|
Tid og sted
Hyldningskantate, sandsynligvis fra tiden omkring slutningen af april eller begyndelsen af maj 1725, opført i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore, fagot, violin I, II, bratsch, viola d’amore, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af obo d’amore og strygere. Oboen har fået en meget solistisk og virtuos stemme. Fra strygerne høres allerede i første takt et lille motiv, som udtrykker en frejdig opadstræben, og det er da også netop det, som teksten i denne hyldestkantate til en lærerkollega udtrykker. Selv korstemmernes indsatser udtrykker en vis opadstræben mod lærdommens himmelske lys, idet de kanonisk sætter ind nedefra og op i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran med opfordringen ”Sving Eder frydefuldt opefter”, der i næste strofe suppleres med ”og ræk ud efter stjernerne indtil Gud ser Jer foran sin trone.” Dette følges af ni takters instrumentalt mellemspil, hvor rollerne for en tid synes byttet om; obo d’amore har nu det lille opadstræbende motiv, der i begyndelsen lå i violin I, mens violin I over taktfaste akkorder i violin II, bratsch og continuogruppe har overtaget de hurtige triolbevægelser, som oboen før havde. Nu lyder fra det samlede kor irettesættelsen ”Men hold dog op!”, og det gentages ”hold dog op!” på en akkord, der har den sjove, skingre omvending, at sopranen med sit høje a2 ligger helt alene oppe, mere end oktav over de øvrige stemmer, der er placeret på tonerne h, dis og fis lige over nøglehuls-c. Da korsatsen hylder en lærer, er det vanskeligt ikke at se en parallel i disse to udbrud ”hold dog op!” til den situation, som de fleste undervisere har prøvet at stå i – i et klasseværelse med fjollede elever! Teksten fra det samlede kor fortsætter ”Et hjerte behøver ikke fjerne sig så langt bort [som helt derop til stjernerne], som taknemmeligheden og æren til dets lærer kræver.” Dén tekst føres frem gennem forskellige indsatser i korstemmerne fulgt af obo d’amore, strygere og continuo. Frem for afslutning kommer derpå en gentagelse satsens begyndelsestema i obo d’amore fulgt af strygernes frejdige motiv opad, men i mol. Gennem korstemmernes indsatser med gentagelsen ”Sving Eder frydefuldt opefter” i rækkefølgen tenor, bas, alt, sopran nås frem til en lang holdt tone i obo d’amoren, mens violin I har raske triolbevægelser. Herpå gentages ”men hold dog op!” tre gange, og gradvist gennem gentagelse af ”Et hjerte behøver ikke fjerne sig så langt bort, som taknemmeligheden og æren til dets lærer kræver” vendes tilbage til dur, hvorefter seks takters trioler i violin I over en hviletone i obo d’amore og korte akkorder i violin II, bratsch og continuo afrunder satsen.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo (der i verdslige kantater oftest spilles af cembalo og cello). Teksten handler om det hyldende hjerte, som vi allerede mødte i teksten til første sats, og hvorledes det må svømme over af glæde ved som en magnet mod en pol at tiltrækkes af at ære en elsket lærer!
3. sats er en arie for tenor, obo d’amore og continuogruppe (gerne med en fagot som basinstrument). Fra de kirkelige kantater ved vi jo, at brug af en obo d’amore som regel symboliserer Kristi kærlighed, men kærligheden fra instrumentet kan også udstrækkes til mere verdslig hengivenhed. Var ikke Jesus netop den første lærer for sine disciple? Teksten her i arien har stadig hjertet som hovedpersonen: ”Med blide skridt leder kærligheden det hjerte, der elsker sin lærer”, synger tenoren i A-stykket af den smukke da capo arie, mens de blide obotoner viser kærligheden over continuoets skridtmotiv. I B-stykket begiver continuobassen sig ud i flere løb i illustration af teksten ”Mens andre plejer at skeje ud/lader [hjertet] sig velovervejet inspirere/fordi ærefrygt sætter grænserne for det.” Tankevækkende er det, at både udråbet ”hold dog op!” i 1. sats og teksten her i tenorarien om sindelaget hos den gode elev selv efter 300 år klinger velkendt og nutidig i en skolemæssig kontekst.
