|
Tid og sted
Muligvis påskedag den 24. april 1707i Mühlhausen. Kantaten blev genopført som påskekantate i Leipzig i 1724 og 1725.
Tekstforfatter
Martin Luther (1524). På dansk har vi teksten i salmen: "I dødens bånd vor frelser lå"
Besætning
Kor (SATB), zink, basun I, II, III, violin I, II, bratsch I, II, continuo
Om de enkelte satser
1. sats er en eftertænksom sinfonia for strygere og continuo. Både violiner og bratscher er delt op i to stemmer. Sammen med continuocelloen opnås derfor en klanglig fylde som i en strygekvintet. Satsens fjorten takter fungerer som kort forspil af stor ro og skønhed.
2. sats sætter hele ensemblet i gang. Koret forstærkes af zink og tre basuner på den måde at zinken støtter sopranerne, mens basunerne støtter henholdsvis korets alter, tenorer og basser. Sopranerne og zinken har den gamle koralmelodis lange toner. Det kaldes med et latinsk udtryk "cantus firmus", der direkte oversat betyder "fast sang". Cantus firmus er den af stemmerne, der i en flerstemmig sats har den gennemgående melodi, mens andre har modstemmer. I denne sats synger alter, tenorer og basser imitationer af salmemelodien. Senere i satsen forener sopranen sig med de andre stemmer i forskellige udsmykninger af stroferne "Og synger halleluja.”
3. sats viser, hvordan Bach med instrumentation og brug af korstemmer allerede tidligt i kantaten formår at skabe kontraster. Sopraner og alter forstærket af zink og førstebasun supplerer hinanden akkompagneret af continuoets vandrende bevægelse, som sikrer en konstant fremdrift.
4. sats er kantatens mest energiske med hurtige noder i violinerne, der her er samlet i én stemme. Tenorerne synger koralmelodien, mens violiner væver deres toneranker omkring den over continouets fundament. I det "Halleluja", der afrunder alle vers, får tenorerne lov til gennem fem takter at udsmykke melodien med løb og drejetoner.
5. sats indledes også af tenorerne, der således ikke får mange sekunder til at trække vejret. Koralmelodien (cantus firmus) er nu placeret hos alterne. Sopraner, tenorer og basser har imitationer af koralmelodien og modstemmer, også kaldet "kontrapunkt". Dette udtryk stammer fra det latinske "punctus contra punctus", som betyder "node mod node". Alle andre instrumenter end continuogruppen tier igennem denne sats, der derfor primært viser korsangernes færdigheder. Igen en mærkbar kontrast i forhold til det forudgående vers med dets violinbårne klang.
6. sats synges af basserne akkompagneret af strygerne, der ligesom i sinfoniaen er delt op i to violinstemmer og to bratschstemmer samt continuocello. Under den fyldige strygerklang lægger basserne ud med koralverset "Her er det sande påskelam". I strofen, hvor der synges om at troen holder påskelammet op imod døden, foretager basserne et gevaldigt tonespring nedad på ordet "død". At dødsriget ligger dybt nede tonemæssigt, fandtes der allerede eksempler hos 1400-tals komponisten Johannes Ockeghem, der i sit requiem brugte netop den effekt i en for sin tid ellers ganske usædvanlig musikalsk teksttolkning.
7. sats synges af sopraner og tenorer, mens continuoets punkterede rytme understreger tekstens opfordring til glæde og dans med ordene: "Så fejrer vi vor højtids-fest".
8. sats er betegnet "Choral". Det er en firestemmig korsats, hvor sopranerne følges af zink og violin I og II, alterne af basun I og bratsch I, tenorerne af basun II og bratsch II, basser af basun III og af continuo.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 303-306, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 131, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 99, 100, 101, 103 |
