|
Tid og sted
Sankthansdag den 24. juni 1738 i Leipzig
Tekstforfatter
Ukendt. Teksten til den verdslige kantate, BWV 30a, der ligger til grund for denne kirkekantate, var dog af Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764), og han er muligvis også tekstforfatter her. I kantaten indgår også et salmevers fra 1671 af Johann Olearius (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
“Glæd dig, forløste flok …”, udbryder korets stemmer straks i 1. sats’ indledningskor, som ledsages af orkestrets strygere, tværfløjter, oboer og continuo. Allerede fra første takt er der fest i denne hilsen til den udfriede menneskehed, fordi Johannes Døberens fødsel betyder, at den af Gud indsatte forløber og forbereder af Jesu komme nu er kommet til verden. Koret fortsætter ”… glæd Jer udi Zions bolig.” Indledningssatsen er præget af energi og optimisme med fejende hurtige løb i strygere og træblæsere,. Satsen forløber i tidens mode som da capo sats. I B-stykket synger koret: ”Trivslen har i denne stund/
en solid og sikker grund/vil med vel dig overøse.” Efter et ret omfattende B-stykke vender A-stykkets korudbrud med de fejende instrumentalløb tilbage ”Glæd dig, forløste flok, glæd Jer udi Zions bolig.”
Satsen havde sin urform kun ni måneder tidligere, men det har nu intet med Johannes Døberens mor Elisabeths barselsperiode at gøre. Derimod udgjorde korsatsen her indledning til hyldestkantaten fra slutningen af september 1737 ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a), der er omtalt ovenfor. Vigtigste forskel udover den ændrede tekst er udeladelsen af trompeter og pauker i kantatens kirkelige version.
2. sats er et alvorligt og nedtonet recitativ for bas og continuo, der skaber en pludselig kontrast til den overstrømmende jubelsang i 1. sats. Continuocelloen har fået et par tydelige akkordbrydninger, som afrunder første sætning ”Vi har rast/og lovbuddets tunge last/er løftet”, og derefter også afrunder den næste ”Intet skal forstyrre denne ro/som vores kære fædre tit/ønskede, længtes efter og håbede på”.
Herefter lægger bassen op til at alle skal glæde sig og lovprise Gud sammen med det himmelske kor.
3. sats er en arie for bas, strygere og continuo. I den robuste passepied i G-dur udsmykker triolfigurer fra både violin I og violin II melodien med ”vingeslag”. Talrige små men ret svære triolkoloraturer og fejende løb præger sangstemmen hvis tekst i sin fulde længde lyder: ”Højlovet være Gud, og helliget hans navn/thi han har troligt holdt sit løfte og sin ed/hans tro tjener er nu født os/han som længe var os udvalgt/til at berede Herrens vej.” På ordet ”vej” (på tysk ”Weg”) udfører sangeren en melisme, der trækkes ud i tid, fordi tempoet nu skifter til adagio hvorpå det oprindelige tempo vender tilbage. Denne arie indgik oprindelig som Skæbnens arie i kantaten ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a).
4. sats er et kort recitativ for alt og continuo. Heri udnævnes Johannes Døberen til at være den herold der kundgør kongens (Jesus’) ankomst. ”Dén stemme viser vejen, viser os lyset/hvorved vi sandelig en dag skal/skue disse salige grønne enge.” Tekstdigteren kan her have hentet sin inspiration i Salmernes Bogs kendte Salme 23 ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge”.
5. sats er en arie for alt, tværfløjte, strygere med enten sordin- eller pizzicatospil og continuo. Dette er en fin gavotte, og efter passepied’en i 3. sats kan vi se, at Bach til det der i kantatens helt oprindelige version fra september året inden var en stor fejring af Johann Christian von Hennickes indflytning på det smukke og landlige barokslot Wiederau havde fingrene godt nede i kagedåsen med de i tiden så populære franske dansesatser. Bratsch og violin II udfylder harmonier med deres pizzicato, mens violin I med sordin og en blødt pustet tværfløjtestemme er de melodiførende. Rytmen er præget af synkoper og har et modalt (mixolydisk) tilsnit. Teksten lyder ”Kom, I anfægtede syndere/il og løb, I Adams ætlinge/Jeres Frelser kalder Jer.” Også i denne arie er vi i en moderigtig da capo form med et B-stykke, der garanterer: ”Kom, I vildfarne får/vågn nu op af syndens soven/nådens time er nu nær!”
