|
Tid og sted
Første søndag efter Trinitatis den 11. juni 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen ”O Ewigkeit, du Donnerwort” af Johann Rist (1642) hvorfra tre vers brugtes uændret i denne koralkantate, mens kantatens øvrige tekster er parafraser over ni af de andre vers af salmens seksten
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet (også tromba da tirarsi), obo I, II, III, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder som en ouverture i fransk stil, hvor strygerne fremfører temaets skarpt punkterede rytme over lange toner i de tre oboer. Efter seks takter byttes rollerne om, og det er oboerne, der spiller temaet under lange høje toner i strygergruppen. Denne vekslen mellem obogruppe og strygere fortsætter efter korets første indsats med ordene: ”O evighed du torden-ord”. Sopranens melodi støttes af den sjældne træktrompet (tromba da tirarsi). Hvor sopraner og træktrompeten udfører en cantus firmus, ligger der små kommenterende og tekstgentagende motiver i de øvrige stemmer. I bunden af ensemblet høres også den franske ouvertures markante punkteringer i continuogruppens basstemme. Udover disse skarpt punkerede toner blander først oboer og siden strygere et meget nervøst sekstendedelsmotiv ind netop der, hvor koret sætter ind (oboer) og efter ”torden-ord” (på tysk ”Donnerwort”). Det er en effektiv musikalsk illustration af skræk. Motivet kommer igen i strygerne ved næste strofe ”O sværd, der gennem-
borer sjælen”. Herpå følger få takters indslag af fransk ouverture inden koret ”O begyndelse uden ende”, der efterfølges at seks takters fransk ouverture. Nu skifter såvel taktart som tempo til en vivace (”livligt”) i en 3/4. Da forenes strygere og oboer i en dobbeltfuga (dvs. en fuga som anvender to temaer frem for ét) til illustration af strofen ”O evighed, tidløse tid”, derpå: ”Jeg véd i største sjælekval” fulgt af ”ej hvor jeg mig kan vende”. Pludselig standses fremdriften, oboernes stikkende klageråb besvares af strygerne i en samlet tilbagevenden til den langsomme franske ouverture fra satsens begyndelse. Koret synger: ”Mit vidt opskræmte hjertes bæven får min tunge til at klæbe til gummerne!” Håbet om frelse er langt væk her i det første indledningskor fra Bachs anden årgang af kantater fra Leipzig, hvor koralkantaterne (det vil sige kantater bygget over flere af eller alle vers fra en enkelt salme) skulle spille en meget fremtrædende rolle.
2. sats er et recitativ for tenor og continuogruppe. Det begynder på en fælt lydende formindsket akkord, og tenoren fortsætter da også pinslerne fra teksten i 1. sats’ indledningskor. Kort efter understreger den nedadgående staccerede bevægelse i continuobassen evighedens udstrækning, idet tenoren i sin tekst om ”Ingen ulykker i hele verden varer evigt: De må med tiden engang forsvinde.” De jordiske ulykker stilles over for evighedens pinsler, der er uden ende. På denne bagrrund er det leet at forstå, hvorfor teksten i
3. sats’ arie for tenor, strygere og basso continuo netop er om hans angst for evigheden: ”Evighed, du gør mig bange, evige, evige tider er for lange!” Allerede fra første takt kan man tydeligt høre på de ret mange tritounusintervaller, djævelens interval, i strygerstemmerne, at sangeren er et andet sted end i himmeriget. Tekstens ”flammer der brænder evigt” synges over jagende koloraturer, hvor sangeren får gavn af træning i skalaløb.
4. sats er et recitativ for bas og continuo. De pinsler, der er udlagt i tenorens recitativ og arie i 2. og 3. sats får nu strammet skruen i bassens udmalen af evighedens pinslers varighed: ”Forestil dig at de fordømtes pinsler vil vare så mange år som der er græsstrå på jorden og stjerner på himlen!” Senere er det igen de fordømte, der vækkes med et oktavspring i bassen op til det høje es, mens continuoets klange kraftigt og med stumfilmpianistens virkemidler understreger, at selv når de fordømte har udholdt pinslerne i tusind millioner år, er der stadig ingen ende på dem.
5. sats er en arie for bas, continuo og hele tre obligate oboer. Oboernes lyd er blevet sammenlignet med ænder, men der er ikke rigtig belæg i hverken teksten eller den øvrige atmosfære i arien for den tolkning. Nok satte Sergej Prokofjev i Peter og Ulven en obo til at spille rollen som and – både i dammen og nede i den forslugne ulvs mavesæk – men obotrioen her hos Bach kan snarere opfattes som en overdådighed af det, der jo siden instrumentets første optræden i Jean Baptiste Lullys balletpartiturer fra omkring 1670 havde været barokkens. Ikke ulig saxofonens popularitet fra den tidlige jazztid. Her i kantaten om evige pinsler har det sikkert været vederkvægende med en klangskøn trio for tidens modeinstrument til at tage brodden af ordene i de forudgående satser. Det er da også harmonien, bassangeren taler om nu: ”Gud er retfærdig i alle sine gerninger. Ikke mindst ordet ”gerninger” (på tysk ”Werken”) er strakt ud over en lang melisme. I nogle af de sidste strofer ”Vores tid er kort, døden er hurtig” spiller oboerne små trestemmige kommenterende motiver, inden den afsluttende formaning: ”betænk dette, åh, I menneskenes småbørn!”