4. sats er et recitativ for bas og continuo med fremførelse af hyldester til fødselarens højtfortjente ære, som på denne dag gør, at han kan iføre sig ”alderens sølvsmykke”. Netop denne metafor tages af flere som beviset for, at kantaten i denne oprindelige form ikke kan være en fødselsdagskantate for Johann Matthias Gesner, der var født i 1691 og endnu ikke var gammel nok til at netop disse ord gav mening. Gesner blev dog fejret med samme kantate i uændret form, på sin 40 års fødselsdag den 9. april 1731. I slutningen af recitativet markeres ordet ”glædelige” (på tysk ”freudige”) med en skalamelisme opad.
5. sats’ arie for bas, strygere og continuo står centralt i kantatens ni-satsede forløb, og det er utvivlsomt derfor, at intet mindre end hele strygerkorpset må i sving hvorimod tenorarien i 3. sats og sopranarien i 7. sats, udover det uomgængelige continuo, har et enkelt obligat kærlighedsinstrument; obo d’amore og viola d’amore. Gennem de otte takters forspil er det violin I, der skal arbejde hurtigt med fingrene, men violin II, bratsch og continuo stikker akkorder ud på ottendedele, hvilket giver satsen fremdrift. Teksten i den melodisøse basarie er kort og lyder: ”Dagen, du fordum fødtes/virker så gavnlig for os/ som hin hvor Skaberen sagde/’Der blive lys!’” Med sin verdslige sangbarhed kan arien i passagerne med ”Der blive lys!” minde om Joseoh Haydns oratorium ”Skabelsen” fra 1797-98. At arien ikke er en da capo arie, kan skyldes det forhold, at Skaberens ord er uefterfølgelige; det ville virke forkert at gentage de første to tekststrofer efter at Skaberen har talt.
6. sats er et kort recitativ for sopran og continuo. Det er tekstligt et selvudslettende recitativ hvor den hyldende udtrykker bekymring for om denne hyldest er ufuldkommen, men at det vil kunne blive til noget ”hvis fødselaren velvilligt modtager hyldesten”. Melismen i slutningen af recitativet er på ”steigt” (i denne sammenhæng svarende til det danske udtryk ”blive til noget”).
7. sats’ arie for sopran og continuo indledes af et soloinstrument, som man kun få gange tidligere er stødt på i Bachs kantateværk. Det er den sarte viola d’amore, strygerinstrumentet, der karakteristisk har seks bittesmå medklingende strenge ved bunden af stolen. Viola d’amoren havde Bach tidligere brugt i "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152), "Passio Secundum Joannem" (BWV 245) og måske i
"Singet dem Herrn ein neues Lied" (BWV 190). Der er smuk symmetri i brugen af kærlighedens obo i 3. sats og kærlighedens viola her i 7. sats, men også teksten til sopranarien antyder, hvorfor Bach kan have valgt netop denne stryger som solist: ”Også med dæmpede, svage stemmer/bringer man bud om lærerens pris”, lyder teksten i da capo ariens A-stykke, mens B-stykket bliver mere alvorligt på teksten ”kraftigt genlyder det i brystet/selv om man ikke véd/hvorledes man kan udtrykke sin dybtfølte glæde” – i denne del giver komponisten sin solist lov til at udsmykke sangen med forsiringer på en så koket facon, at sopransolisten i denne verdslige kantate næsten kun kan have været en kvindelig sanger.
8. sats er et ganske kort recitativ for tenor og continuo med samme effekt og indhold som en gæst, der rejser sig og udbringer et ”han længe leve!” Også her er ordet ”glæde” udført over en melisme.
9. sats er kantatens afsluttende korsats med orkester og revitativiske indslag fra de tre sangsolister i den rækkefølge, som de er blevet præsenteret i kantaten; tenor, bas, sopran. Satsformen er gavotte. Teksterne er forskellige former for hyldester og ønsker om at fødselaren ry må fornys ligesom årene.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 949-951 |
