|
Tid og sted
Anden påskedag den 2. april 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Lukas-evangeliet kap. 24 vers 29 (1. sats), to salmevers af henholdsvis Philipp Melanchton (1551) og Nikolaus Selnecker (1572) (3. sats) og Martin Luther (1542) (6. sats), ukendt forfatter (2., 4. og 5. sats)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, obo da caccia, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor, der sætte an af orkestrets to trestemmige grupper – to oboer og obo da caccia samt violin I, II og bratsch – akkompagneret af continuogruppen (piccolocelloen har kun en rolle i 3. sats). Der er formentlig indlagt en symbolik i det forhold, at der netop er tre i hver gruppe, og den symbolik knytter an til anden påskedags evangelietekst, der derfor kort skal nævnes. Lukas-evangeliets kap. 24 vers 13-35 har titlen Vandringen til Emmaus, hvor to disciple dagen efter fundet af den tomme grav vandrer fra Jerusalmen mod Emmaus og undervejs får følgeskab af Jesus, men uden at kunne genkende ham. Disciplene udtrykker en skuffelse over, at ham, de troede skulle forløse Israel, ikke har gjort det. Jesus udlægger teksten for dem, mens de går, og lader som om, han vil gå videre, men disciplene siger de ord, der udgør teksten til indledningskoret: ”Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.” Først da Jesus velsigner brødet, bryder det og deler ud til dem, ser de hvem han er. Dermed er ”Bliv hos os!” de forløsende ord, der muliggør genkendelsen. Set i dén optik er det klart, at Bach til netop denne helligdag ikke havde brug for at basere sin kantate på en velkendt salme, men måtte bruge skriftstedet i Lukas 24, 29, der jo siger alt, hvad der skal siges. Modsat messingblæsere som horn og trompeter, der via deres naturtonerække og majestætiske klang anses for at repræsentere det guddommelige, så er træblæsere som oboer bærere af de menneskelige karaktertræk. Allerede fra de første takter høres de to oboer, som symboliser de to disciples vandring. Til denne lille gruppe har Bach føjet den dybere obo da caccia. Herom har Ludwig Prautzsch i bogen Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs skrevet: ”Vi har allerede set at i kantater med den blandede besætning [af oboer og obo da caccia] er der tale om mennesker, der allerede befinder sig på vejen til Jesus […] I påskekantaten BWV 6 er det de to disciple, som Jesus åbenbarer sig for, på vejen mod Emmaus.” Også Albert Schweitzer peger på musikalske særtræk i indledningskoret, hvor koret på ordene ”Det er snart aften og dagen er allerede gået på hæld” (på tysk ”denn es will Abend werden und der Tag hat sich geneiget”) synker ned i dybden som om nattens mørke lægger sig tungt over dem. Desuden udfører såvel obogruppe som strygergruppe på skift en ængstelig bæven over en serie gentagne ottendedelsnoder. Ofte udtrykker musikskribenter en vis ærgrelse og undren over, at Bach fra og med denne kantate til anden påskedag forlod koralkantaterne, hvor alle tekster i større eller mindre grad er bygget over velkendte salmevers. Indledningskoret som, med Albert Schweizers ord er ”et mesterværk af musikalsk poesi”, kunne dog ikke have været bedre med nogen anden tekst.
