|
Tid og sted
Nytårsdag (Jesu omskærelse) den 1. januar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Jesu, nun sei gepreiset” af Johannes Herman (1593). Af salmens tre vers er det første og tredje brugt uændret til kantatens 1. og 6. sats. Salmens andet vers er anvendt som grundlag for fri gendigtning til den tekst, der udgør kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omskrev teksten.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II, III, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes festligt af orkestrets messinggruppe med paukerne som basinstrument. Klangen fra en fuldt besat trompetgruppe med pauker havde menigheden i Leipzig ikke hørt i en Bachkantate siden den 29. september 1724, hvor Mikkelsdagskantaten ”Herr Gott, dich loben alle wir” (BWV 130) var blevet opført. Gennem hele det tolv takter lange forspil dominerer disse tre himmelske budbringere, mens tre oboer, en trestemmig strygergruppe og basso continuo understøtter og akkompagnerer. Nu synger sopranerne salmemelodien som cantus firmus ”Jesus, vær du nu priset…”, og efter fire takters trompetdomineret orkesterindsats ”… ved dette ny år”. Under sopranernes melodi udfolder alt, tenor og bas en energisk frit polyfon korsats. Trompetgruppen gentager satsens indledning, men allerede i den næste takt sætter en ændring ind, der giver et løft i orkesterdelen inden korets næste indsats. Dén ledes igen af sopranerne, og – afbrudt af flere indskudte orkesterafsnit – teksten ”for din godhed, der i al nød og fare beviser for os, at vi har oplevet den nye glædens tid…”. De lange sætninger i det fjorten strofer lange salmevers af Johannes Herman har det formentlig været en udfordring at få struktureret. Det høres ikke på tonerne, men derimod er mange oversættere af den tyske originaltekst i tidens løb faret vild i de hovedsætninger og indskud, som den musikalske disposition ikke kunne tage højde for. Efter ti takters opløftet orkesterdel fortsætter teksten, igen med cantus firmus fra sopraner og virtuose sekstendelssekvenser fra alter, tenorer og basser ”… som fuld af nåde svæver…” – et kort trompetbåret orkesterindskud ”… og evig salighed;”. Dette semikolon i den originale salmetekst viser, at mere er på vej, men der er også grund til at opholde sig ved at det, der svæver fuld af nåde og evig salighed, ja det er den nye glædens tid. Fra orkestret følger nu tolv takter, der stort set er identiske med indledningen af satsen, men denne gang munder det hele ud i en opadgående skala i førstetrompet, der kan forlede lytteren til at tro, at satsen slutter. Endnu mangler seks strofer fra Hermans salmevers. Dem tages der hul på i et markant skift af både tempo og taktart ”som vi i bedste stilhed har fuldbragt i det gamle år.” Det er en af tysk salmedigtnings længste sætninger, der her slutter med et punktum efter intet mindre end ti strofer! Igen skiftes der tempo til presto, mens taktarten alla breve i sig selv indikerer fart over feltet i en fugato, det vil sige et kortere afsnit i fugeret stil som indskud i en anden satstype end fuga. Den udføres af alter fulgt af violin II og obo II, tenorer fulgt af bratsch og obo III, og basser fulgt af continuogruppens basstemme. Både førstetrompet, obo I og violin I pointerer sammen med sopran cantus firmus med teksten ”Vi os til dig hengiver…”. Fremført på denne måde på e2 i den tostregede oktav er det vanskeligt ikke at høre netop denne indsats som en lovprisning, der efter seks takter for de tre understemmer og instrumenter colla parte fortsætter med ordene ”…nu og bestandeligt, …”. I denne del holdes den sidste tone d2 over hele fire takter som understregning af evighedens varighed. Gennem seksten takter fortsætter understemmernes fugato, inden de sidste to strofer af salmeverset ”… beskyt krop, sjæl og levned fra nu og året ud!” Som afrunding af satsen sætter det fulde orkester ind med materiale fra satsens indledning, men denne gang føjes koret til med gentagelse af teksten i salmeversets to sidste strofer ”beskyt krop, sjæl og levned fra nu og året ud!”.
Tekstligt følges nu gennem resten af kantaten den fremgangsmåde, at de fjorten strofer i salmens vers to danner grundlag for hele to arier og to recitativer i 2., 3., 4. og 5. sats, mens vers tre bruges til den afsluttende koral. Interessant er også, at solostemmerne præsenteres ”oven fra og ned” med en arie for sopran i 2. sats, et altrecitativ i 3. sats, en tenorarie i 4. sats og et basrecitativ i 5. sats. Vi går altså fra det sjælelige niveau i sopranen, via det troende menneske i alten, til menneskelivet i tenorarien og det jordiske – og den underjordiske Satan – i basrecitativet.
