|
Tid og sted
Anden pinsedag den 29. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, men tekstlige tilpasninger til de eksisterende toner kunne tyde på, at Bach selv har skrevet den.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte I, II, violin I, II, bratsch, continuo (med violoncello da spalla)
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for tenor og continuogruppe. Den for en kirkekantate noget usædvanlige indledning med et recitativ skyldes naturligvis kantatens oprindelse som verdslig hyldestkantate til prins Leopold. Et interessant træk er at denne nye tekst faktisk passer til markante steder i recitativets tonegange. Således er den dybe tone fis anvendt til ordet ”Erden” (på dansk ”jorden”), og en hurtig koloratur i næstsidste takt, der i originalkompositionen illustrerede ordet ”højhed”, rammer elegant netop adjektivet ”ophøjede” fra teksten ”Ophøjede kød og blod”. Tidligt i en opførelse vil man bemærke, at basinstrumentet er så lille, at det bæres i skulderstrop. Det er en violoncello da spalla (betyder egentlig ”skulder-cello”), et instrument, som den belgiske violinist og barokekspert Sigiswald Kuijken har gjort meget for at udbrede kendskabet til. Instrumentet foreskrives i visse af Bachs partiturer.
2. sats er en arie for tenor akkompagneret af tværfløjter, strygere og continuo. I satsen benyttede Bach for første gang i en kantate fra Leipzig to tværfløjter. De spiller dog unisont i denne sats, og derfor er det ikke utrænkeligt, at pinseversionen af den 1˝ år gamle Köthen-kantate har kunnet gennemføres med den ene tidligere omtalte fløjtenist Friedrich Gottlob Wild, som kan have medvirket i ”Halt im Gedächtnis Jesum Christ” (BWV 67) den 16. april 1724. Teksten ”Et helliggjort sind ser og smager Guds godhed; ros, syng, stem strengene, for at udbrede Guds trofasthed” kunne godt tænkes i anden instrumental iklædning end en aristokratisk fløjtestemme med strygere, men her er der igen tale om nødvendigheden, som muligvis har krævet, at der i en periode med stort pres på kantatekompositionen, stemmeudskrivning og prøver, blev trukket på allerede foreliggende materiale. Kønt klinger satsen jo, selv om teksten til den verdslige originalkomposition i grunden passede bedre til musikkens klangbilleder.
3. sats er en arie for alt, strygere og continuo. ”Gud vil, oh!, I menneskebørn, gøre store ting for jer”, er ikke stor poesi, og den djærvt alvorlige aktivitet i violinstemmernes staccatonoder synes i nogen grad at skyde ved siden af guddommelighedens målskive. Enhver, der måtte have hørt lykønskningsmusikken fra december 1722 vil huske, at satsen her oprindeligt handlede om ”Leopolds fortræffeligheder giver os nu meget at gøre”, dengang fremført af en baryton, hvor kombinationen af dyb mandestemme og strygernes gåpåmod nok kunne virke som en musikalsk vits efter sangerens sidste strofe, hvor musikken pludselig er slut som om orkestret tænker: ”Ja, vi må se at komme videre”. Her i pinsebearbejdelsen af teksten er det i stedet blevet til: ”Mund og hjerte, øren, blikke/kan ved denne lykke ikke/tage den hellige fryd med ro.”
4. sats er en arie, hvor bassen synger første vers og sopranen det andet. Sangens tredje vers er en duet mellem de to solister. Satstypen er en menuet, altså en tredelt rytme, som i en elegant hofdans. En enkelt strygerdel sætter satsen an og bassen synger verset ”Således har Gud elsket verden”, der har lånt tekst fra Johannes-evangeliet kap. 3 vers 16. Lige som der var tolv takters forspil inden bassens vers, følger nu tolv takters mellemspil. Herefter tilføjes tværfløjter til orkestret, tonearten ændres, og mens tværfløjte væver sig ind mellem hinanden, dannes overgang til sopranens vers om ”Hans fornyede nådens overenskomst”, idet pinsen er festen for Helligåndens komme, hvor vi fejrer at Guds kom til verden og fornyede tro, håb og fællesskab blandt mennesker. Efter verset stiger intensiteten med flere hurtige toner, men i sidste takt af mellemspillet er det, som om en vis person tager ved førsteviolinerne, der gennem både forspillet, hele tredje vers og efterspillet udfører hurtige løb. Den mest nærliggende årsag til aktiviteten er ordet "pligt" (på tysk "Pflicht") i den oprindelige kantates verdslige tekst, som den rævesnu tekstforfatter har kopieret med over i den kirkelige version: ”Nu lader vi vor pligt offer bringe, takkende synge, hvor hans åbenbarede lys bukker for hans børn, og viser sig kraftigt for dem.”
5. sats er et duetrecitativ for sopran, tenor og continuo. Det er udført så bogstaveligt, at de to stemmer følges ad i fuldkommen tostemmighed det første stykke og derefter synger forskudt i kanonform. Der stilles krav til sopranen, som har et højt H knapt to oktaver over nøglhuls-C, mens tenoren har fået en stemme, der originalt var til en høj baryton. Det høje G er barnemad for rigtige tenorer. I slutningen af recitativet synger begge om at "vore sukkes strålevarme vil genlyde til himlen", og her udføres på ordet "sukke" (på tysk "Seufzer") det, der også i musikteorien betegnes som "seufzer": En halvtonebevægelse, der lyder som et musikalsk "Suk!". Der er her tale en recitativtekst, der kun er ændret i første linje, hvor prins Leopold er blevet til Vorherre, men alle lovordene er direkte kopieret videre til den kirkelige kantate. Et yderligere indicie i retning af, at der ikke er brugt mere tid end allerhøjst nødvendigt på at tilrette det 1˝ gamle originalværk til brug i pinsen 1724.
6. sats ville normalt udgøres af et salmevers, men er en korsats for det fulde ensemble. Formen er en polonaise, der er en dansetype fra Polen. Som de foregående er det en yndefuld sats, men her virker brugen af tværfløjterne en smule uinspireret, og man kan savne en trompet til at give kantatens sidste frydefulde kor en mere brilliant klang. Man hører ofte om Bachs vellykkede genbrug af sine verdslige kantater, som med en religiøs tekst, blev til skønne kirkekantater. Bearbejdningen – eller snarere den hastigt nødtørftige tilpasning – af ”Durchlauchtstet Leopold” er, musikkens iboende kvaliteter til trods, ikke en af de mest vellykkede.
Bemærkning
Musikken til kantaten er genbrug af seks af de otte satser fra ”Durchlauchtster Leopold” (BWV 173a) fra den 10. december 1722. Bortset fra ændring af teksten er der tale om en nodetro genopførelse af den da 1˝ år gamle lykønskningskantate. Arierne i 6. og 7. sats af den tidligere kantate blev dog ikke genanvendt.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 405-407, Friedrich Smend: Bach in Köthen p. 29, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
