|
Tid og sted
Sexagesima søndag den 6. februar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Matthæus-evangeliet kap. 20 vers 14, salmevers af Samuel Rodigast (1675), salmevers af Albrecht von Brandenburg (1547), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, kor (SATB), obo I (også obo d'amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er fra komponistens hånd betegnet "Concerto", men er en motetfuga, hvor korets høje stemmer følges af oboer og strygere, mens continuostemmen dels er selvstændigt ført, dels følger korets bas. Som indledning på en kantate er motetformen usædvanlig hos Bach, men ikke ikke uden fortilfælde: "Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei" (BWV 179) fra 8. august 1723 begynder også med en "Concerto", hvor orkestret spiller colla parte (med stemmerne) og continubassen ofte er selvstændigt ført. Her i kantaten til 6. februar 1724 er teksten ganske kort med et citat fra lignelsen om arbejderne i vingården. De daglejere, der havde arbejdet længst tid blev utilfredse fordi senere tilkommende daglejere fik samme løn som de selv havde fået. Lignelsen er fra kapitel 20 vers 1-16 i Matthæus-evangeliet. Fra vers 14 stammer de ord, som først synges af korets tenorgruppe, derefter af bas, så sopran og sidst alt: "Tag det, der er dit, og gå!" Citatet kan også ses som en overordnet morale for hele kantaten: Acceptér den lod, der blev din og lad være at ærgre dig over de fordele, du ikke fik. Hvor andre kantaters tekster indholdsmæssigt kan forekomme bedagede, rettet som de er mod midttyske bymenigheder i begyndelsen af 1700-tallet, er budskabet i denne kantate ramt på kornet i forhold til det senmoderne perfektionsfikserede menneske, der med ærgrelse læser om andres små og store succeshistorier på Facebook. Hvorfor er det ikke mig? Alene budskabet kan være grund til at lytte til og reflektere over denne korte kantate, men de musikalske grunde er også nemme at få øre for. Alene den indledende motetfuga er et lille vidunder af musikalsk klarhed. I forbindelse med indledningskoret til kantaten "Ich hatte viel Bekümmernis" (BWV 21), som formentlig blev opført under Bachs rejse til Hamburg i november 1720, udtrykte musikskribenten Johann Mattheson kritik over den unaturlige deklamation af teksten. Til gengæld blev netop indledningskoret "Nimm, was dein ist, und gehe hin" efter Bachs død rost af musikteoretikeren Friedrich Wilhelm Marpurg. Det var ikke mindst korets "fortræffelige deklamation" af ordene "gehe hin" (på dansk oversættes det blot til "gå!"), som Marpurg var begejstret for. Det er da også en meget musikalsk deklamation, fordi "gehe" netop synges på de ubetonede taktslag og fører hen til "hin" på de betonede taktslag. Teksten medvirker med andre ord i til at skabe rytmisk fremdrift. Man går ud fra at Marpurg var i Leipzig i 1748 eller 1749, hvor netop denne kantate blev genopført.
2. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Teksten kunne med sin direkte form være af Thomas Kingo: "Vær ikke gnaven, kære kristne, når det ikke går som du ønsker; vær hellere tilfreds med hvad Gud har tildelt dig; han véd, hvad der gavner dig". Den muggenhed, som teksten indeholder (på tysk "murre"), udtrykkes ikke af solisten, men høres først som en dyb rumlen fra andenviolin og bratsch for derefter at blive besvaret af continuobassen. Førsteviolin udfører både en melodiførende funktion og har understemme til altens sang, mens kollegerne på andenviolin, bratsch og continuo skumler i dybden. Selv i akkompagnementetsstemmerne er der altså grund til at lægge sig budskabet på sinde om at lade være at ærgre sig over den lod man fik og i stedet affinde sig med hvad Gud (og her komponisten) har tildelt. At det samtidig er lykkedes at få en smuk vuggende da capo-arie ud af det, er ikke mindre mesterligt end den forbilledlige deklamation i kantatens 1. sats.
I 3. sats synger koret det første vers af Samuel Rodigasts salme fra 1675 "Was Gott tut, das ist wohlgetan" (på dansk "Hvad Gud gør er velgjort"). Stilen er enkelt firestemmig og instrumenterne følger normalt korstemmerne, omend det fra komponistens hånd ikke er præcist angivet hvordan. Da kantaten med denne "halvslutning" synes at være i to dele, der begge slutter med en koral, har man overvejet, om Bach har komponeret den sådan med henblik på at spille tre satser før og tre efter prædikenen. Der vides dog intet sikkert herom. I betragtning af at koraler fyldte godt op i Bachs kantater fra slutningen af 1723, hvor både "Darzu ist erschienen der Sohn Gottes" (BWV 40) fra anden juledag og "Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget" (BWV 64) fra tredjejeuledag hver har tre salmevers, kan det være komponistens måde at få nok satser i perioder med højt arbejdspres. Udsættelsen af en eksisterende salme for fire stemmer har været mindre tidskrævende end andre satstyper.
4. sats er et recitativ for tenor og continuo. At kantatens eneste recitativ kommer netop på dette tidspunkt kunne tale for, at den har været spillet med tre satser på hver side af en prædiken. Tenoren opridser i hvert fald budskabet fra de første tre satser: "Der hvor nøjsomheden regerer (...) er mennesker tilfredse med hvordan Gud råder". Det modsatte sker når utilfredsheden råder, fordi utilfredse hjerter medfører "ærgrelser og kvaler". Meget illustrerende er de fire høje G'er, der forekommer gennem recitativet forbeholdt de ord og aktiviteter, som ligger højt; "regerer" (på tysk "regiert"), "Gud råder" (på tysk "Gott fügt") og "hvad Gud gør, det er velgjort" (på tysk "was Gott tut, dass ist wohlgetan). Tilsvarende bevæger melodilinjen sig nedad til de jordnære "ærgrelser og kvaler" (på tysk "Gram und Kummer").
5. sats er en arie for sopran, continuo og obligat obo d'amore. Den indledende instrumentale temapræsentation er udsmykket med obo d'amorens akkordbrydninger. Også denne arie må uvilkårligt få danske lyttere til at tænke på Thomas Kingo, for der er tale om en reflektion over begrebet "nøjsomhed". "Nøjsomhed er en skat i dette liv, der kan bringe fornøjelse midt i den største bedrøvelse, for den accepterer alt det som Gud tilskikker." Desuden optræder ordet "nøjsomhed" (på tysk "Genügsamkeit") flere gange mellem de enkelte strofer som en påmindelse om hvad arien handler om. I øvrigt har arien det særtræk, at det, der umiddelbart kunne forekomme at være en da capo-arie faktisk efter den kontrasterende "midterdel" fortsætter i et nyt afsnit, hvor teksten nok er den samme, men musikken delvis foløber som en variation over den indledende del. Hermed er formen ikke ABA som da capo-ariens men en mere usædvanlig ABC-form.
6. sats er den afsluttende salme med første vers af "Was mein Gott will, das g'scheh allzeit" (på dansk "Hvad min Gud vil, det altid ske"). Som i 3. sats foreligger der ikke præcise angivelser af hvad instruumenterne skal spille i den firstemmige korsats, men en typisk fordeling ville være obo I og violin I på sopran, obo II og violin II på alt, bratsch på tenor og continuo på bas og som harmonisk udfyldning.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 257-259, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 200, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 270, 272 |
