|
Tid og sted
Søndag efter påske den 8. april 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Johannes-evangeliet kap. 20 vers 19 (2. sats), Matthæus-evangeliet kap. 18 vers 20 (3. sats), salmevers af Jacob Fabricius (1632) (4. sats), af Martin Luther (1531) (7. sats) og Johann Walter (1566) (7. sats), ukendt forfatter (5. og 6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en energisk sinfonia kun for orkestret, hvor strygergruppen violin I, II og bratsch indleder over continuogruppens taktfaste fundament. Senere sætter træblæsergruppen med to oboer og fagot ind, hvorefter de to orkestergrupper som i en concerto grosso sættes overfor og supplerer hinanden. Et par minutter inde begynder satsens midterdel med et overraskende nyt motiv for obo I og fagot. Lidt usædvanligt har Bach i noderne indført ordet cantabile, sangbart, over førsteoboens toner. Han skulle da også sætte så meget pris på netop dette sangbare motiv, at han fire år senere lod det indlede den smukke sinfonia til kantaten ”Ich steh mit einem Fuss im Grabe” (BWV 156), hvor det dog blev sat en stor sekst ned til tonearten F-dur. Satsen spilles efter midterdelen - B-stykket - forfra da capo. Blandt teoretikere som John Eliot Gardiner, Alfred Dürr og Julian Mincham er der lidt uenighed om hvorfra den lyse og entusiastiske sinfonia stammer – er det fra en forsvunden kantate, fra en concerto grosso eller fra en instrumentalkoncert? Det kan dog slås fast, at man skal ganske langt tilbage i Bachs produktion for at finde de tidligere eksempler på sinfoniaer. Satstypen findes i meget tidlige kantater som ”Nach dir, Herr, verlanget mich” (BWV 150), ”Christ lag in Todes Banden” (BWV 4), "Aus der Tiefen rufe Ich, Herr, zu dir" (BWV 131), ”Der Herr denket an uns” (BWV 196), ”Gleich wie der Regen und Schnee vom Himmel fällt” (BWV 18), ” Weinen, klagen, sorgen, zagen” (BWV 12) og ”Ich hatte viel Bekümmernis” (BWV 21). En enkelt sinfonia sneg sig ind i 8. sats af ” Die elenden sollen essen” (BWV 75) fra maj 1723. Sinoniaen her i BWV 42 kan minde om George Friederich Händels ”Arrival of the Queen of Sheba”, som indleder tredje akt af hans oratorium “Salomon” fra 1748. Bachs sats er både iørefaldende og fuld af energi, men det er svært at få øje på dens relevans i forhold den historie, der skal fortælles gennem resten af kantaten ”Am Abend desselbigen Sabbats”.
2. sats er et kort rectiativ for tenor og continuo. Det er vigtigt, at der medvirker både violone og fagot, fordi de gentagne dybe toner både illustrerer disciplenes ængstelse og det forhold, at aftenen er ved at falde på. Al den tekst, der synges af tenoren, er fra Johannes-evangeliet kap. 20 vers 19: ”Om aftenen den samme dag, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem.”
3. sats er en arie for alt og det samlede orkester med både oboer, fagot, strygere og continuogruppe, men alle spiller mere stille end i 1. sats. Temaet sættes an af obo II fulgt af obo I over akkorder fra strygergruppen og orgelpunkt i continuobas og fagot. Da den tekst, alten senere synger i den smukke og krævende arie, handler om at to eller tre er forsamlet, kan man allerede i forspillet se elementer i retning af to og tre. Dels består orkestret af to grupper á tre; tre træblæsere og tre strygerstemmer, og dels forekommer et stykke inde i forspillet et lille triolmotiv, som vandrer fra førsteobo til andenobo. Motivet består af to gange tre toner. Teksten ”Hvor to eller tre er forsamlet i Jesu dyrebare navn/dér stiller Jesus sig ind midt iblandt dem” er hentet i Matthæus-evangeliets kap. 18 vers 20: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Spillet og sunget i langsomt tempo har arien en lang varighed på omkring tolv minutter, men kan i de bedste opførelser fremkalde en helt meditativ atmosfære. Det er en da capo arie, hvor taktarten i B-stykket går over i 12/8. Mens ordene ”Thi det som sker af kærlighed og nødvendighed/bryder ikke den Højestes orden” synges er såvel oboer som strygere tavse, mens continuogruppen og fagot akkompagnerer. Dette giver en tiltrængt pause til de to oboister, der også havde meget at se til i 1. sats og skal i gang igen, så snart A-stykket spilles da capo. Sangteknisk er det en af de mest udfordrende altarier fra Bachs hånd, men en perle.
4. sats er en koralduet for sopran og tenor akkompagneret af continuogruppe med markante stemmer til fagot og cello. Teksten er første vers fra en salme fra 1632 af Jacob Fabricius med en opfordring til den lille menighed om ikke at tabe modet trods fjenders plan om at forstyrre og forårsage undergang. Begge stemmer udfører i stedet for den almindelige salmemelodi en mere arielignende udsmykning.
5. sats’ recitativ for bas og continuo tilfører ikke meget nyt, men opsummerer ret udramatisk det, man fik at vide i 2. sats’ recitativ og i koralduetten lige inden; eftersom Jesus lod sig se af de disciplene den aften, beskytter han både sin kirke og sin menighed, og fjenderne kan blot rase. Det sidste ord ”rase” (på tysk ”wüten”) følges af en meget dramatisk sekstendedelsbevægelse i orgel, violone, fagot og cello.
6. sats er en arie for bas, continuogruppe med orgel, cello, fagot og violone samt en opdelt gruppe af førstevioliner, der spiller to stemmer med løbende figurer opad og efterfølgende akkordbrydninger. ”Jesus er et skjold for sine, når forfølgelsen rammer dem” synger bassen over en brudt A-dur-akkord. Begrebet ”forfølgelse” (på tysk ”Verfolgung”) bredes ud i tiden ved hjælp af en sekvens over to takter. I en roligere del, der kan virke som B-stykket i en da capo arie, synger bassen ”Dem må solen skinne på - med den gyldne overskrift;” hvorefter teksten fra indledningsdelen gentages. Musikken er dog en anelse anderledes i den sidste del af arien.
7. sats er den afsluttende koral, der består af to vers, dels Luthers sjette vers til salmen “Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort” og dels Johann Walters afrundende vers, der afsluttes med et ”Amen”. Teksten er en bøn om fred og fordragelighed og velsignelse til øvrigheden. Sopranstemmen er godt forstærket af oboer og violin I, alten følges af violin II, tenor af bratsch og contionuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme, der her ydermere forstærkes af fagot og violone. Bach havde anvendt de samme to afslutningsvers i en koralkantate bygget over salmen “Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort” til sexagesima søndag den 4. februar samme år.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 336-339, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, pp. 223-234, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
