligste.
4. sats begynder med en violin, der over de øvrige strygeres korte og knastørre toner, spiller hurtige løb. Tenorsolisten synger en arie om svare problemer, "Tusindfoldigt uheld, skræk, sorg, angst og hurtig død. Folkeslag som dækker landet, sorger, endnu mere nød". Teksten slutter med den overraskende pointe: "Det ser andre lande, men vi ser et sejrs-år".
5. sats fortsætter i den sejrrige f'ølelse fra 4. sats. De tre horn, pauken, fagotten og continuogruppen sætter trumf på, mens bassen majestætisk kundgør "Herren er konge for evigt, din Gud, Zion, i slægt efter slægt!". Over denne tekst sunget i det dybe leje spiller hornene deres fanfarer. Satsen afsluttes med en lang trille i førstehornet, mens fagot og continuo gradvist bevæger sig ned mod slutakkorden.
6. sats er endnu en tenorarie. Fagotten spiller en obligatstemme, der dog veksler med continuogruppen. Også violin I, II og bratsch er med i satsen, men med den usædvanlige opgave at spille salmemelodien "Du fredsfyrste, herre Jesus Krist". Salmen blev i 2. sats sunget af sopransolisten. De komplementære stemmer i fagot og continuo og placeringen af en cantus firmus i stygerne er noget af et særsyn hos Bach, og rent klangligt kan man godt forstå, at det ikke var en form, han anvendte senere hen. Tenoren får et noget uklart akkompagnement end i eksempelvis kantatens 4. sats. Teksten udtrykker ønsker om fred og lykke i det nye år.
7. sats sætter igen hornister og paukist på arbejde i korets afsluttende "Halleluja", der synges af alter, tenorer og basser, mens korets sopraner har cantus firmus med endnu et vers fra Jakob Eberts salme ”Du fredsfyrste, Herre Krist”. Med hornsignaler og paukeslag er det nye år skudt i gang.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 193-195 |
