|
Tid og sted
Søndag efter nytår den 4. januar 1733 i Leipzig.
Tekstforfatter
Christoph Birkmann (1703-1771) (1., 2., 3., 4. og 5. sats), et salmevers fra 1587 af Martin Moller (1. sats) og et salmevers fra 1610 af Martin Behm (5. sats)
Besætning
Sopran (menneskesjæl), bas (Jesus), obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er for sopran, bas og orkester. Den er i C-dur, går i 3/4-takt, og har tempobetegnelse adagio. I værkets ikke længere bevarede urform fra Leipzig i januar 1727 var der ingen sopranarie i 3. sats, og det eneste akkompagnement udgjordes af strygere og continuo. Her i den bevarede 1733-version (der muligvis er fra 1734 i stedet) medvirker også to oboer og taille, hvilket kan være med til at give satsen et strejf af sentimentalitet. Albert Schweitzer skriver i sin gennemgang af forskellige rytmemønstre i Bachs værker om netop denne kantates indledningssats: ”Denne rytme (…) udtrykker stærke affekter, undertiden glædesfyldte, mens mest af smertelig art. Bach anvender dem fortrinsvis til gengivlse af forfærdelse, forskrækkelse eller fortvivlelse.” Med kombinationen af sopranens bange menneskesjæl og bassens beroligende Jesus, der her skal forenes symbolks sådan at menneskesjælen tager Jesus ind, føjer denne kantate sig til en lang række andre. Tidligere eksempler på dette kan høres i "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152) fra 30. december 1714, "Selig ist der Mann" (BWV 57) fra 26. december 1725, "Liebster Jesu, mein Verlangen" (BWV 32) fra 13. januar 1726, "Ich geh und suche mit Verlangen" (BWV 49) fra 3. november 1726, "Ich lebe, mein Herze, zu deinem Ergötzen" (BWV 145) fra 19. april 1729, og "Wachet auf, ruft uns die Stimme" (BWV 140) fra den 25. november 1731.
Her i ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” synger sopranen netop første vers fra Martin Mollers salme fra 1587: ”Ak, Gud, hvor mangen hjertekval/møder mig i denne tid/den snævre vej er trængselsfuld/ den, som jeg skal drage til himlen ad”. Ind i mellem disse strofer beroliger bassen i vidt elaborerede tonestrømme: ”Vær tålmodigt, mit hjerte/det er onde tider/men vandringen mod salighed/leder os til glæde efter smerten/vær blot tålmodigt, mit hjerte/dette er onde tider!” Sopranen forstærkes af taille.
2. sats er et recitaiv for bas og continuo: ”Selv hvis den onde verden forfølger dig/så har du dog Gud som ven/som også står bag dig/når dine fjender står for dig…” Recitativet er ganske tekstillustrerende – for eksempel ordet ”nat” (på tysk ”Nacht”), som skal synges over en forslagsnode en stor septim ned fra a til Bb. Recitativet er rigt på referencer til bibelske personer som Herodes og Joseph. Der sluttes med forsikringen: ”Når syndflodens vand skal drukne dig/da vil jeg ikke forlade eller forsømme dig.”
3. sats er en arie for sopran, continuo og obligat violin. Arien indgik ikke i den oprindelige version fra 1727 af kantaten, så den er en ny tilføjelse til Bachs 1733/34-version. Den indledes af en tolv takters instrumental indledning for violin og continuogruppe. I sin taktfaste opbygning af temaets ottendedele kan det minde om første sats i dobbeltkoncerten i c-mol for obo, violin, strygere og continuo (BWV 1060), der i øvrigt også høres i en d-molversion svarende til tonearten i denne arie. Sopranen skal ikke synge opera her, men snarere lyde som en ængstelig kordreng i 1730ernes januarkolde Leipzig. ”Jeg er tilfreds med min lidelse/for Gud er min fortrøstning/jeg har et sikker brev og segl/og dette er en sikker slå/som helved’ ikke kan bryde.” Med sin placering som 3. sats i en kantate med fem satser står dette sjælens statement helt centralt – omkranset af to recitativer i 2. og 4. sats og to duetter med salmevers i 1. og 5. sats. Man forstår udmærket hvorfor Bach valgte at slå kantantens pointe helt fast.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo ”Kan verden ikke holde op med/at hade og forfølge mig”, der efterfølges af en fin ariosodel: ”Da viser Gud hånd mig/et andet sted/Ak! Kunne det ske allerede i dag/at jeg måtte se mit Eden!” Nu kan der frejdigt brydes ud i sang og vi lægger verdens kvaler bag os i
5. sats sættes an af orkestret, og særligt i udgaver med barokinstrumenter vil man kunne høre hvordan de to oboister, der har pustet ud siden den lettere sentimentale 1. sats i adagiotempo, nu får lov til at sætte an på instrumentets dybeste tone c1, mens oboer, taille og strygere har bevægelser opad mod himlen, bevæger continuobassen sig nedad hele vejen fra c1 til C to oktaver under. Det er en smuk scene at træde ind på for sopranen, som igen har fået en enkelt salmemelodi, men denne gang andet vers fra Martin Behms salme fra 1610 ”O Jesus Christ, meins Lebens Licht”. Sopranen synger de fire strofer: ”Jeg har en rejse svær for mig/til dig i himlens paradis/dét er mit rette fædreland/for det har du udgydt dit blod”. Sopranen forstærkes af taille. I sin første indsats gentager bassen temaet som vi fra start hørte i oboer og strygere. Bassen fortsætter i samme trøsterige spor som hans tekst i 1. sats: ”Vær trøstet, trøstet, I hjerter/her er angst, dér herlighed/og glæde til hver en tid/som overvinder alle smerter/vær trøstet, trøstet, I hjerter/her er angst, dér herlighed!” Det er bassen, som sammen med orkestrets livlige sekstendelsnoder afrunder satsen og færden mod det himmelske paradis for sjælen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 199-203, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 283, John Eliot Gardiner: Teksthæftet til Soli Deo Gloria 150 p. 15, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 486, 487, 627-628 |