6. sats er en arie for alt, strygere og basso continuo. En besynderlig sats i en 3/4-delstakt, som takket være sindrigt overbundne toner metrisk virker som en arkaisk 6/4-delstakt i stedet. Bindebuer (på engelsk ties, dvs. bånd) fastholder alten, repræsentanten for det troende menneske i båndene fra ”Satans slaveri”, dvs. synd. ”O mennekse, frels din sjæl, undfly Satans slaveri, og gør dig selv af synden fri”, opfordrer teksten. Bach har i sa(n)gens natur sørget for at tildele ”undfly” (på tysk ”entfliehe”) en lang skalabevægelse over en skala i ren mol (her d-mol). Det er bemærkelsesværdigt nok satsens eneste sekstendele, hvilket jo gør netop ”undfly” til ariens centrale budskab, der underbygges med ordet ”fri” (på tysk ”frei”) i slutningen af næste strofe. Det skal nævens, at denne tekst parafraserer det oprindelige vers 10 af Johanns Rists salme, og salmens oprindelige vers 11 følger uændret i kantatens
7. sats, hvor kor og orkester forenes i verset: ”Så længe Gud lever i himlen/og svæver over alle skyer/vil den slags pinsler blot vedblive/menneskene vil plages og kulde og hede/frygt, sult, skræk, brand og lynild/ men det skal ikke fortære dem/for denne plage skal først slutte/når Gud ikke mere er evig.” Trompeten med trækbøjle, som ikke har ladet sig høre siden 1. sats føjes til ensemblet og spiller med på sopranen. Endnu er der et stykke vej til saligheden. Den må vente til kantatens anden afdeling, der følger efter en
[prædiken]
8. sats er en arie for bas, trompet, continuogruppe, strygere og hele tre oboer fordelt på samme stemmer som violin I, II og bratsch. En opkvikkende arie, som er en tidlig forgænger for George Frideric Handels ”The trumpet shall sound” fra Messias (1741). Et tidligere eksempel på denne genre finder man i Henry Purcells altarie ”Sound the trumpet” fra fødselsdagsoden til dronning Mary ”Come ye sons of art” (1694). Teksten er en forholdsvis tro gengivelse af trettende vers fra Johann Rists salme. Bassens C-durskala med vækkeurseffekt: ”Vågn op, vågn op, I fortabte får” er på én gang både en religiøs vækkelsestekst og en ret lavpraktisk morsomhed, rettet direkte til de kirkegængere, som måtte have taget sig et blund i løbet af en muligvis søvndyssende prædiken. Bas, trompetist og tre oboister blæser spindelvævet ud af øregangene.
9. sats er et recitaitiv for alt og continuogruppe. Det har fået en ret vanskelig placering som den uskønne søster mellem 8. sats’ pragtfulde trompetvækning og 10. sats, som er, om muligt, endnu mere betagende. Tekstforlægget er det fjortende vers fra Johanns Rists salme, og det handler om at vi bør lægge alverdens fristelser bag os, ”pomp, pragt, rigdom, berømmelse og penge”. Der er ikke plads til mange opdateringer på Facebook, hvis disse råd følges til punkt og prikke. Musikalsk er der et sært galopperende motiv i den instrumenetale basstemme, mens alten opremser fristelserne ”Pracht, Hoffart, Reichtum, Ehr und Geld”. Det kan understrege, at det ikke kan gå hurtigt nok med at ladisse ting bag os. Næste strofe betyder: ”Måske er dette den sidste dag, thi intet menneske véd, hvornår det skal dø”. At ”dø” (på tysk ”sterben”) klinger på en dyb, ulden tone. Teksten fortsætter lidet opmuntrende: ”Man kan denne nat bringe kisten til din gadedør”. Næste sats – en markant én af slagsen - kan næsten kun foredrages med frygt og bæven.
10. sats’ duetarie for alt, tenor og basso continuo indledes af snigende uhygge i continuobassens brudte tonegange. Der er en forskræmt og uheldssvager atmosfære i sangernes ganske forsigtige opfordringer: ”Åh, menneskebarn, åh menneskebarn, hold straks op, hold straks op, med at elske synden og verden!” Teksten er en parafrase over femtende vers i Johann Rists salme, men henviser også til Lukas-evangeliets kap. 16 vers 24, hvor en unanvgiven rigmand havde ladet tiggeren Lazarus lige ved sin port. I dødsriget afvistes rigmandens ønske om at få en smule vand netop han live havde været nydelse, men Lazarus’ var lidelse. I senere folklore fik rigmanden navn til ”Dives og Lazarus”. I denne del synger alten og tenoren: ”Ak, spejl dig i den rige mand, der i sin kval end ikke kan få en dråbe vand.” Med de seks takters brudte bastoner slutter duetten som om der skrues ned for musikken, og det derpå kun er stilheden der hersker.
11. sats er det afsluttende salmevers med samme besætning som i 7. sats. Teksten i denne sidste sats lyder: ”O evighed du torden-ord /O sværd, som sjælen gennembor’/O begyndelse uden ende/O evighed tidløse tid/jeg véd i min sørgmodighed/ej hvor jeg kan mig vende/tag du mig, når det passer dig/Herre Jesus, i dit glædens telt.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 437-442, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 313-317+pl. 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 275 |
