|
Tid og sted
Påskedag den 21. april 1715 i Weimar. Kantaten blev også opført påskedag 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers (1575) af ukendt forfatter
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SSATB), trompet I, II, III, pauke, obo I, II, III, taille, fagot, violin I, II, bratsch I, II, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sonata, hvor hele orkestret lægger ud med at dele samme fanfare. Herefter lyder fra førstetrompet et festligt solomotiv, som derpå gentages af andentrompet, så tredjetrompet og videre i oboer og violiner. Satsen domineres af vekslen mellem tre massivt besatte orkestergrupper: Trompeterne med pauker som bas, en træblæsergruppe bestående af tre oboer, taille og fagot og desuden strygergruppen med to stemmer i hver af henholdsvis violin og bratsch. Hertil cello og continuo. Specielt den kraftigt besatte træblæsergruppe præger satsen. Det er en jublende fejring, orkestret sætter an, men klangen fra de tre oboer med både taille og fagot kan også lyde som trolde, der kommer ud af deres hule og danser rundt. Forårssolen stråler ned over dem hver gang trompeterne sætter ind. Til sidst gentager hele orkestret åbningsfanfaren.
2. sats præsenterer endnu en femstemmig gruppe: Koret har to sopranstemmer til at lysne klangen. Efter den indledende akkord i hele ensemblet indleder førstesopraner straks satsens fuga med teksten, der har givet kantaten dens titel "Himlen ler, jorden jubler". I de indledende takter akkompagneres korets øverste stemmer kun af continuo. Senere følger taille og andenbratsch tenorerne, tredjeobo og andenbratsch alterne, andenobo og andenviolin andensopran, mens førsteobo og førsteviolin følger førstesopraner. Trompeter og pauker understreger hver gang teksten "himlen ler", og senere "skaberen lever". Orkestrets festlige budbringere markerer også overgangen til satsens langsomme del. Det samlede kor synger "Han som har valgt sig graven til hvile, skal ikke være prisgivet til dødsriget!". Tempoet sættes op efter denne understregning af at påskens budskab jo er opstandelsen. Som satsens afslutning har førstetrompeten fået en fin lille triumferende solo suppleret af førstevioliner, hvorpå hele orkestret slutter af.
3. sats er et basrecitativ. "Længe ventede dag! Vær atter glad, min sjæl!", lyder teksten, mens solist og continuocello på skift smykker melodien med fine hurtige tonestrømme. Recitativet citerer ikke ét bestemt skriftsted, men er rigt på henvisninger. Bassen synger om "Das A und O". Det er Johannes' Åbenbaring kap. 1 vers 8: "Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige." Senere i revitativet kommer fra samme bibeldels vers 18 "og jeg har nøglerne til døden og døds-riget." Endelig er begrebet "klædt i blodrøde klæder" lånt fra Esajas' Bog kap. 63 vers 1.
4. sats er en basarie om "Livets fyrste! Stærke stridsmand! Højlovede Gudssøn!". Det er klart, at denne hyldest må følges af et majestætisk musikalsk akkompagnement. På den baggrund kan det virke besynderligt, at Bach lader de tre trompeter og paukerne tie, for normalt er det jo dem, der byder fyrster og kongelige velkommen. I stedet har han holdt det royale islæt på et mere subtilt niveau; continuocelloen akkompagnerer i en obligat-lignende stemme, hvor den punkterede rytme er i den franske ouverturestil. Sådan får himlens fyrste alligevel en passende velkomst.
5. sats er endnu et recitativ, men nu er det tenoren, der indtager scenen. Fra Hebræerbrevet kap. 9 vers 14 er hentet en opfordring til at "rense vor samvittighed fra døde gerninger", som i tenorens tekst kombineres med ønsket om at lade det mærkes at frelseren lever i os. Derpå synger tenoren "Den vinstok, der nu blomstrer, bærer ingen døde vinranker!". Her har tekstdigteren været på drue-skud i Johannes-evangeliets kap. 15 om det sande vintræ. Et længere toneløb i tenoren på ordet "flieht" (på dansk "flyr") markerer, hvordan Kristus undslipper gravens gru.
6. sats sættes an med en blomstrende, levende og varm strygerklang, hvor der er gjort god brug af de delte violin- og bratschstemmer over continuoets fundament. Udover at være en påskekantate er "Der Himmel lacht, die Erde jubilieret" også forårsmusik, og der er noget umiskendeligt våragtigt over indledningen til tenorens arie. Det er som om træernes rødder spænder af saft i jordens grund efter at kunne springe ud. Sådan kunne man opfatte førsteviolinens sitren og triller. Imidlertid synger tenoren teksten: "Adam må i os forgå, så et Guds-skabt menneske kan opstå! I ånden skal du genopstå, og fra synder-graven gå, når du måles med Kristi alen." I kantaten har man bevæget sig fra de første satsers jubel over genopstandelsen til den erkendelse, at vi for at genopstå også først må forgå. Denne forståelse af kantatens tematik er vigtig, fordi det forklarer dens tilsyneladende ret intense dødslængsel i de sidste satser. Det er dog ikke længsel mod døden i sig selv, men mod døden som forudsætningen for genopstandelsen.
7. sats er et recitativ, hvor sopranen netop synger om at måtte følges med Kristus og lide med ham for at kunne genopstå og se Gud i sit eget legeme.
8. sats sættes an af et diskret orgelcontinuo og soloobo, som spiller en "vuggesang". Oboen skifter mellem fraser spillet i almindelig styrke, som den selv besvarer med en frase spillet ganske stille. Denne vekslen mellem forte og piano skaber sammen med den enkle melodi allerede tidligt i satsen en hjerteskærende atmosfære. Det er ikke en rigtig vuggesang, men en sang ved dødslejet: "Sidste time, kom herind, og luk mine øjne i!". Ganske tyst spiller violiner og bratscher Nicolaus Hermans salme til dødslejet "Når tid og time er for hånd, at jeg herfra skal fare". Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at denne salme netop begynder på en nedadgående tetrachord (en faldende kvart), som vi også stødte på i 2. sats af kantaten "Weinen, klagen, sorgen, zagen" (BWV 12). Selv om det er en yndefuld sats kan sentimentaliteten om situationen ved dødslejet medføre, at man efterhånden finder oboens enkle tonegange og sopranens længsel efter engleskarerne enerverende.
9. sats er en koral, hvor der ikke spares på instrumentale effekter. Førstetrompeten har sammen med violiner et højt E - en tone, der er noget mere krævende at nå op til på trompet end på violin. De andre trompeter og pauken spiller ikke med i denne slutsats, mens oboer, taille, fagot og de øvrige strygere følger korstemmerne, der her er mere almindeligt firestemmigt besat uden delt sopranstemme. Melodien er den samme som violiner og bratscher spillede i 8. sats "Når tid og time er for hånd". I vores salmebog er der kun tre vers af Nicolaus Hermans fire. Femte vers er skrevet af en anonym digter, og det er dette femte vers, der er tekstligt grundlag for Bachs koral. Oversat lyder teksten: "Så drager jeg til Jesus Krist, min arm vil jeg udstrække; jeg sover ind og hviler trygt og ingen kan mig vække. For Jesus Kristus, Gud Søn, oplukker himmerigets port og fører mig til det evige liv."
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 307-311, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 437, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-166 |