2. sats er en arie for sopran, continuo og tre obligate oboer. I 1. sats’ trompetdominerede orkester skulle man lytte godt efter for at høre oboerne, men her har de fået en dejligt vuggende pastorale. Sopranens melodi gentager det tema, som førsteobo førte frem i satsens instrumentale indledning med tekst fra andet vers i Johannes Herman salme: ”Lad os, o højeste, fuldbringe året, hvorved dets slutning kan blive som dets begyndelse. ” Under sopranens sang indtager oboerne akkompagnerende roller, men fylder desuden godt ud i pauserne mellem sangerens strofer. Et kontrasterende B-stykke i mol forholder sig mere frit til den tilgrundliggende salmes tekst, men den har stadig Jesu hånd som et omdrejningspunkt: ”Må din hånd stå os bi/og fremtidigt ved årets slutning/vi i velsignelsens overflod/ som nu synger et Halleluja.” Arien spilles derpå da capo, hvor A-stykket og tilhørende tekst gentages.
3. sats’ recitativ for alt og continuo tager udgangspunkt i originalversets femte til ottende strofe med ønsker om at Jesus må beskytte ”sine kære kristne og deres fædreland”. I begyndelsen af recitativet synger altsolisten over oktaven fra c2 via g1 til c1 om at Jesu hånd og velsignelse er ”das A und O”, ”begyndelsen og enden”. En dansk oversættelse ville være noget i retning af ”fra A til Å”, for det, der menes, er ”fra start til slut” med en reference til det første og det sidste bogstav i det oldgræske alfabet - alfa og omega. Teksten her stammer fra Johannes’ Åbenbaring kap. 1 vers 17-18, hvor Jesus siger: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.”
4. sats’ tenorarie byder allerede i optakten på den sjældne klang fra en piccolocello. Sådan en havde Bach også brugt i 3. sats af ”Schmücke dich, o liebe Seele” (BWV 180) til den 22. oktober 1724 og i 4. sats af ”Mache dich, mein Geist, bereit” (BWV 115) til den 5. november 1724. Instrumentet er ikke så mærkeligt som navnet antyder. Det er blot en lidt mindre cello uden støtteben. Den holdes mellem knæene og har en femte streng, stemt til det høje e (en stor terts over nøglehuls-c). Det giver mulighed for flere toner i diskanten, samtidig med at celloens dybde - det dybe c på den løse dybeste streng - er bevaret. Hvor den tidligere brug af piccolocelloen var i henholdsvis en duet med tværfløjte og i et recitativ med koralvers, træder instrumentet her frem i al sin klanglige fylde med både celloens dybde og bratschens sonore diskant. Den smukke piccolocellostemme har den samme intuitive sans for at skrive idiomatisk som man eksempelvis kunne høre i en obligate fagotstemme 2. sats af ”Mein Gott wie lang ach lange” (BMV 155). Tenorstemmen har ligeledes stor klanglig skønhed i teksten der er inspireret af niende til tolvte strofe i det andet vers fra Johannes Hermans salme: ”Såfremt du har tilskikket os den ædle fred for vort liv og vor stilling, så skænk da sjælen dit saliggørende ord. Når den frelse møder os er vi her dine velsignede og der dine udvalgte!”
5. sats er et recitativ for bas og continuo bygget over teksten i strofe tretten og fjorten af salmens andet vers. Her bedes der lønligt om at djævelen nu og altid må blive gjort til skamme. Det har inspireret den ukendte tekstforfatter til en strofe om ”at træde Satan under fode”, og den replik har Bach givet til hele koret, der således afbryder bassolistens recimidtvejs.
6. sats er kantatens afsluttende salmevers med tredje vers fra Johannes Hermans salme. I firestemmig koralstil kan man høre Melchior Vulpius’ melodi fra 1609, der afbrydes af de selvsamme fanfarer for tre trompeter og pauke, der indledte 1. sats. Tekstligt udgør versets fjorten strofer en lovprisning. Sopran følges af obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af obo III og bratsch, mens bassen følges af continuo. Som nævnt har trompeterne og pauken selvstændige fanfarecitater som afslutning af den festlige hyldest til det nye år 1725.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 180-184, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
