|
Tid og sted
Anden juledag den 26. december 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmevers af Kaspar Füger (1592), salmevers af Paul Gerhardt (1653), salmevers af Christian Keymann (1645), ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et indledningskor akkompagneret af orkester, hvor den hemmelighedsfulde klang fra to horn sat overfor to oboer dominerer lydbilledet allerede i de første takter. Hvor hornene primært optræder frit og uden continuofundamant, er indsatserne fra det øvrige orkester med oboerne som den mest fremtrædende klang harmonisk solidt underbygget. Et strejf af strygerne som kortvarigt selvstændig gruppe fornemmes inden alle forener sig hen mod korets indsats. Teksten er fra Første Johannesbrev kap. 3 vers 8: "Derfor blev Guds søn åbenbaret:" (på tysk "Darzu ist erschienen der Sohn Gottes:"), hvor "Darzu ist erschienen" foredrages i hurtige nodeværdier, mens "der Sohn Gottes" synges mere salmeagtigt. Kort efter tilføjes mere af evangelieteksten "for at tilintetgøre Djævelens gerninger". Markant er sopranernes foredrag af teksten, idet den synges på en og samme gentagne tone som i en litatni. Det vil sige som en række af påkaldelser. I anden gentagelse af litanien følger hele koret sopraners måde at foredrage teksten, men det virker dog som om alle finder denne måde for fastlåst og lige efter forlder stemmen ud i vidt forgrenede melismer på "tilintetgøre" (på tysk "zerstöre". Efter en periode, hvor hele koret blander sig med den runde varme orkesterklang af horn, oboer og strygere, kommer satsens fugadel, som begynder i tenorer og derefter basser. En tid høres kun de to dybe stemmer akkompagneret af continuo, inden sopran og til sidst alt har deres indsatser i fugadelen. Gradvist falder orkestret ind igen. Først høres obo II og violin II, som tilføjer sig på altstemmen, mens bratsch følger tenoren. Efterhånden har obo I og violin I tilsluttet sig sopranen, mens continuo som vanligt følger korets basstemme. En række signalagtige stød højt oppe i førstehornet danner overgang til et mere molfarvet afsnit, hvor obo I begiver sig ud i en gentagelse litaniens påkaldelsesmotiv. Det er som om uroen for en tid har overtaget. I den ængstelige atmosfære forsøger korstemmerne på skift med at få litanien passet ind, men den ender i lange toneløb uden at roen indfinder sig. Efter en tid er det som om der kommer mere samling på de enkelte kor- og orkesterstemmer. Sat an af violin I besvaret af oboer vendes tilbage til satsens indledningsdel og korets tema "Derfor blev Guds søn åbenbaret" (på tysk "Darzu ist erschienen der Sohn Gottes". Satsen ud opsummeres indledningsdelen med skiftende indsatser fra koret, hornene og orkester. Med dets landskabelige klangbilleder, afbalancerede korstemmer og højtidelige varme er indledningskoret en af de mest udtryksfulde perler fra Bachs værksted overhovedet.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. Teksten læner sig meget op ad Johannes-evangeliets kapitel 1 vers 14 "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os". "Verdens lys stråler på jordens kreds" accentueres med en glorværdig melisme på verbet "stråler" (på tysk "bestrahlt"). Derpå begiver tenoren sig ud i en længere refleksion over det forhold, at en konge, himlens majestæt, til trøst og frelse lod sig føde som et lille menneskebarn.
3. sats er det tredje vers fra Kaspar Fügers salme fra 1592 "Wir Christenleut" (oversat betyder det "Vi kristne folk"). Bach gør i denne kantate brug af hele tre salmevers, både her i 3. sats og igen i 6. og 8. sats. Arrangementet her i 3. sats er enkelt: Horn I, obo I og violin I følger sopran, obo II og violin II alt, bratsch tenor og continuogruppen udfylder dels harmonier og følger korets basstemme. Teksten i det korte vers er "Synd giver sorg; Kristus bringer glæde da han til trøst er kommet her til jord. Gud er nu med os i nøden; hvem er det, der kan fordømme os som kristne?".
4. sats er en arie for bas, oboer, strygere og continuo. Der er en krævende stemme til violin I, der, med Albert Schweitzers ord, spiller "et meget karakterisk satanisk motiv". En slange vender og drejer sig i violinstemmen og vandrer i satsens midterdel helt ned i continuobassens fundament. Teksten er så enkel at også et barn til den anden juledags gudstjeneste i Leipzig i 1723 ville annamme ordene: "Helvedes-slange, er du ej bange?". Det, som slangen bør frygte, kommer i næste strofe: "Han, der som sejrherre vil kvase dit hoved, er nu født. Og de fortabte bliver lyksaliggjort med evig fred!". Det er stærke sager, og satsen er også arrig og krigerisk udover det almindelige. Musikken er fuld af små fine detaljer, som udover den meget direkte tekst og bassens buldren også kunne tiltale feinschmeckere. Ikke mindst er Bachs brug af oboerne er virkelig elegant. De bruges både unisont med den styrke, der ligger i at lade dem spille hidsige motiver enstemmigt. Af og til deler de sig også ud i tostemmighed, hvilket giver fin variation. Endelig bruges førsteoboen til små stikkende pointeringer i gentagelsen af truslen om "den som dit hoved vil kvase". De bedste opførelser af denne arie giver udover en satanisk bugtende violinstemme, oboernes huggen og bassens sang også meget plads til continuoorglet, som skal medvirke til at skabe en kaotisk, truende helvedesatmosfære.
