|
Tid og sted
Nittende søndag efter Trinitatis den 3. oktober 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Paulus' Romerbrev kap. 7, vers 24, salmevers af Martin Rutilius (1604), ukendt
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), trompet, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. satsens indledningskor sættes an af førstevioliner akkompagneret af andenvioliner, bratsher og continuo i en sørgmodig melodi. Det er de sukkende og klagende motiver, der dominerer. En tredelt takt kan synes at være et overraskende valg til en melodi, som skal udtrykke anger, men her er det rytmen i talesproget med tydeligt tryk på ordet "elendige" (på tysk "elender") der må have været afgørende. Først sopran og kort efter alt synger: "Ich elender Mensch". Teksten er fra Paulus' Romerbrev kap. 7 vers 24, "Jeg elendige menneske". Samtidig med altens indsats spiller også trompetisten en cantus firmus. Det er melodien til Nikolaus Hermans salme ved dødslejet "Wenn mein Stundlein vorhanden ist" (på dansk ”Når tid og time er for hånd, at jeg herfra skal fare”. Denne melodi havde Bach tidligere brugt som cantus firmus i 8. sats fra påskekantaten "Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret" (BWV 31) fra 1715 og igen i 7. sats i "Christus, der ist mein Leben" (BWV 95) fra september 1723. Salmens danske titel er "Når tid og time er for hånd, at jeg herfra skal fare" (1562). Salmetemaet spilles derpå af oboerne. Referencen til dødslejesalmen skyldes den fortsatte tekst fra Romerbrevet: "Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?" Efter et orkesterafsnit synger først bas, derpå tenor, sopran og sidst alt. Satsen igennem er det disse elementer, de fire stemmers indsatser, strygernes skift mellem akkompagnement og sukkende mellemspil, samt trompetens og oboernes salmecitater, som tilsammen udgør en rugende ængstelig begyndelse på kantaten. Kantaten har i øvrigt den pudsige detalje indbygget, at indledningskoret med al dets ængstelse har en varighed, som får det til at udgøre næsten halvdelen af værkets samlede varighed. Tiden går langsomt når man er i bekymringen, mens den går med raske fjed, når man er let af sind. Som hos et menneske, der er fastlåst i sin tvivl, rummer satsen ingen forløsende temposkift. Først på den sidste akkord stopper den ængstelige fremadskriden med en dur-akkord, som rummer et strejf af håb om udfrielse.
2. sats er et recitativ for alt, strygere og continuo. Allerede de første ord "Oh, smerte!" (på tysk "O Schmerz!") er musikalsk pointeret med et smertemotiv over den faldende sekst, det vil sige seks toner nedad. Ligeledes falder "o elendighed!" (på tysk "o Elend!") endnu dybere, over syv toner, kaldet en septim. Altens recitativ handler om syndens gift, der raser i brystet og blodårerne. Desuden vendes der i barokpoesiens bastante billedsprog tilbage til metaforer, som i nogen grad plagede teksten til kantaten "Es ist nichts gesundes an meinem Leibe" (BWV 25) fra slutningen af august 1723. Der blev hele verden sammenlignet med et hospital, fordi menneskeheden er syg af den synd, som kun Kristus kan helbrede. Nu er sammenligningen gået skridtet videre: "Verden er mig et sotte- og lighus og legemet må sine plager hele vejen til graven bære". Efter afrundingen af det noget dystre fremtidsperspektiv, da alten har sunget "bære" (på tysk "tragen") spiller strygere og continuo en kadence, der kunne give det indtryk, at recitativet nu er slut. Imidlertid rummes forhåbningen i den følgende del. Det høres i det svævende og ivrigt modulerende akkompagnement i strygere og continuo, men selvsagt også i altsangerens toner og tekst: "Kun sjælene mærker den stærkeste gift hvormed de er smittede; derfor, når dødens smerte rammer kroppen, når korsets kalk smager ham bittert, da udstøder sjælen et inderligt suk". Traditionen tro synges sukket over en "seufzer"-figur. Markant er også recitativtes slutakkord som i sig selv virker forløsende.
3. sats' salmeindslag med fjerde vers fra Martin Rutilius' "Ach Gott und Herr, wie gross und schwer" (1604) giver altsangeren ˝ minuts tid til at trække vejret inden en stor arie i 4. sats. Der kan dog være grund til at opholde sig en kort stund ved salmeversets tekst: "Hvis det være så/at straf og pine synden følge må/så kom straks her/og skån mig dér/og lad mig her og hisset sone vel". Dette lille intermezzo efter altens bodfærdige recitativ og arien, er en forudsæting for den bemærkelsesværdigt frejdige arie
i 4. sats, som begynder med et forspil fra førsteobo akkompagneret af continuo. Det er en ubekymret og meget melodiøs altarie med teksten: "Åh, sæt en stopper for syndige medlemmers Sodoma, så meget som det er din vilje. Men skån sjælen og rens den så den må blive den hellige Zion for dig". Arien er en lille kammermusikalsk sats midt i kantatens alvor. Placeret midt i en forholdsvis sjælden syvsatset struktur, rummer den et centralt glædesbudskab, som her får en fornem behandling af alt, obo og continuo.
5. sats er et recitativ for tenor og continuo med svar på spørgsmålet i 1. sats fra Paulus' brev til romerne: "Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?" Tenoren kundgør nemlig her i 5. sats' recitativ: "Her gør frelserens hånd imidlertid også undere, selv blandt de døde. Lader det til at din sjæl er død, din krop svækket og nær gået til grunde, så bliver Jesu kraft bekendtgjort for os: Han ved hvordan man, selv i sjælelig svaghed, gør kroppen rask og ånden stærk." Et markant ord er "svækket" (på tysk "geschwäckt"), som synges over på en halv tone, der faktisk får musikken til at lyde svagelig.
6. sats er en arie for tenor, oboer, strygere og continuo. I modsætning til det korte salmevers mellem 2. og 4. sats er der her ingen stødpude mellem solistens recitativ og arien. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de to kantater fra midt i september og begyndelsen af oktober 1723 kun har solistiske roller til alt og tenor. Denne arie er mere alvorstung end altens frejdige arie i 4. sats, men ikke desto mindre fortrøstningsfuld takket være den dansende rytme og oboernes farvning af strygerklangen. Teksten er som en bøn: "Tilgiv mig, Jesus, mine synder, da bli'r min krop og sjæl rask! Han kan opvække de døde og viser sin kraft i de svagelige, han holder den ældgamle pagt, at vi finder hjælp i troen."
7. sats er det tolvte vers af salmen "Herr Jesu Christ, ich schrei zu dir" (Freiberg 1620), der lige som salmeverset i 3. sats er holdt i enkelt firstemmig stil med instrumenterne på de de fire kortstemmer. Gendigtet kunne verset lyde: " Herr' Jesus Krist, du al min trøst/til dig vil jeg mig vende/min hjertekval du kender til/du kan og vil den ende/og med din vilje skal det ske/gør, kære Gud, det du vil se/din er jeg og forbliver.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 638-641, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270, 271 |
