|
Tid og sted
Trinitatis den 16. juni 1715 i Weimar. Kantaten blev også spillet den 4. juni 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Ludwig Helmbold (1575)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats har betegnelse concerto, men er for så vidt mere en arie for sopran fulgt af det lille orkester. De fire orkesterstemmer spiller en fuga hvis tema præsenteres af violin I, derefter høres i violin II, så i bratsch og endelig i continuo. Efter denne introduktion på otte takter synger sopran temaet, der igen sætter ind forskudt i de øvrige stemmer. Man kunne undre sig over sangteksten "O hellige ånds- og vandbad", men den er bygget over Johannes-evangeliets kap. 3, hvor Jesus taler med farisæeren Nikodemus, som spørger: "Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?". Hertil svarede Jesus: "Den, der ikke bliver født af vand og ånd kan ikke komme ind i Guds rige." Kantaten til Trinitatis priser treenigheden, som man døbes til, når præsten ved dåben tre gange i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn øser vand over dåbsbarnets hoved. Temaet begynder på et ubetoner taktslag og er blødt og lunt som vandet i en døbefont. Det er en sats af ro og ophøjet glæde over, som sopranen synger, at blive "indlemmet i Guds rige og blive optegnet i livets bog". At livet, forhåbentlig, bliver langt markeres i sopranen af et langt toneforløb på netop ordet "Lebens" (på dansk "livets"). Det høres gennem fire takter i satsens moderato tempo. Samtidig spiller førstviolin en beroligende modstemme: Takket være dåbens fællesskab går vi ikke alene gennem livets strabadser. Anbringelsen af flere toner på én enkelt stavelse som udsmykning af melodien kaldes en melisme efter det græske ord melos, der betyder sang og vise. Den lange melisme kommer igen på det "Leben", der indgår i sopranens tekst "O flod, som ved mirakuløs kraft drukner alle ugerninger og skænker os det nye liv!", og igen med en modstemme i førsteviolinen. Under sopranens sang om det nye liv i dåben har strygerne påbegyndt de afsluttende fugaindsatser, sopranen afrunder med linjen "O hellige ånds- og vandbad" og følges af en afslutningsdel fra strygere og continuo.
2. sats er et recitativ for bas akkompagnerer secco af continuoet om "Den syndige fødsel af Adams fordømte æt bringer Guds vrede, død og fortabelse til verden". Såvel "vrede" (på tysk "Zorn") som "død" (på tysk "Tod") synges på toner, der skaber spænding i satsen, mens "fortabelse" (på tysk "Verderben") også er blevet tildelt en kras tonegang inden der hviles på sidste stavelse. Derudover beskriver recitativets tekst hvordan dåben ændrer mennesket fra dets syndige kød til at kunne iføre sig Kristi uskylds hvide silkeklædning.
3. sats er en yndefuld langsom arie i 12/8-takt for alt og continuogruppe. Teksten lyder: "Jesus, som af stor kærlighed i dåben ordinerer mig liv, frelse og salighed; Hjælp mig til at jeg må glæde mig derover og forny troens nåde gennem hele min levetid!". Bach har konsekvent fortsat med at begynde melodien på et ubetoner taktslag, hvilket også skete i 1. sats. Dette kneb giver også denne sats en lidt flydende fornemmelse idet taktens mest markante slag, ét-slaget, næsten ikke mærkes.
4. sats er et nyt basrecitativ men varieret ved at være akkompagnatorecitativ med vigtige stemmer til violin I, II og bratsch. Den ganske dramatiske karakter kvalificerer næsten dette recitativ til betegnelsen "arioso", men det er dog ikke noget Bach har valgt. Tekstligt former det sig som en mere udstrakt bøn og taksigelse over dåbens budskab. Der nævnes hen mod slutningen begrebet "Blodrøde slangebillede", der henviser til en passage fra Johannes-evangeliet kap. 3 vers 14-15: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes."
5. sats er en tenorarie med continuogruppe og alle violinerne. De udfører en bevægelig stemme, som minder om syndens slange, der bugtede sig rundt i 1. sats af "Widerstehe doch der Sünde" (BWV 54). Her er det dog en anden slange, vi møder, nemlig en lille helende slange (på tysk kaldet "Heilschlänglein") og med oprindelse i det skriftsted, der er nævnt ovenfor i teksten om 4. sats. Nævnes skal også Fjerde Mosebog kap. 21 vers 8, hvor Gud siger til Moses "Lav en slange og sæt den på en stang. Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet!". I oldtidens Grækenland kendtes slangen som symbol for lægekunsten, og i vore dage støder vi på den lille helende slange på posen fra apoteket.
6. sats er den afsluttende koral og som flere andre dele af denne kortfattede kantate en ganske hurtig en af slagsen. Kun otte takter uden gentagelser har denne melodi af Nikolaus Selnecker (1587). Teksten af Ludwig Heimbold lyder: "Hans ord, hans dåb og hans nadver tjener mod alt uheld; troen på Helligånden lærer os at stole derpå." I koralen følger orkesterstemmerne korets fire stemmer.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 420-424, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162, 164 |
