|
Tid og sted
Fjerde søndag efter Trinitatis den 20. juni 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Erdmann Neumeister (1671-1756), salmevers af Johann Heermann (1630)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo I, II (også obo d'amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Den begynder med et målbevidst tema i de samlede strygere violin I, violin II og bratsch. Det er det pletfrie sind og det ufarvede gemyt, der prises i altens tillidsfulde melodi med teksten "Et ufarvet gemyt af tysk trofasthed og godhed gør os skønne for Gud og menneskehed". Af uransagelige grunde er ordet "tysk" ofte udeladt eller jævnet ud, når der trykkes engelske oversættelser i koncertprogrammerne til denne kantate. Det kan kun ses som et udtryk for politisk hyperkorrekthed at lade den slags gå ud over Erdmann Neumeisters udmærkede kantatetekst fra 1714. Teksten handler jo netop om det pletfrie sindelag. Det er en arie med udfordringer til solisten, der har en seks takter lang melisme på ordet "Handel".
2. sats' recitativ for tenor og continuo er ikke ment som en opsang mod forskønnende oversættelser, men teksten lyder "Redeligheden er én af de gudsgaver, som i vor tid så få mennesker haver". Tenoren holder et længere foredrag om at føre ærligt liv og levned og slutter det af med: "En kristen skal stræbe efter duernes måde og leve uden svig og lumskhed. Gør af dig selv et sådant billede som du ønsker af din næste!"
3. sats fastslår pointen fra de sidste ord i 2. sats' tenorrecitativ med et bibelcitat direkte fra Matthæus-evangeliets kap. 7 vers 12, der har sin egen overskrift: Den gyldne regel. Teksten lyder: "Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!". Det er Jesu ord fra Bjergprædikenen og traditionen tro kunne man forvente at en bassanger her trådte frem foran kor og orkester og var vox christi. I stedet har Bach lagt ordene i munden på hele koret akkompagneret af orkestret inklusive trompeten og oboerne, der har været tavse indtil nu. Der er altid en grund til at Bach gør som han gør. Han kan naturligvis ikke nøjes med en bassolist og de cirka tyve sekunder det ville tage at synge tekstbidden fra Matthæus, for det er et helt centralt bud for kristenheden. I satsen sættes det fulde kor med ripienisterne overfor et afsnit, hvor fire concertister, tenor, bas, alt og sopran synger solistisk. Da der i kantaten er solister til at synge alt, tenor og bas, kan det komme som en overraskelse, at den også kræver en habil sopran med højde i stemmen til denne del.
4. sats er et recitativ for bas akkompmageret af strygere og continuo. "Hykleriet er et kuld, som Belial har ynglet: Den, der gemmer sig bag dets maske bærer Djævelens klædebon". Recitativet slutter efter en længere tekst med ordene "bagtalelse, smæde, gåen i rette, fordømmelse og fornægtelse er udbredt overalt." Disse ubehageligheder følges af krasse akkorder i strygere og continuo: Så er det dér" (på tysk "So geht es dort") følges af en kort opadgående figur fra violiner og derefter ordene "så er det her" (på tysk "so geht es hier"), der følges af en kort nedadgående figur. Det er så illustrativt, at det kunne være fra en tegnefilm med Tom og Jerry. Bassen slutter med bønnen: "Kære Gud, beskyt mig mod det!" i en ariosodel af langt mere rolig værdighed.
5. sats sættes an af de to oboister, som begge har skiftet instrumenter til oboer d'amore. Når der i nogle oversigter ser ud til at medvirke fire obospillere i kantaten, beror det på en misforståelse, da det normalt er de samme musikere, der spiller begge obotyperne. I Leipzig hed oboisterne Johann Kaspar Gleditsch og Johann Gottfried Kornagel. Begge havde spillet under Johann Kuhnau og de fortsatte under Bach indtil henholdsvis 1747 og 1735. Den inderlige duet med de to oboer d'amore akkompagneret af continuoet indleder tenorarien "Må troskab og sandhed blive alle dine tankers fundament". De to vigtige begreber "troskab" og "sandhed" er formentlig årsagen til duetten mellem de to blødt klingende oboer, der går hånd i hånd. En nyere pendant findes i Carl Nielsens "Tro og Håb spiller" fra scenemusikken til skuespillet "Moderen", hvor duetpartnerne er fløjte og bratsch. Selv om satsen naturligvis er en tenorarie, er det mest de to oboer d'amore, der står i centrum med deres lange smukke indledning, der spilles da capo.
6. sats er første vers fra Johann Heermanns salme "O Gud, du fromme Gud" fra 1630. Den sættes an af koret fulgt af trompet på melodistemmen og continuo nederst, mens orkestrets almindelige oboer, violiner og bratscher udfylder takterne mellem stroferne. Herudover har trompeten også fået rollen som rytmisk fundament med dens taktfaste ottendedele under det øvrige orkesters indsatser. Fra 3. sats husker man måske netop trompetens rolle som bærer af den gyldne regel om at gøre mod andre som vi ønsker de skal gøre mod os. Trompeten, der har været stille siden 3. sats bærer fundamentet med til satsens afslutning. Dermed får kantaten en fin afrunding. Både i "Jesus nahm zu sich die zwölfe" (BWV 22) og "Du wahrer Gott und Davids Sohn" (BWV 23) den 7. februar, "Die elenden sollen essen" (BWV 75) den 30. maj, "Die Himmel erzählen die Ehre Gottes" (BWV 76) den 6. juni og endelig "Ich hatte viel Bekümmernis" (BWV 21), der blev genbrugt den 13. juni, havde Bach nok satser i sine kantater til, at der kunne spilles og synges før og efter prædikenen. For at kunne byde på nogenlunde samme antal af satser kombinerede Bach "Ein ungefärbt Gemüte" med Weimar-kantaten "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185). Om rækkefløgen skriver Christoph Wolff, at det er sandsynligt at BWV 24 blev hørt inden prædikenen, og BWV 185 efter. Med kombinationen af disse to sekssatsede kantater kunne Bach således også den 20. juni 1723 levere musik til før og efter prædikenen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 471-4742, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 270 |
