|
Tid og sted
Jesu omskærelsesdag den 1. januar 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Vers fra Martin Luthers gendigtning fra 1529 af Tedeum (1. sats), Georg Christian Lehms (1684-1717) (2., 3., 4. og 5. sats), salmevers fra ca. 1580 af Paul Eber (6. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo I, II (desuden obo da caccia), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er for kor og orkester. I den instrumentale indledning for continuobas høres glædesmotiver i form af små galopperende figurer. Sopranstemmen forstærket af horn sætter ind som cantus firmus med melodi og tekst fra Martin Luther tyske gendigtning fra 1529 af Tedeum: ”Gud Herre, vi priser dig.” De tre understemmer bas, tenor og alt udfører sammen med oboer og strygere kontrapunktisk bevægelige imitationer. Næste tekststrofe lyder: ”Gud Herre, vi takker dig.” En stemme spillet af obo I og violin II kører nu sit eget løb oppe i diskanten, og gør dermed satsen femstemmig med continuo. ”Dig, Gud Fader, i evighed”, klinger derpå i sopran og horn, mens understemmerne og continuo har livlige glædesmotiver, og teksten fortsætter ”… lovpriser verden vidt og bredt.” I de afsluttende takter frigøres orkesterstemmerne fra korets og afslutter sammen med diskantstemme og continuo satsen i en overflod af glædesmotiver.
2. sats’ recitativ for bas og continuo indeholder mange ord, men kan i referat koges ned til slutordene: ”Skal der derfor ikke lyde en ny sang, og skal vi ikke synge i hengiven kærlighed?”, der indleder en af Bachs mest livfulde satser.
3. sats er for kor og orkester. Basserne besvarer spørgsmålet fra slutningen af 2. sats: ”Lad os juble!” Hornet, der diskret støttede sopranen i første sats, springer ud som fanfareinstrument og jubler med i C-dur samtidig med at de øvrige korstemmer gentager bassernes opfordring. Basserne fortsætter med ”lad os glædes”, og koret samles på et ”lad os glædes”. Et kort orkesterefterspil kræver hurtige fingre i oboer og strygere, inden hornet, rytmisk forskudt, spiller en overstemme. ”Lad os juble” gentages, og følges nu af en korfuga, der begynder i de høje stemmer og forplanter sig ned til tenor og bas. Bortset fra continuo, der tager udgangspunt i basstemmen, er både oboer og strygere frigjorte og spiller deres egen orkestersats. Allermest solistisk er hornet, der gjalder i det høje. Med lidt tilbageholdt åndedræt tilføjer koret forsigtigt ”Guds godhed og trofasthed/er fornyet hver morgen”. Det kommenteres stille af oboer og strygere. Hornet kan dog ikke holde sig i skindet og hopper med på slutningen af frasen.
Nu træder en bassolist frem og synger akkompagneret af continuo og en ivrig soloviolin: ”Kroner og velsigner hans hånd/ak, tro da på, at vores tilstand/evigt, evigt må blive lykkelig”. Gradvist sniger først strygere, og derpå hornet med en høj trille, sig ind, hvorpå koret gentager ”Lad os juble!”. Bassolisten vil ikke helt opgive sin rolle som leder af flokken og gentager: ”Kroner og velsigner hans hånd/ak, tro da på, at vores tilstand/evigt, evigt må blive lykkelig.” Fra strygerkoret skiller soloviolinen sig på ny ud. Nu klinger satsens hovedtema kortvarigt i en version i e-mol - sat ind først i obo I og violin I, derpå i obo II og violin II og endelig i bratsch. Netop forventningen om en modulation af satsen til a-mol gør det så meget mere overraskende at korbassernes ”lad os juble” og ”lad os glædes” tyder på gentagelse fra begyndelsen. I stedet får vi en ny korfuga indledt af bas, derpå tenor, så alt, og sidst sopran. Nu er oboer og strygere med på korstemmerne. Igen fortsætter teksten om jubel og glæde med tilbageholdt åndedræt ”Guds godhed og trofasthed/er fornyet hver morgen”. En overbundet tone i hornet antyder at noget nyt er på vej. Denne gang er det en instrumental afrunding med hurtige figurer i strygere og oboer Efter tre minutters berømmelse som fanfareinstrument synes hornet at falde til ro i sin kendte rolle som fjernt jagtinstrument i de dybe sachsiske skove. Dette er en af Bachs mest pragtfulde satser!
4. sats er et recitativ for alt og continuo med en kirkebøn om beskyttelse af kirke og skole (Bach var udover at være kantor i Thomaskirken jo også lærer på Thomasskolen). Midtvejs i recitativet synger alten det ubehagelige tritonusinterval på ordene ”Ach, Gott” (på dansk ”Ak, Gud”), og dette følges af en meget konkret bøn om vanding af landet (Leipzig var dengang omgivet af gode sachiske landbrug).
5. sats er en arie for tenor, continuo og obligat obo da caccia. Den har seksten takters instrumentalt forspil for den dybe obo. Om instrumentets symbolske betydning skriver Ludwig Prautzsch i bogen Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs: ”Efter min indgående forskning på området finder jeg at oboerne symbolsk ikke kun dækkede over de menneskelige tanker og følelser, men i det hele taget peger mod Jesus, der af kærlighed blev menneske lige som os – d’amore – og på hans virke for at vinde menneskene for Guds rige – da caccia.” Tenorsolisten henvender sig også for første gang i kantaten direkte til Jesus, hvis omskærelsesdag fejres samtidig med nytåret: ”Elskede Jesus, kun du, skal være min sjæls rigdom.” Denne tekst varieres indtil et mellemspil for obo da caccia og continuo danner overgang til ariens B-stykke: ”Dig vil vi førend andre skatte/i vor trofaste hjerter sætte/ja, når vort livsbånd brister/istemmer vor gudstilfredse ånd/med stadig andægtige læber: …” Herpå gentages A-stykket: ”Elskede Jesus, kun du, skal være min sjæls rigdom”, og med de instrumentale indslag er det blevet en ganske lang arie; måske lidt for lang, da der er ganske meget gentagelse af samme tekst.
6. sats er det afsluttende salmevers med sjette og sidste vers af en nytårssalme fra 1580 af Paul Eber: ”Vi al din godhed prise/vor far i himmerig/du som for os beviser/i Kristus sønnen din/vi beder også om/giv os et fredfyldt nyt år/beskyt os nu mod sorger/og nær os godt og mildt.” Sopranstemmen er forstærket af horn, obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager sit udgangspunkt i korets basstemme. Obo da caccia’en fra arien i 5. sats har ingen stemme, og derfor er der intet til hinder for at den obligate stemme i 5. sats spilles af en af orkestrets to oboister.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 184-187, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, John Eliot Gardiners covernoter til cd Soli Deo Gloria 150 p. 1, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs p. 23 |
