|
Tid og sted
Søndag efter påske den 16. april 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, Paulus’ Andet Brev til Timoteus kap. 2 vers 8, salmevers af Nikolaus Herman (1560) og Jakob Ebert (1601)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn (corno da tirarsi), tværfløjte, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et indledningskor af den slags, der gør Bachs kantatekunst til noget helt særligt. Til påskedagene genbrugte han verdslige kantater fra Köthentiden. Dette var sikkert nødvendigt efter den arbejdsbyrde at få langfredagens ”Passion Secumdum Johannem” gennemført. Her - til søndagen efter påske - er det som om Bach igen har fået tid til at gøre sit bedste og sætte det hold af sangere og musikere, der kunne forløse dagens tekst fra Johannes-evangeliet kap. 20 vers 19-31 om, hvordan den opstandne Jesus viser sig for sine disciple. På sangerholdet fortsætter tendensen fra de første måneder af 1724, hvor det lader til, at Bach kun sjældent har haft en god sopran til rådighed. Derimod er der fint materiale til alt, tenor, bas og koret. På musikersiden er det nu glemte instrument corno da tirarsi (et horn som med en lille trækbøjle kunne spille flere toner end naturtonerækken) formentlig blevet spillet af Gottfried Reiche, mens de to oboer d’amore er blevet varetaget af Johann Kaspar Gleditsch og Johann Gottfried Kornagel. Herudover giver kantaten, og ikke mindst indledningskoret, mulighed for at nyde en ny klangfarve på tonemalerens palet. Det er tværfløjten, flauto traverso, som her optræder i en kantate for første gang siden Bachs Köthen-tid, hvor der var to tværfløjter med i ”Durchtlauchtster Leopold” (BWV 173a) fra den 10. december 1722. Vi kender navnene på andre musikere, men hvad med tværfløjten? Hvis man finder en anbefaling, som den imødekommende og venlige Bach udstedte i maj 1727, kan man om Friedrich Gottlob Wild læse følgende skudsmål: ”Gennem de fire år, han har boet her på universitet, har han altid vist sig som flittig og hårdtarbejdende, og på den vis har han ikke kun hjulpet ved at udsmykke vores kirkemusik med gode evner på flauto traversiere og clavecin…”. F. G. Wild kunne således teoretisk set godt være den udøver af tværfløjtespillets ædle kunst, som gjorde det muligt for Bach at bruge instrumentet i en kantate fra midten af april 1724. Bemærk også, at der kun er én enkelt tværfløjte med, mens der – som vanligt – er to oboer. Allerede i de første takter ses og høres det, at tværfløjtens helt nye klangfarve stilles overfor de to oboers. Hornet citerer påskehymnen ”O, Guds uskyldige lam” (”O, Lamm Gottes, unschuldig”) mens hele koret efter det orkestrale forspil ligeledes maner til ihukommelse af Kristus med tekst fra Paulus’ Andet Brev til Timoteus kap. 2 vers 8: ”Husk på Jesus Kristus, opstået fra de døde.” Satsen har kun denn ene tekstlinje: 1) husk Jesus Kristus 2) opstået fra de døde. Den instrumentale introduktion fører til to længere kordele, hvor tekstlinjens to led bearbejdes musikalsk.
2. sats er en arie for tenor, strygere, basso continuo og en træblæserlyd, som kan være tværfløjten alene, obo d’amore I alene - eller dem begge sammen. Efter at lyttet til flere versioner, er jeg overbevist om, at det valg, som barokeksperten og violinisten Sigiswald Kuijken gjorde ved en liveopførelse i Lyon, at lade tværfløjten spille alene, lyder allerbedst. Med tværfløjten alene introducerer arien en ny galant og næsten aristokratisk klang. Tenoren synger: ”Min Jesus er opstanden, men hvad frygter jeg nu? Min tro kender til frelserens sejr, dog føler mit hjerte strid og krig, min frelser, kom til syne!” I den hidtil eneste tidligere kantate med tværfløjteklang, ”Durchlauchtster Leopold” (BWV 173a) fra 1722 havde fløjterne illustreret strofen "Gylden sol, glade timer, som himlen selv forbinder, man atter finder". Solskinsfornemmelsen er ikke ulig tenorens ønske, om at frelseren viser sig, hvilket dog først kommer til at ske i kantatens 6. sats.
3. sats er et kort recitativ for alt og basso continuo. Gennem en henvendelse til Jesus formaner alten koret (og dermed menigheden) til at stemme i med en lovsang i
4. sats, hvor kor og orkester synger første vers af en påskesalme fra 1560 af Nikolaus Herman. Sopranen følges af både horn, tværfløjte, obo d’amore I og violin II, mens obo d’amore II og violin II er på alten, bratsch på tenoren og basso continuo med udgangspunkt i basstemmen. Melodien er også af Herman, hvis tekst lyder: ”Oprunden er den glædens dag/derover kan ingen glæde sig nok/Kristus vores herre triumfere i dag/alle hans fjender er ført bort fangne/Halleluja!”
5. sats er fortsættelse af altens recitativ i 3. sats med en udtrykt tvivl om de fjender, som vi hørte var ført bort i fangen tilstand i slutningen af 4. sats’ salmevers, er nu også er sat helt uden for indflydelse på den troende, som afventer det tidspunkt, hvor Jesus tilsynekomst efter genopstandelsen gør det muligt at lade al tvivl fare.
6. sats er en arie for bas, kor (SAT) og orkester. Grundlæggende består den af to ingredienser: Kaos eller Jesus. De truende fjenders kaos høres først i det tumultariske motiv, som strygerne sætter satsen an med. Det afbrydes af Jesus ord, da han viser sig for disciplene: ”Fred være med Jer” (Joh. 20, 20-21). Hilsenen er akkompagneret af blide toner fra tværfløjten og oboer d’amore. Verdens frygt må vige, men tumulten bryder løs igen, mens koret – disciplene – beder Jesus om at kæmpe med dem. Denne grundform; tvivl med tumultagtig strygerledsagelse afløst af fred-være-med-jer-afsnit til blide træblæserklange danner et af Bachs mere dramatiske tonemalerier med fire gange tumult, fire gentagne hilsener fra Jesus (bas) og en fornem afbalancering af de klanglige virkemidler i orkestrets grupper. Dog medvirker hornet ikke her.
7. sats’ salmevers afslutter kantaten med samme fordeling af korstemmer og instrumentalstemmer som i 4. sats. Teksten er fra det første vers af Jakob Eberts salme fra 1601 ”Du Friedesfürst, Herr Jesus Christ”.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 332-336, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, pp. 312-13, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
