|
Tid og sted
Enogtyvende søndag efter Trinitatis den 29. oktober 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Aus tiefer Not schrei ich zu dir” af Martin Luther (1524), der er en gendigtning af Salme 130 I Salmernes Bog. Fra salmen er vers ét og fem bibeholdt uændret, mens vers to, tre og fire er omarbejdet til kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der har omarbejdet teksten til disse kantatesatser. På dansk findes en oversættelse og gendigtning til syndsbekendelsessalmen ”Af dybsens nød, o Gud, til dig”.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), basun I, II, III, IV, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er i enkel motetstil, hvor korets stemmer i rækkefølgen tenor, alt, bas, sopran sætter ind med den gamle frygiske melodi til Luther salme. Den frygiske skalas særlige atmosfære kan man selv fornemme ved at spille en skala uden fortegn opad fra begyndelsestonen e. Ikke mindst skalaens første interval på kun en halv tone giver en særlig intenst fremmedartet molfarvning. Den eneste gruppe i motetsatsen, der ikke slavisk følger en korstemme, er continuogruppen, som også høres selvstændigt i første takt inden at tenorstemmen sætter ind. Fra orkestret følger obo I, II og violin I sopran, violin II er med på altstemmen og bratsch på tenoren. Continuo spiller dels selvstændigt og dels sammen med korets basstemme. Særligt effektfuldt er naturligvis Bachs brug af hele fire basunister, én på hver korstemme. Overfloden af messing understreger en særlig klang af gamle tider. Denne kombination af Luthers tekst og en messingkvartet ses også i ”Christ lag in Todes Banden” (BWV 4) fra april 1707, ”Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget” (BWV 64) til juledag den 27. december 1723 og i ”Ach Gott, vom Himmel sieh darein” (BWV 2) til den 18. juni 1724. Usædvanligt er det dog, at det ikke er en zink, men en diskantbasun, som spiller med på sopranstemmen. Netop dén stemme forløber anderledes end de øvrige da melodien her synges i lange nodeværdier som cantus firmus. Teksten i den danske gendigtning lyder: ”Af dybsens nød, o Gud, til dig/mit bange råb jeg vender/bøj nådig øret ned til mig/hør bønnen, jeg opsender!/Thi om du ville se derpå/hvad synd og uret vi begå/da måtte vi fortabes.” Gennem otte lange takter må sopranstemmen nu holde sit sidste e, mens de øvrige stemmer kun gradvist falder til ro hen mod satsens afsluttende kadence.
2. sats er et recitativ for alt og continuo. En særlig musikalsk pointering får ordet ”Satan” – i øvrigt en af de ændringer af Luthers originalvers, som har været med til at give mere drama i recitativets tekst. Det er andet vers fra Luthers salme der ligger til grund. Verset handler om at leve under Guds nåde og tilgivelse, mens recitativet har drejet lidt på effektknapperne.
3. sats er en arie for tenor, continuogruppe og to obligate oboer. Der er ikke mange muligheder for de to oboister for at trække vejret, men denne tekniske udfordring modsvares af en behagelig toneart – a-mol – som giver mulighed for at brillere med ukomplicerede sekstendedelsløb. Satsens rytmiske hovedstruktur høres allerede i første takt med det karakteristiske da-daaa-da-da-da i oboerne, mens continuobassen har fået plads til et lille glædesmotiv. Glæden stammer fra tekstens ”trøstende ord” allerede i begyndelsen af tenorens tekst, der synges over samme motiv som førsteoboen introducerede i satsens begyndelse: ”Midt i lidelsen hører jeg et trøstens ord, som min Jesus siger.” Arien er en da capo arie, men B-stykket tilbyder ikke væsentlige kontraster bortset fra tekstligt: ”Derfor, o ængstelig sjæl/vær fortrøstningsfuld over Guds godhed/hans ord består og svigter ikke/hans trøst vil aldrig forlade dig!” B-stykkets slutning kadencerer til C-dur inden A-stykket i a-mol spilles da capo. Arieteksten parafraserer det tredje vers af Luther-salmen.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo. Hvor første og femte vers af Luthers salme bruges uændret og andet og tredje vers har dannet grundlag for kantatens 2. og 3. sats, er der ikke nogen direkte tekstlig forbindelse fra salmen til recitativet, hvor menneskets sjæl efter det indledende ”Ak!” bekymrer sig over vaklen i troen. Musikalsk bemærkelsesværdig er den koloratur, som sopranen skal udføre i slutningen på ordet ”sandhed” (på tysk ”Wahrheit”). Det kan lyde som om sopranen tager sig friheder, men det står alt sammen i noderne, der for øvrigt er forsynet med det sjældne udtryk ’a battuta’. Det betyder at recitativet skal fremføres i et stringent tempo.
5. sats er en kort trioarie for sopran, alt, bas og continuogruppe. Efter otte takter med instrumental forspil høres først alt, derpå sopran og sidst bas hvis stemmer nydeligt væver sig ind i hinanden. Kombinationen af disse tre stemmer havde Bach på dette tidspunkt kun anvendt i 9. sats af ”Ich hatte viel Bekümmernis” (BWV 21) fra juni 1714. Teksten er en bearbejdelse af det fjerde vers i Luthers salme, men den er blevet mere klar i sit billedsprog: ”Når mine prøvelser synes at være sammenkædede/skal min Frelser pludselig redde mig fra det alt sammen./Hvor snart oprinder trøstens morgen efter denne nat med nød og sorger!”
6. sats afslutter kantaten med en koral, hvor besætning og stemmefordeling er som i 1. sats. Femte vers i Martin Luthers salme lyder i den danske gendigtning af Peder Hjorth: ”Og er vort syndemål end stort/ dog større er Guds nåde/hans stærke hånd, som alt har gjort/kan vel os fri af våde/han er den gode hyrde som/sin hjord fra synd, fra død og dom/i nåde vil forløse. Den tunge messingbårne alvor fortsætter til den sidste takt, hvor basbasunen er nede på et dybt, mens korets basser holder sig på et mere fremkommeligt e oktaven over.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 667-671, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven plate 16, pp. 323-324, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
