|
Tid og sted
Fjortende søndag efter Trinitatis den 22. september 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 50 vers 23 i Salmernes Bog (1. sats), Lukas-evangeliet kap. 17 vers 15-16 (4. sats), et salmevers fra 1530 af Johann Gramann (7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener, at tekst til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra hoffet ved slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugtes kantatetekster med to skriftsteder, ét skriftsted fra Det Gamle Testamente ét fra Det Nye Testamente.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder instrumentalt med en minutlang sinfonia for strygere, continuo og de to oboer. Selv om det ikke fremgår af partituret, vil det være en fordel at lade obostemmerne besætte med oboer d’amore. For det første giver det en rundere klang i den stort anlagte instrumentaldel, og det bliver lettere for oboisterne, der med de transponerede stemmer får langt større bevægelsesfrihed. Dette gælder ikke mindst hvis der spilles på originalinstrumenter. For det andet er der passager i obo II, der benytter tonerne cis-h-a. De toner findes ikke på en barokobo og a heller ikke på en moderne. I transponerede stemmer ligger passagen lige til højrebenet, og oboer d’amore får tonerne fra c til d3.
Efter den vitalt optimistiske sinfonia høres først tenorstemmen i en fugaeksposition til tekst fra Salme 50 vers 23 i Salmernes Bog: ”Den der bringer takoffer, ærer mig, og dette er vejen, jeg viser ham til Guds frelse.” Der er god tid til at høre tenorerne gennem de seks-syv takter akkompagneret af oboer d’amore og continuo inden alterne sætter ind med samme tekst. Kort efter altens indsats tier oboerne så de to stemmers væv udfolder sig, inden korets sopraner tilføjes, støttet af violin I og obo d’amore I, mens obo d’amore II og violin II følger alten. Først langt inde i fugaen bliver det bassernes tur, og de fornemmes massivt i lydbilledet, fordi også continuobassen følger deres stemme. Pludselig afrunder koret samlet og overlader kortvarigt scenen til en lille kanon i oboer d’amore. Dét er begyndelsen på en lille overledningsdel, hvor man hører en vekslen mellem instrumenterne og korets høje stemmer sopran, alt og tenor. Bassen, der måtte vente længst på sin indsats i den nyligt afsluttede fuga, sætter en stopper for den cappriciøse overledning. Den dybe patriarkalske stemme har kaldt til orden og sætter på egen hånd, nu frigjort fra continuobassen, gang i en ny fugaeksposition. Her lader de andre stemmer bassen bestemme, men et par instrumenter i toppen af lydbilledet – obo d’amore I, obo d’amore II og violin I – sniger drillende et par tilnærmede indsatser ind, inden tenorerne indtager deres plads i den fuga, bassen indledte. Bratschen følger loyalt med tenor, og da sopranerne indtager deres plads i fugaekspositionen, er det med obo d’amore I. Den anden obo d’amore kan ikke vente på altens indsats og laver en lille kanon med sin førstespiller og sopranen. Endelig indfinder alten sig og følges af obo d’amore II og violin II. Snart høres ivrige skalabevægelser i sopraner, obo d’amore I og violin I på ordet ”vej” (på tysk ”Weg”) i ”og det er vejen jeg viser ham til Guds frelse.” Også ordet ”viser” (på tysk ”zeige”) udstrækkes i tid med vitale blomstrende melismer frem til satsens afslutning.
2. sats er et kort recitativ for alt og continuo. Et enkelt troende menneske stiller sig frem foran hele forsamlingen fra 1. sats og fortæller om hvordan jordens elementer – luft, vand, jord – står som tavse vidner til Guds. Alting må prise ham: ”Både tunger og vinger må bevæges til at prise hans herlighed.”
3. sats er en arie for sopran, continuo og to violiner. Det er sikkert recitativets afrundende reference til ”vinger”, som har fået Bach til at komponere en opadstræbende duet for to violiner, der sammen indleder satsen. Vi er også stødt på violinfigurer, der illustrerer vinger i versus 2 af "Lobe den Herren den mächtigen König der Ehren" (BWV 137). Efter den kønne duetindledning for violinvingerne kan man høre, hvordan ordet ”Herre” på sopranens første tone e2 ligger ret højt og derpå følges af en lille skalatur opad fra e1 til h1: ”Herre, din godhed rækker til himlene op/og din sandhed strækker sig op til skyerne.” Det er en herlig kvartetsats for tre høje stemmer og continuo. Teksten i øvrigt påpeger, at vi kan se Guds herlighed i skaberværket og slutter: ”Hvordan kan vi dig takke nok og evigt lade prise/ for du vil derimod os vej til frelsen gerne vise.” Allerede efter denne sats afsluttes kantatens første del.
4. sats er et recitativ for tenor og continuo. I den centrale sats reciteres tekst fra Lukas-evangeliet kap. 17 vers 15-16: ”Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samarintaner.”
5. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Selv om den rent klangligt ligger tæt på violinduetten i 3. sats, har Bach skabt variation. Temaet er mere adstadigt og bourréeagtigt i de høje stemmer, mens det er continuogruppens bas, som har fået aktivitet og stille jubel med drejetoner frem for lange toner. Hertil kommer, at de høje strygere føres tæt, så de samlede akkorder har den substans tenoren synger om i en veldrejet tekst, der næsten har samme enkelhed i udtrykket som et haikudigt: ”En overflod af godhed/skænker du mig!/Men hvad giver mit sind/dig for det?” Spørgsmålet besvares musikalsk med en opadgående figur i violin I, derpå i continuobas og tilbage i violin I inden tenoren i en passage med krævende melismer på ”Dank” og ”Lob” (det betyder ”tak” og ”pris”) tilføjer de stroferne: ”Herre, jeg aner ikke hvad jeg skal tilbyde/udover at synge dig tak og pris.” Strygere og continuo runder arien af.
6. sats er et rectitativ for bas og continuo. Lige som det symmetriske recitativ for alt i 2. sats er der kun et minuts tid for solisten, men meget syllabisk og melodiøst er det. Teksten synges af en person, som takket være Guds nåde og troen, håbet og kærligheden i Helligånden, tør hvile i sig selv og vide hvad han er værd. Det er formentlig denne verdslige selvbevidsthed, der er årsagen til valget af solostemme, snarere end en beslutning om at ”bassen også må have en solo”. Sådan tænkte komponisten ikke, når han valgte solister til satserne i sine kantater hvilket også ”Geist und Seele wird verwirret” (BWV 35) fra to uger tidligere vidner om i valget af altsangeren som eneste solist.
7. sats er kantatens afsluttende koralvers for kor og orkester. Sopranen følges af to oboer d’amore og violin I, alten af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i korbasstemmen. Melodien er af Johann Kugelmann fra 1540. Teksten er tredje vers fra en salme af Johann Gramann, der også findes på dansk med titlen ”Min sjæl, du Herren love”. Teksten findes derfor i en gendigtet dansk version: ”En fader vil forbarme/sig over sine egne små/og Herren gav os arme/sit fadernavn at kalde på/vor skabning kender han og ved/at al vor herlighed/er græsset lig på ager/i morgen er det hø/
en rose fin og fager/der dufter for at dø/et løv, som vinden jager/så er vor lod på verdens ø.” Teksten er første gang fordansket i 1569 og siden bearbejdet i 1888 af C. J. Brandt. Slet ikke dårligt gendigtet.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 588-591, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Teksthæftet til Soli Deo Gloria 124, p. 11 |
