|
Tid og sted
Første søndag efter Trinitatis den 23. juni 1726 i Leipzig.
Tekstforfattere
Esajas’ Bog kap. 58 vers 7-8 (1. sats), Brevet til Hebræerne kap. 13 vers 16 (4. sats), et salmevers fra 1648 af David Denicke (7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats). Man mener, at teksten til 2., 3., 5. og 6. sats stammer fra hoffet ved slottet Elisabethenburg i Sachsen-Meiningen, hvor Bachs fætter, Johann Ludwig Bach, fra 1711–1731 var violinist og hofkapelmester. Ved hoffet i Sachsen-Meiningen brugte man kantatetekster med to skriftsteder - ét fra Det Gamle Testamente og ét fra Det Nye Testamente.
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder med toogtyve takters instrumentalt forspil, hvor små to-tonersmotiver i blokfløjterne overtages af oboerne og derpå besvares af strygergruppen. Da Philipp Spitta i 1870erne udgav den første store Bach-biografi, tolkede han det som en musikalsk illustration af det at dele brød med de sultende. Dén tolkning findes også hos Alfred Dürr, der skriver: ”Indledningssinfoniaen med dens afbrudte serier af akkordblokke fra de enkelte instrumentgrupper illustrerer umiskendeligt det at bryde brødet.” Albert Schweitzer og sidenhen John Eliot Gardiner vil hellere opfatte akkordblokkene i sammenhæng med korets første, forsigtige indsatser som et billede på sultne og hjemløse stakler, der føres ind i den barmhjertiges hus. Efter indledningssinfoniaen sætter korstemmerne tøvende ind, først sopran og alt, fulgt af tenor og bas med tekst fra Esajas’ Bog kapitel 58 vers 7: ”Bryd dit brød med den sultende og giv husly til hjemløse stakler”. Godt et par minutter inde i satsen tager tenorene fat på en lille fortættet fuga med gentagelse af teksten ”bryd dit brød med den sultende og giv husly til hjemløse stakler”. Fugaen fortsætter i alt, derpå sopran, og sidst bas, mens orkestret stadig spiller akkordblokke og til sidst kortvarigt følger korets samlede opfordring ”giv husly” (her ”fü-ü-ü-ü-ü-üh-re ins Haus”). Efter fugadelen gentages fra korets første indsats, og i gentagelsen kan man bemærke hvor pinefuldt et ord som ”Elend” klinger (på dansk egentlig ”trængsel”, men det er ikke direkte oversat i skrifstedet). Nu iklædes ordet ”führe” sekstendedelsmelismer i sopran og alt som en illustration af verbets retning, og denne bevægelse høres derpå i continuobassens opadgående figurer, mens korstemmerne nedefra og op – bas, tenor, alt, sopran – sættes ind med taktfaste markeringer af ”og de, der er i nød/ giv dem husly”. Selv hvis satsen var afsluttet her, ville den med sit intense vemod og klanglige skønhed føje sig til Bach-kors top ti sammen med indledningskorene til de store passioner og en række kantater. Her skifter tempoet, og som solen der bryder frem gennem tågeskyer sætter korets basgruppe nu i gang i med teksten fra Esajas: ”Når du ser en nøgen, da giv ham klæder”, hvor den anden del af skrifstedet besvares af hele koret. John Eliot Gardiner ser det som udtryk for musikalsk omsorg at iklæde netop denne sætning et blomstrende modtema i hele koret. Kort efter kommer mere tekst fra Esajas: ”…og vend ikke ryggen til dit eget kød og blod.” Endelig tager tenorerne teten i en hurtig fuga i 3/4-takt over Esajas’ Bog kap. 58 vers 8: ”Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår skal hurtigt læges; din retfærdighed går i spidsen for dig og herrens herlighed er bag dig.” Efter tenor høres alt, sopran, og sidst bas. Korstemmerne er her forstærket af orkesterinstrumenterne, men altblokfløjterne får lov til at glimte i det høje på egen hånd. Både orkestret og koret medvirker helt frem til satsens afslutning.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Lige som recitativet i denne meget symmetriske kantates 6. sats er det ganske tekstrigt, men med en forholdsvis enkel pointe; Gud deler sin overflod med os på jorden, og vi bør derfor dele den med dem, som har for lidt. En eviggyldig og smuk leveregel er det.