6. sats er et salmevers for kor og orkester, der afrunder kantatens første del. Melodistemmen i sopran er rigt besat med både obo I, obo II, violin I og orkestrets to tværfløjter oktaven over. Alten følges her af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen spiller harmonier og forstærker korets basstemme. Teksten er tredje vers fra Johann Olearius salme ”Tröstet, tröstet meine Lieben” fra 1671. I en dansk gendigtning bliver teksten: ”Hør, nu lyder der en stemme/vidt og bredt i ørknen bleg/alle mennesker fornemme/og bereder Herrens vej/gør for Gud nu stien plan/på vor jord skal hver en klan/nu oprejse alle dale/udglat bjerg til kongesale.”
7. sats’ recitativ for bas, to oboer og continuo indleder kantatens anden del med det tætteste man i denne kantate kommer på en takkebøn til Frelseren for at overholde den gamle pagt og regere os nådigt. De to oboers motivisk prægede indsatser gør recitativet til kantatens eneste accompagnato-recitativ.
8. sats er en arie for bas, obo d’amore, en koncerterende violin, strygere og continuo. Satsen er rig på schatteringer mellem forte og piano og er præget af den såkaldte lombardiske rytme hvor her to korte betonede toner efterfølges af en længere. Rytmen høres allerede i takt ét og tre i obo og violingruppe. Dette kneb tilfører satsen italiensk temperament hvor vi i arierne i 3. og 5. sats var i den franske dans. En yderligere genistreg i satsen er skift mellem soloobo, soloviolin, førsteviolingruppe og derudover svar fra andenvioliner og bratscher, mens continuogruppen holder det hele sammen. Bassangerens tekst handler om at være Gud tro: ”Nu vil jeg hade/og det forlade/som, Herre, byder dig imod.” I da capo ariens mere blide B-stykke er det ikke afstandtagen, men kærligheden, der dominerer, og dette høres tydeligt i de ledsagende solo- og tuttiinstrumenter: ”Jeg vil dig ej bedrøve/med kærlighed ej tøve/ fordi du mig så nådig er.” Efter bassens gentagelse af A-stykkets tekst rundes satsen instrumentalt af. Også denne basarie indgik oprindelig i kantaten ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a) fra september 1737. I den første version af arien spilledes den ene obligate stemme på obo i stedet for obo d’amore.
9. sats er et recitativ for sopran og continuo. Særlig tekstlig fremhævelse gennem toptonen a2 i sidste del af reccitativet får ordet ”hjerte” (på tysk ”Herz”) i sætningen ”mit hjerte og min mund skal ophøje dig…” (”Dich soll sowohl mein Herz als Mund […] erheben”). Hjertets slag rækker op mod himlene.
10. sats er en arie for sopran, alle violiner på én stemme og continuogruppe. Atmosfæren her i satsen kan med den stressede fremdrift minde om 1. sats i ”Ach wie flüchtig, ach wie nichtig” (BWV 26) og 1. sats i "Alles nur nach Gottes Willen" (BWV 72), hvor løb i continuogruppe og strygere musikalsk illustrerede altings hast. Her er tonearten ikke som i de nævnte satser a-mol men e-mol, og taktarten er 9/8 med en gigues trioliseret tredelte fornemmelse. Efter tolv takters hastigt instrumentalt forspil næsten råber tiden ”Il! Il! Il, I timer, kom til mig/før mig bort til disse enge/med det store himmelkor/ skal jeg og enhver som bor/i Kedar taknemmeligt/rejse Gud et takkealter.” Det er ganske interessant at denne arie fra sin oprindelige form i kantaten ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a) er gået fra at udtrykke ønske om at selv om tiden iler, skal Hennickes ry vare ved, til her hvor det er dødslængsel, fordi døden åbner døren til Paradisets enge.
11. sats er et recitativ for tenor og continuo om tålmodighed indtil den dag, hvor jordelivet kan lades bag os og himmeriget åbnes. Det forbudte interval tritonus har indsneget sig på det første udråb om ”Geduld” (på dansk ”Vær tålmodig”) der synges på tonerne e1-ais. Det skulle nok vække publikum!
12. sats gentager for så vidt kantatens første sats, men i en anden form og med en tekst, som nu lyder: ”Glæd dig n, hellige flok/glæd dig nu i Zions enge/må din glædes herlighed/og din selvberoenhed/ vare ved til alle tider!” Også denne sats er tydeligvis overtaget fra 13. sats af ”Angenehmes Wiederau” (BWV 30a), og det kan virke som om tekstdigteren ikke har orket at lave teksten om til kirkelig brug.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 761-767, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 529-530, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 285, 286, 365, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 26, 35, 39, 219, 221, 222, 224, 225-228, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 716 |
