|
Tid og sted
Pinsedag den 16. maj 1723 i Leipzig. Kantaten blev også opført pinsedag den 28. maj 1724.
Tekstforfattere
Johannes-evangeliet kap. 14 vers 23, Erdmann Neumeister (1671-1756), salmevers af Martin Luther (1524)
Besætning
Sopran, bas, kor (SATB), trompet I, II, pauker, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. satsens tekst kommer fra Johannnes-evangeliets kap. 14 vers. 23 "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham". Den synges i en smuk duet mellem sopran og bas. Der er et karakteristisk tema, som tager hensyn til talesprogets rytme i sætningen "den, der elsker mig" (på tysk blot "wer mich liebet"), der udføres "weeer mi-i-ich liebet". Understregningen markerer her, at netop dette ord, elsker, er placeret på det betonede taktslag. Det lille tema indleder satsen, hvor det spilles af førsteviolin. Sopran og bas synger det i deres første indsats og flere gange gennem satsen. Endelig høres temaet et par gange fra førstetrompeten som en diskret påmindelse om kærlighedsbudskabet. Trods den festlige besætning med trompeter og pauker er der en intim og fortrolig stemning over denne indledningssats. Bach er vendt tilbage til en lys klangkombination, som han ni år tidligere havde brugt i "Ershallet, ihr Lieder, erklinget, ihr Saiten" (BWV 172). Også der medvirkede der trompeter, pauker, strygere og continuo i indledningssatsen. Det giver en tydeligere strygerklang, idet den ikke farves af træblæsere som blokfløjter, tværfløjter eller oboer. I stedet sættes strygerne overfor de to blidt klingende trompeter. Det lyder lyst og klart som lun luft på en forårsdag, og man kan næsten se for sig, at pinsesolen danser i den tidlige majmorgen, når trompeterne kommer som budbringere fra det høje.
2. sats er et recitativ for sopran akkompagneret af strygere og continuo. Sopranen i rollen som menneskets sjæl reflekterer "Åh, til hvad nytte er æren, som Jesus sætter for os?" Man kan igen høre, at et spørgmål afsluttes på en høj tone på "sætter" (på tysk "setzt?"). Videre synges: "han, der værdsætter os sådan og lover os, at både Fader og helligånd vil indfinde sig i vore hjerter?", og derpå "Mennesket er støv". Her synges "støv" på den dystre klang fra en formindsket akkord i strygere og continuo. Dette to minutter lange recitativ, der til sidst bliver en arioso foredraget i mere fast tempo, har en meget dramatisk nerve. Til sidst efter teksten "Ham skal hver og en elske", falder satsen dog til ro i en melodisk slutning fra sopranen og en lille efterfølgende afrunding fra continuoet.
3. sats og 4. sats er henholdsvis et salmevers og en basarie. Da der ikke er flere satser i kantaten, står mange opførelser og indspilninger noget tvivlende over for, hvordan man skal få afsluttet denne korte men meget høreværdige kantate. En anvendt løsning er et salmevers mere efter bassens arie, men det virker ikke rart. Det skyldes dels, at netop disse salmevers af Luther er ganske lange, dels at man så lader en tredjedel af kantaten optage af salmeversene, hvilket giver dårlig balance. Erdmann Neumeisters "Geistliche Cantaten statt einer Kirchen-Music" fra 1714, som teksterne jo stammer fra, foreskriver syv satser i alt, men det har Bach altså valgt at se bort fra. Den mest afrundede måde at håndtere udfordringen er en rask ombytning af satserne 3 og 4: Bassen synger sin arie efter sopranens recitativ og hele herligheden slutter med et salmevers. Det er muligvis uvidenskabeligt, men det virker, og der findes trods alt ikke et Bach-politi, der kommer med et fogedforbud. Det anbefales derfor ved lytning og ved live-opførelser af kantaten at foretage denne ombytning, der også forudsættes gennemført i følgende gennemgang.
3. sats er dermed en basarie med obligat soloviolin og continuo. "Den ganske verdens kongeriger, den ganske verdens herlighed, kan fryden ikke efterligne, som findes i Guds kærlighed", kunne en gendigtning af bassens aries første strofer lyde. Violinens stemme er overordentlig dejlig, men rummer ingen udfordringer, der ikke ville kunne klares af en habil amatørviolinist. Tekstens påpegning af, at alverderns konger ikke kan måle sig med Guds herlighed kender vi på dansk blandt andet fra salmen "Op, al den ting, som Gud har gjort", hvor vers 2 lyder "Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted' ej det mindste blad at sætte på en nælde". Den tekst er af Hans Adolf Brorson, som skrev sin salme 20 år efter Erdmann Neumeisters tekstsamling udkom.
4. sats er et afsluttende salmevers med det første vers fra Martin Luthers "Kom heiliger Geist, Herre Gott", der på dansk findes i salmen "Kom, helligånd, Gud herre from". I satsen følger førsteviolin korsopran, mens andenvioliner og bratscher har selvstændige stemmer. Det hører man dog ikke rigtig med mindre man har en dirigents fintunede hørelse, for der er ikke tale om diskantstemmer i den forstand, Bach anvendte det i en del af kantaterne fra årene ved hoffet i Weimar. Albert Schweitzer har fremført den interessante betragtning at de to midterstemmer skal give illusionen om en fuld firestemmig korklang til trods for at der kun medvirker én sopran og én bas i kantaten.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 396-399, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 295 †, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp xxiv, 242 |
