|
Tid og sted
Anden søndag efter helligtrekonger den 14. januar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Ach Gott, wie manches Herzeleid” Martin Moller. Af salmens atten vers er det første og det sidste brugt uændret til kantatens 1. og 6. sats, mens de øvrige vers, bortset fra vers sytten, i større eller mindre grad er skrevet om til teksten i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omskrev.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, basun, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor sættes instrumentalt blidt an med en kanonisk duet fra de to oboer d’amore over enkle strygerakkorder. Violin 1 bevæger sig opad og havner snart på de udtryksfuldt sukkende seufzer-figurer, der sammen med oboernes vævende klagesang forbereder lytteren på den sorg, som lyder i den første strofe ”Ak, Gud, hvor mangen hjertesorg…”. Stemmerne sættes ind i rækkefølgen alt, sopran, tenor – inden den egentlige cantus firmus, der her er placeret i basserne forstærket af en basun. Det er ikke første gang i Bachs kantater, at koralmelodien tildeles korets dybeste stemme, for også i 1. sats af ”Ach Herr, mich armen Sünder” (BWV 135) til tredje søndag efter Trinitatis 1724 var det - så at sige - blevet korbassernes tur, idet tre forudgående koralkantater da havde haft henholdsvis sopran, alt og tenor på cantus firmus. Her i ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” har den massive og basunforstærkede koralmelodi i bassen ligeledes en tekstunderbyggende betydning, og det kan ligne mere end en tilfældighed, at Bach har ladet to korsatser med ordet ”Ak!” som første ord have melodi sunget af korets basser. Teksten fortsætter ”… møder mig i denne tid” med den samme rækkefølge i korstemmernes indsatser. Herpå følger en længere instrumentaldel, der ikke er ulig den indledende instrumentalindledning. De to obostemmer ligger her så tæt, at dette i sig selv kunne illustrere næste tekststrofe, der først lyder fra tenor, dernæst alt, så sopran, og sidst i bassernes cantus firmus: ”Den snævre vej er trængselsfuld…”. Efter to instrumentale takter fortsættes teksten ”… ad hvilken jeg skal vandre til himlen.” En orkesterdel med oboernes klage og strygernes små seufzer-figurer afslutter den sorgtyngede og dog ophøjede sats.
2. sats er noget så sjældent som et koralvers mere, men her med hver strofe fra koret kommenteret og uddybet af en solostemme i rækkefølgen tenor, alt, sopran og bas. Sidstnævnte har en noget længere replik end de tre lyse stemmer. Teksten er andet vers fra Martin Mollers salme: “Hvor vanskeligt er det ikke for kød og blod - at skulle tvinges til evig godhed - hvor skal jeg da mig vende hen? - til dig, herre Jesus, står min hu.”
3. sats er en arie for bas og continuogruppe. Continuocelloen har en markant rolle i den kromatisk prægede sats, og både for instrumentalister og sanger er satsen noget af en tour de force. ”Føler jeg helvedesangst og pine/må der dog altid i hjertet/være en sand glædens himmel”, lyder teksten i da capo ariens A-stykke, mens B-stykket har teksten ”Jeg behøver kun sige Jesu navn/han kan også få umålelige smerter til at opløse sig/som en let tåge.” I gentagelsen af det ret kromatiske A-stykke får arien et perpetuum mobile agtigt præg, idet den tonale kerne hele tiden opløses som dug for solen.
4. sats er et recitativ for tenor og continuo. I forhold til den originale salmetekst er det intet mindre end otte vers, fra vers syv til fjorten, begge inklusive, der er omarbejdet til recitativets tekst, men det siger selv, at det konkrete indhold i de enkelte vers ofte kun antydes. I det velformulerede recitativ stikker et par ord frem, som har fået en tydelig musikalsk markering. I takt to synges navnet ”Jesus” på et højt a1, og det er klart, at himmelkongen må ligge højt, også musikalsk set. Senere, i takt 10, er det ”skrækken for graven” (på tysk ”des Grabes Schrekken”), som markeres. Tonen g1 ligger ganske vist ikke særlig dybt, men klinger voldsomt dissonant over continuoets fis-durakkord med cis i bassen. Kort efter er det ordene ”indtræder nød” (på tysk ”fällt Not”), som synges over et stort spring nedad fra d1 til eis en formindsket septim dybere.
5. sats er en duetarie for sopran, alt, continuo, violin I og oboer d’amore. Allerede i det grundfæstede tema høres det, at violiner og oboer er samlet på én stemme. Efter eksempelvis kantatens noget rigide basarie i 3. sats er der mere skønhed og luft under vingerne i denne duet, hvor sangernes melismer kan lyde improvisatorisk frie i udtrykket. ”Når bekymringer trænger sig på/vil jeg i glæde/synge til min Jesus”, lyder teksten i A-stykket, der er inspireret af det femtende vers i Martin Mollers originalsalme. B-stykket er bygget over teksten i sekstende vers og lyder: ”Mit kors hjælper Jesus mig at bære/derfor vil jeg trofast sige/det tjener altid til det bedste.” Derefter spilles arienst yndefulde A-stykke da capo.
6. sats er i enkel firestemmig koralstil med sopran forstærket af violin I, obo d’amore I og II samt et horn. Det har utvivlsomt været basunisten fra 1. sats, der skulle skifte instrument for at støtte sopran her i slutkoralen, hvor der ikke var behov for forstærkning af korets basstemme. Alt følges af violin II, tenor af bratsch, og bas blot af continuogruppen. Teksten er det attende og uændrede vers fra Mollers salme. Salmens vers sytten anvendes ikke i kantaten. ”Hold mit hjerte rent i troen/så lever og dør jeg kun i dig/Jesus, min trøst, hør min tryglen/o, min frelser, var jeg blot hos dig.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 228-232, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