3. sats er en arie for alt, continuo, soloviolin og soloobo. Samspillet mellem violin og obo anvendte Bach også med smuk effekt i den nu rekonstruerede dobbeltkoncert i c-mol BWV 1060R, men her klinger de to soloinstrumenter i en durtoneart i tredelt takt anderledes frit end i den ret alvorstunge dobbeltkoncert. Sjovt nok har Bach valgt at lade instrumentalsolisterne udfolde sig i toogtyve takters forspil, der er nøjagtig samme antal takters instrumenatale indledning som i kantatens 1. sats. Alten har fået en smuk og sangbar arie, mens de to instrumentalsolister løfter det klanglige rum opefter og continuogruppen sørger for den jordiske forankring: ”Her på jorden kan sin Skaber/man en skygge være af/som forsmag på salighed/når barmhjertigheden lignes/strøs velsignede sædekorn/som vi vil høste i himlen.” Man kan godt høre de obligate instrumenters toner som illustration af sædekorn der kastes og tanken om de velsignelser, der høstes i det himmelske. Hermed slutter kantatens første del.
4. sats er en arie for bas og continuo. Denne kantate i sjælden grad er konstrueret ganske symmetrisk:
1. sats kor - 2. sats recitativ - 3. sats arie - 4. sats arie - 5. sats arie - 6. sats recitativ - 7. sats kor. I dén optik kunne satsens skriftsted være udtrykt gennem både recitativ, arioso, salme, korsats eller – som her – en arie. Da det er en vox Christi, har det dog været nødvendigt med en stringent form, og det forklarer det ”tørre” valg af continuo som eneste ledsagelse til denne tekst fra Hebræerbrevet kap. 13 vers 16: ”Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i.” Der er vitalitet og rytmisk liv i temaet, som continuocelloen spiller, og som derpå overtages af bassen.
5. sats er en arie for sopran, continuo og begge altblokfløjterne unisont. Om brugen af altblokfløjterne skrev Charles Sanford Terry i sin bog Bach's orchestra: ”Ingen karakteriseringer af et instrument hos Bach er så klar og konsistent som den af blokfløjten (…) intet andet instrument er så nært identificeret med hans enkle fromhed. Blokfløjten giver stemme til hans ømhed for Frelseren og til hans dybtfølte opfattelse af døden som port til evigheden (…) og den formidler en mysticisme dybt rodfæstet i Bachs natur (…) for i blokfløjtens klare toner kunne han udtrykke sit fromme sinds grubleri.” Hvor arien i 3. sats handlede om at så gode sædekorn i jordelivet, som kan høstes i det himmelske liv, viser både de to altblokfløjter, valget af sopranens menneskesjæl som solist, og teksten, at vi nu nærmer os himlens nådes trone: ”Højeste, det jeg haver/er kun dine gaver/når jeg for dit åsyn snart/skal stå med mine/og være fuld af taknemmelighed/da vil du ikke kræve noget offer.” Smukt omkranser to høje stemmer i 3. og 5. sats skriftstedet fra Hebræerbrevet som bassens vox Christi fremførte i kantatens centrale sats.
6. sats er et recitativ for alt, strygere og continuo. I kantatens overordnede symmetri (se lysestagen på side 382), svarer det til det ligeledes ordrige recitativ for bas i 2. sats. Nu er der tilføjet en strygerglorie til altens tre ”vers” af taksigelser og løfter om at dele ud af den overflod, dette troende menneske ejer.
7. sats er kantatens afsluttende koral for kor og orkester. Sopranen følges af obo I, II og violin I samt de to altblokfløjter en oktav over. Alten forstærkes af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangpunkt i korets basstemme. Teksten er sjette vers fra en salme fra 1648 af David Denicke:
”Salig den som ud af medynk/tager sig af fremmed nød/har medlidenhed med stakler/beder for dem hos min Gud/dem, som hjælper med et råd/og - om muligt er - i dåd/de skal selv få hjælp tilbage/og barmhjertigheden smage.” Melodien er fra Genéve i 1551 og kendes som ”Jesus, dine dybe vunder”.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 443-447, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, pp. 447-449, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 440, 483, 712 |
