|
Tid og sted
Bryllup mellem Anna Regina Bose og Friedrich Heinrich Graf den 3. april 1742 i Leipzig. Musikken er genbrug af 1. til 10. sats fra kantaten ”O angenehme Melodei” (BWV 210a), der er omtalt tidligere.
Tekst
Ukendt
Besætning
Sopran, tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo. ”O skønne dag, højstønskte tid/velkommen, glade timer!”, opfordrer sopransolisten over lange toner i strygerne. Recitativet afsluttes: ”Vi er nu forbundne af Gud/for at glæde os med de glade.”
2. sats er en arie for sopran, obo d’amore, strygere og continuo. Obo d’amore og førsteviolin følges ad gennem hele denne da capo aries A-stykke. Allerede i de seksten takters indledning fornemmes noget af den samme varme, som Bach godt syv år tidligere havde indbygget i indledningskoret ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben” (BWV 248/IV), der indleder fjerde del af ”Juleoratoriet”. Takten er 3/8 og satstypen er en passepied, som man også kender det fra slutningen af orkestersuiten i C-dur (BWV 1066). Sopranpartiet veksler mellem en viseagtig sangbarhed i A-stykket og gnistrende virtuositet i B-stykket. Teksten i A-stykket lyder: ”Spil for os sjælfulde sange/driv nu hvert et henrykt bryst/ned i blid afmægtighed.” Dette kommenteres af strygergruppen med continuogruppe i bunden og obo d’amore i toppen. Sidstnævnte tier i B-stykket, og teksten røber hvorfor: ”Men igennem strenges lyst/kommer sig igen det bryst.” Strengene klinger uden obo, men beholder en akkompagnerende rolle, mens det er sopranen, som udfører både koloraturer, praltriller og skal op og ramme et højt c#3 inden A-delen skal gentages med: ”Spil for os sjælfulde sange/driv nu hvert et henrykt bryst/ned i blid afmægtighed.”
3. sats er et recitativ for sopran og continuo, hvor tonerne irettesættes for ikke at harmonisere med kærlighedens sprog, for musikken forfører til dårskab, der er uforenelig med det fromme ægtepar.
4. sats er en arie for sopran, obo d’amore, violin og continuo. Taktarten er salighedsrytmen 12/8 med et fast pulsslag i continuogruppen, mens solooboen og soloviolinen i de otte takters indledning væver fine masker. Musikkens beroligende kraft er her sat så overbevisende i scene af Bach, at denne lytter selv er faldet i en skøn slummer adskillige gange til netop denne sats. Der skal ikke nødvendigvis stille klangflader til for at lave musik til afslapning, men en hjerterytmelignende puls, harmonisk fundament og to fløjlsbløde instrumentalstemmers arabesker, der giver afsæt for søde drømme. I denne senere bearbejdelse af kantaten er arien blevet en vuggesang til de toner, der blev bedt om at være stille i 3. sats’ recitativ: ”Hvil blot her, I trætte toner/trætte toner, hvil blot her!” En kontrasterende del i mol har teksten: ”Jeres sarte harmoni/er for et velsignet par/et probat vidundermiddel.” Herefter vender hoveddelen tilbage med instrumentale indslag og med teksten ”Hvil blot her, I trætte toner/trætte toner, hvil blot her.”
5. sats er et recitativ for sopran og continuo. Her lægges op til arien i 6. sats med den ukendte poets argumentation til fordel for tonerne: ”Tror man virkelig at musikken forfører og slet ikke harmonerer med kærligheden?” Derimod kan musikken bringe os trøst selv i de mørkeste stunder, fremføres det.
Efter et par små seufzerfigurer for tværfløjte og continuo fortsættes teksten i 6. sats: ”Ti, I fløjter/ti, I toner/thi for nid klinger I ej skønt/il nu gennem sorten luft/til man kalder Jer til graven!” I arien får vi det mørke lune over taktfaste staccatoakkorder i continuogruppen med tværfløjtens triolfigurer i top.
7. sats er et langt recitativ for sopran og continuo hvori der skabes en forbindelse mellem tungsindet i 6. sats og den glædelige begivenhed, der fejres med brylluppet.
8. sats er en arie for sopran, obo d’amore, violiner og continuo. Hvor den tredelte rytme i 2. sats var en passepied, får vi nu en menuet, hvor obo d’amoren træder mere solistisk frem med strømmende toner i et atten takter langt forspil. Sopranstemmen tvinges op i højt leje, der ligesom c#3’et i 2. sats røber, at kantaten kunne have haft en kvindelig sanger – måske Anna Magdalena Bach – som solist.
”Ærede protektor/din tilfredshed/må og vores klang besejre/for du ærer os med din gunst/Mellem dine visdomsskatte/kan vel intet dig fornøje/som de skønne toners kunst.” Tekstligt synes tingene at køre i ring, men musikken er redningen, for klangen af solostemmen, obo d’amoren, violinerne og continuogruppen gør denne diskret tænksomme menuet til en udsøgt perle. Arien havde Bach ret nyligt også anvendt som 11. sats i hyldestkantaten ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a) fra 1737.
9. sats er et recitativ for sopran, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. Alle klangfarver fra det relativt lille orkester er sat ind for at illustrere sopranens tekst: ”Dyrebare mand, bliv hos os/hengiven nu til den ædle harmoni/og én dag vil hun [musikken] fordrive din traurighed…”.
10. sats er en arie for sopran, tværfløjte, obo d’amore, strygere og continuo. I den muntre afsluttende sats sørger sekstendedelsfigurer i violin I for fremdriften, mens temaet føres frem af tværfløjte og obo d’amore. ”Vær fornøjet, glade par/glade par, ja vær nu glad”, lyder det i da capo ariens A-stykke, der ligesom i 2. sats følges af et tindrende virtuost B-stykke hvor svære koloraturer og adskillige høje toner ledsager ønsket ”Må evig lyst/få bolig i Jert bryst/indtil det skal henrykkes ved lammenes bryllup.” A-delen spilles og synges derpå da capo.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 972-977, Peter Holman: Johann Sebastian Bach – Wedding Cantatas (i coverhæftet til cd’en Decca 455972-2 pp. 5-8)
|