2. sats er en arie for alt, continuo og obligat obo da caccia. Hver stemme bærer sin symbolik; alten er det troende menneske, der stiller sig frem foran guddommen, continuogrupper er altings fundament, og valget af obo da caccia – der var jo både de almindelige oboer og violiner at tage af i orkestret – er symbol på, at Kristus har vundet det troende menneske for sig. Først synger det troende menneske en langsom tilnærmelse til guddommen, på samme måde som når Bach skrev til en konge eller en fyrste: ”Højlovede Gudssøn/lad det ikke byde dig imod/at vi nu foran din trone/fremfører en bøn.” Ariens centrale budskab høres først efter denne indledning. ”Vær, ak vær vores lys/mens mørket falder på.” (På tysk ”Bleib, ach bleib unser Licht/weil die Finsternis einbricht”). Tysklærere kan forelæse længe om de flere betydninger af verbet ”bleiben”, der jo også indleder kantatens 1. sats og kommer igen i
3. sats, der er en koral for sopran, continuo og obligat piccolocello. Teksten i første vers er Philipp Melanchthons oversættelse fra 1551 af den latinske hymne ”Vespera iam venit”, mens andet vers er fra 1572 og af Nikolaus Selnecker, der også skrev yderligere fire vers til denne salme (ikke med her). Selv sammenlignet med andre satser i samme kategori som 3. sats i ”O, schmücke dich, o liebe Seele” (BWV 180) er der tale om en meget vellykket kombination af sopranstemme (eller sopranstemmer i udgaver, hvor alle korets sopraner deltager), og piccolocelloen i en virtuos medierende rolle mellem sopran og continuo. Første vers gentager for så vidt tekster fra kantatens 1. og 2. sats med bønnen til Jesus om at blive nu hvor mørket falder på og en sammenligning af Gudsordet med et lys i mørket. I andet vers med tekst af Selnecker bedes om, at Guds ord og sakramente også er med os i triste tider.
Den højtidsfulde sats ville have glædet en komponist som briten Ralph Vaughan Williams, der i visse passager af sin ”Flos Campi” (på dansk ”Markens blomster”) fik lignende klange ud af et damekor og en solistisk bratsch. Pudsigt nok er dét musikstykke komponeret i 1925 - præcis 200 år efter kantaten.
4. sats er et recitativ for bas og continuo. Ret illustrativt synges først i recitativet sætningen ”Mørket har mange steder fået overtaget” med dybe toner i basstemmen og en flad akkord i akkompagementet på ordet ”mørke” (på tysk ”Dunkelheit”). Sangeren har også svar på, hvorfor det er kommet så vidt. Det er fordi små og store ikke har vandret retfærdighedens vej, men handlet mod deres pligt som kristne. ”Derfor har du også væltet lysestagen”, afsluttes recitativet. En bøn om at få lyset tændt må vente lidt.
5. sats er en arie for tenor, continuo og strygere hvorfra en violin hyppigt skiller sig ud med solistiske passager. Temaet i første takt over tonerne g-d-b-f# antages at forestille et kors, der kan aflæses grafisk i nodebilledet. Efter temapræsentation fra den samlede strygergruppe og continuo skiller soloviolinen sig ud med triolbevægelser. Tenorens smuk adstadige melodi taler da også, lige som korsets symbol, om at se Kristus: ”Jesus lad os se på dig/så vi ej/går ad syndens vej.” Gangen er illustreret med satsens jævne tempo. Der er ikke noteret andante (der betyder gående), men det er sådan satsen bør spilles. Arien har, selv om det kunne lyde sådan, ikke da capo form. I en kontrasterende og mere bevægelig del synges om det lys, der blev væltet i slutningen af 4. sats’ recitativ ”Lad dit ords lys skinne lyst på os/ og altid betyde at du er trofast.” Samtidig med tenorens sidste tone præsenterer strygergruppen igen korsmotivet g-d-b-f# hvorpå soloviolin tager over og akkompagneret af violiner, bratscher og continuo afslutter satsen ned til den dybe g-streng.
6. sats er det afsluttende salmevers med andet vers fra Martin Luthers salme ”Bevar os, Herre, på dit ord”. Sopranstemmen følges af obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af bratsch og obo da caccia, mens continuobassen følger basstemmen og orgel (og cembalo) spiller akkorder. Solisten fra 3. sats, piccolocello, spiller ikke med i slutkoret. Teksten i det korte vers lyder: ”Bevis din magt hr. Jesus Krist/du, som er herrernes herre/beskærm din stakkels kristenhed/som priser dig i evighed.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 319-322, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, pp. 7-8, 334-336, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs p. 28, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 707-708 |