5. sats er et recitativ for alt, strygere og continuo. Slangetemaet fra førsteviolin i 4. sats er nu fordelt ud på alle tre strygere violin I, II og bratsch, der med en blød vuggen skal illustrere den træske slange i Edens Have. "Bach ser for sig, hvordan den lader sig glide ned fra træet til kvinden og besnærer hende med listig tale. Derfor svæver ledsagelsen også helt i det fri; kun nu og da træder en støttende bastone til" skrev Albert Schweitzer. Med recitativets jævne, bugtende rytme i strygerne og altens fortællende toner, kan der være et ariosoagtigt præg over recitativet. Teksten er fortællende og illustrativ: "Slangen som i Paradis lod sjælenes gift dryppe på alle Adams børn, bringer ikke mere farer for os; kvindens afkom præsenterer sig, frelseren er blevet til kød og blod, og har fjernet giften. Vær derfor trøstige, I bedrøvede syndere!", lyder teksten.
I 6. sats synger koret akkompagneret af orkestret med samme fordeling som i 3. sats det andet vers af Paul Gerhardts salme "Schwing dich auf zu deinem Gott" (på dansk egentlig "Tag dig sammen overfor din Gud"). Også vers to er i bydeform: "Ryst på ho'det dit og tal: Fly, du gamle slange! Hvi forny'r du nu dit bid, hvo'n gør det mig bange? Er dit hoved blevet kvast, går jeg gennem smerte, frelseren dig fjerner bort, i glædens sale."
7. sats er en arie for tenor, continuo og hele fire obligate stemmer, nemlig de to horn og de to oboer. Hornene har, bortset fra støtte til sopranen i de to koralsatser ikke spillet siden indledningskoret, men arien her giver god plads til instrumenterne med klang af de fjerne skove. Efter et forspil med vekslen mellem horn og oboer er det for så vidt lidt af en overraskelse, at den muntre sats ikke er kantatens slutkor, men derimod en arie varetaget af solotenoren. Arien har en klar pendant i jagtgudinden Dianas arie "At jage er gudernes lyst" i 2. sats af "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd". Arierne deler både toneart, grundstemning og praktisk talt også taktart med. Også de tekniske krav til sangeren er store her i juletiden, hvor tenoren synger kunstfærdige koloraturer på ordet "glæd" (på tysk "freuet") i de første strofers "Kristi børn, glæd jer!" Der gøres fin brug af afvekslingen mellem ét, to, tre, og alle fire obligate instrumenter. Flere af de små spørgsmål og svar mellem horn og oboer er allermest bemærkelsesværdige, hvis arien opleves live. En bastant illustration høres under den næsten strofe "Selv om Helvedesriget raser", hvor continuobassen og hornene tæsker en dyb gentagen tone ud, mens oboerne sitrer oven over. Teksten fortsætter "og Satans forbitrelse forskrækker Jer", hvor forskrækkelsen igen pointeres i bas- og hornstemmerne. At den gode hyrde også kan være en god forvalter i hønsegården, sytenoren om i de sidste strofer: "Jesus, som kan frelse, tager sig af sine kyllinger og vil beskytte dem under sine vinger." Trods billedsproget begiver oboerne sig trods alt ikke ud i en ballet for kyllingerne i deres æggeskaller ("Ballet des Poussins dans leurs Coques"), som i et af eftertidens kendteste musikstykker med kyllinger i hovedrollen, Mussorgskijs "Udstillingsbilleder". Derimod synger tenoren en illustrativ serie af afsnuppede og stakkerede fraser på gentagelsen af strofen med ordet "forskrækker" (på tysk "erschrecken"), inden de muntre jagtsvende i horn og oboer opsummerer temaet fra starten som afslutning på ariens glædesbudskab.
8. sats er fjerde vers fra Christian Keymanns salme fra 1645 "Freuet euch, ihr Christen, alle" (på dansk "Glæd, jer, alle I kristne"). Fordelingen af de ledsagende instrumenter er den samme som i satserne 3. og 6. Teksten er en forholdsvis uinspireret bøn til Kristus om at vise menigheden nåde, et fredeligt nyt år, megen glæde og nådig salighed. I en kantate, der i forvejen har to salmevers på ganske kort tid, kan afslutningen med en tekst, der mildest talt ikke er noget poetisk mesterværk forekomme rutinepræget, men det skal ikke skygge for, at den ukendte julekantate overordnet set er meget høreværdig.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 136-140, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 264, 265, 270, 272 |
