|
Tid og sted
Tiende søndag efter Trinitatis den 1. august 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Klagesangene kap. 1 vers 12, salmevers af Johann Matthæus Meyfart (1633), ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), træktrompet, blokfløjte I, II, obo da caccia I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. satsens indledningskor begynder med et længere instrumentalt forspil for blokfløjter, strygere og continuogruppe. Bachs seneste anvendelse af blokfløjter var i "Komm, du süsses Todesstunde" (BWV 161) fra september 1716. I Bachs kantater har blokfløjten ofte har en særlig funktion som illustration af tårernes flod og sorgfuld eftertanke. Akkompagnementet fra de to violingrupper og bratsch understreger smerten hos de troende, der føler sig ramt af Herrens vrede. Der forekommer sukkende "seufzer"-figurer i alle stemmerne, bortset fra continuogruppen. Korets tekst er da også hentet fra Klagesangene kapitel 1 vers 12: "Se jer omkring, om der findes en smerte, som den der ramte mig". Først sætter alt ind, så tenor, sopran og sidst bas. Denne langsomme indledende del af 1. sats blev ti år senere anvendt i Bachs "H-mol-messe", hvor det kan høres i delen "Qui tollis peccata mundi". Efterhånden er tre instrumenter mere trådt ind i satsen; en træktrompet, der følger sopran og to oboer da caccia, som følger alt og tenor. I den stilfærdigt sorgfulde sats er deres roller dog så diskrete, at deres farvning af korklangen kun anes. Senere introducerer alt et nyt og hurtigere fremført tema, der efter tenorernes indsats udvikler sig til en fuga med tekst fra den næste strofe i Klagesangen: "Thi Herren kuede mig på sin glødende vredes dag". Siden sætter basserne ind, mens koret akkompagneres af continuogruppen. Efter sopranens indsats tilføjes orkesterinstrumenterne ét for ét på korstemmerne, først med førstevioliner, derpå blokfløjterne der spiller selvstændige stemmer, obo da caccia II, bratsch, obo da caccia I, andenvioliner og til sidst træktrompet.
2. sats er et længere tenorrecitativ akkompagneret af blokfløjter, strygere og continuo. "Så klag da, tilintetgjorte Guds-stad, du stakkels sten- og askehob!" Dagens tekst er fra Lukas-evangeliets kapitel 19 vers 44, hvori Jesus forudsiger Jerusalems ødelæggelse. Mens strygerne spiller lange toner, har de to blokfløjter en mere prominent rolle med at illustrere den fortsatte tekst i recitativet: "Lad hele strømme af tårer flyde", som også illustreres med en lang melisme i tenorstemmen på ordet "strømme" (på tysk "Bäche"). Den tyske glose "Bäche" er i øvrigt flertalsformen af ordet "Bach", en å, bæk eller strøm. Her mindes man Beethovens ord "Nicht Bach, sondern Meer sollte er heissen!" ("Ikke Bach, men hav skulle han hedde!"). I recitativet refereres også til byen Gomorra, der ligesom Sodoma havde påkaldt sig Guds vrede for den usædelige livsførelse i byerne. Derfor "lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra" som der står i Første Mosebog kapitel 19 vers 24. I recitativet sammenlignes denne Guds straf med Jerusalems forestående ødelæggelse. Ordene "Gud bryder, efter megen tålmodighed, retfærdighedens stav" danner overgang til en arie, hvor Guds vredes uvejr bryder løs.
3. sats er en arie for bas, trompet, strygere og continuo. "Dit uvejr trak sig sammen i det fjerne, men dets lynglimt bryder endelig løs". Uvejret og lynene slippes løs i strygere og continuo, mens trompeten illustrerer det guddommelige. De første toner viser, at noget farligt er på færde med trompetens ukomplette fanfaresignal, der kun langsomt trækkes op til at havne på den rigtige sluttone. Et vigtigt ord i denne aries stormvejr af himmelsk vrede er "lynglimt" (på tysk "Strahl"), der kommenteres med en koloratur fra trompeten. Bassangeren har at lytte godt efter, hvordan den udsmykning udføres, for kort efter skal han selv udføre en melisme på netop dette ord over intet mindre end otte takter. Noget af en tour de force er det, men det er jo også elementerne, der raser i arien. Bassangeren er imidlertid ikke en personificering af vreden, men har snarere rollen som en sjælesørger, der midt i de sanglige udfordringer har overskud til at kommentere, at dette uvejr "må være ubærligt for dig". Det er ikke ofte, at Bach bruger basssanger og trompet til at udtrykke vrede, men det er en både betagende og foruroligende oplevelse, når det gøres som her.
4. sats er et recitativ for alt, som akkompagneret af continuogruppe løfter en advarende pegefinger, for ikke kun Jerusalem er syndigt. Alten synger: "Man kan allerede nu afsige denne dom over Jer: Da I ikke forbedrer Jer og dagligt forøger mængden af synder, må I alle forgå på skrækkelig måde." Bemærk, at ordet "skrækkeligs" (på tysk "schrecklich") på de sidste toner i recitativet udføres på et grumt klingende interval, som er yderligere forstærket af continuoets akkompagnement, der ender i en dyb, dyster akkord efter det sidste ord "forgå" (på tysk "umkommen"). Men når nøden er størst er hjælpen nærmest.
5. sats byder allerede fra de første toner på en så sælsom klangkombination, at vi skal tilbage til kantaten "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152) fra slutningen af 1714 for at finde lignende. Bach har ladet de to oboer da caccia spille unisont og udgøre en slags basstemme under de to blokfløjter. Denne instrumentationsteknik kaldes "Bassetchen", men er netop ikke basso continuo, hvilket betyder at musikkens faste grundlag mangler. I kantaten "Herr, gehe nicht ins Gericht mit deinem Knecht!" (BWV 105) brugtes det i 3. sats, hvor bratschen spillede den nederste stemme i en sats, der havde manglende sjæleligt fundament som overordnet tema. I lighed med "Tritt auf die Glaubensbahn" kominerer Bach gammelt og nyt, idet blokfløjter måtte anses som repræsentanter for den forgangne tid, mens de to oboer da caccia var noget af en nyskabelse. Lyden af to oboer da caccia kan godt nærme sig indtrykket af en barokfagot spillet i det høje leje. En hjælp i nøde kommer med altens tekst: "Alligevel vil Jesus også midt i straffen være de frommes skjold og forsvarer, han indsamler dem kærligt som sine får og kyllinger." De fire stemmer med oboer da caccia i bunden, altsanger og to blokfløjter i højden gør det til en uforglemmeligt intens arie. Et kontrasterende midterafsnit giver erindring om det uvejret, som bassen sang om i 3. sats. Altens strofer "når vredens uvejr belønner de syndige, hjælper han, så de fromme kan bo sikkert", bringer mindelser om uvejrets rasen i 3. sats.
6. sats er niende vers fra Johann Matthæus Meyfarts salme "O grosser Gott von Macht" (på dansk "O store Gud af magt"). De to blokfløjter er blevet tildelt nogle søgende passager mellem salmens enkelte strofer. Også continuoet tier i mellemspillene, hvor blokfløjterne spiller uden fast fundament. Der er ængstelse, tvivl og uro lige indtil koret i den sidste strofe har sunget "Beløn os ikke for vore synder". I sidste del danner hele ensemblet fundament under de flaksende blokfløjter, som til sidst falder til ro.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 533-537, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 302, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270-271, 274 |
