|
Tid og sted
Sankthansdag den 24. juni 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Christ under Herr zum Jordan kam” af Martin Luther (1541), der uændret er benyttet i 1. og 7. sats. Tekstbearbejderen til sats 2, 3, 4, 5 g 6 er ukendt.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er indledningsvis for orkester, og efter tolv takters instrumentalt forspil ligeledes for koret. Strofen ”Kristus vor Herre kom til Jordan” har inspireret Bach til at lade himmelkongens ankomst foregå i form af en fransk ouverture med skartp punkterede rytmer. Allerede i første takt skvulper en bølgebevægelse i continuobassen – et stiltræk, der også går igen strygerstemmerne bratsch, anden- og førsteviolin. Bølgerne er naturligvis fra floden Jordan, hvor Jesus bliver døbt af Johannes Døberen. Allerede inden korets første indsats er scenen dermed skitseret med højtideligt kongeligt indtog og bølgebevægelser under det hele. I orketerforspillet bemærker man, udover continuogruppe og strygere, også to oboer d’amore, der er som fisk i vandet i denne sats. Desuden bølger flodens vande i en soloviolin med talrige akkordbrydninger og raske solopassager. Et særligt træk ved Bachs koralkantater hvoraf denne sankthanskantate er den tredje i en række, som indledtes med ”O Ewigkeit, du Donnerwort” (BWV 20) til første søndag efter Trinitatis, er, at det jo er en digters salmepoesi, som nu er tekstgrundlaget, og ikke de mere specifikke skriftsteder. Det skal nævnes, at Jesus’ ankomst til og dåb i Jordan optræder hos alle fire evangelister, men ordlyden i Luthers vers ligger tættest på Matthæus-evangeliets kap. 3 vers 13: ”Da kom Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.” Den første korstemme, der dukker op fra flodens små krusninger, er tenoren med en cantus firmus. I sine første tre koralkantater har Bach ladet indledningskorets cantus firmus gå på omgang: Sopran i ”O Ewigkeit, du Donnerwort” (BWV 20), alt i ”Ach Gott, vom Himmel sieh darein” (BWV 2), og tenor her i ”Christ under Herr zum Jordan kam” (BWV 7). Om bassangerne også fik en cantus firmus må læseren – ligesom menigheden og korsangerne i Leipzig anno 1724 – vente lidt med at få svar på. Den originale salmemelodi er af Johann Walter. Flodens strømmen i orkestret fik 150 år senere en efterfølger i Bedrich Smetanas ”Moldau”, der ligesom denne sats står i tonearten e-mol.
Salmemelodien i tenor indrammes af en vidt forgrenet flerstemmighed i de øvrige korstemmer, der også omfatter forskellige imitationer af melodien. Teksten fra dette første vers i Luthers dåbssalme lyder i sin helhed: ”Kristus vor Herre kom til Jordan/efter sin Faders vilje/modtog dåben fra Sankt Johannes/for at fuldende sit værk og sit kald/han vil også indstifte et bad for os/der kan bortvaske vore synder/og drukne den bitre død/gennem sit eget blod og sine vunder/skænkede han os nyt liv.”
2. sats er en arie for bas og continuogruppe: ”Bemærk og hør, I menneskebørn, hvad Gud selv kalder dåben”, synger bassen i sin ret ordtro gengivelse af indholdet i andet vers af Luthers salme. I noterne til indspilningen fra Bach Cantata Pilgrimage foreslår John Elior Gardiner, at satsen kan være en parodi på udtryksmåde og formuleringer hos en bestemt af præsterne i Leipzig fra Bach samtid. Satsen her minder da også om 5. sats i ”Barmherziges Herze der ewigen Liebe” (BWV 185) fra juli 5. sats 1715 og 3. sats i ”Bereitet die Wege, bereitet die Bahn” (BWV 132) fra december samme år. Da var det muligvis fyrsten, den pedantiske Wilhelm Ernst, som blev parodieret. Hvis der er tale om et skjult portræt her i kantaten, virker det som en lidt mere godmodig parodi, lidt i stil med Edward Elgars senere ”Enigma-variationer”. Er det måske personens overspringshandling, der lyder i continuobassens hurtige bevægelser nedefter?
Satsen er en dacapoarie med et kort B-stykke i paralleltonearten e-mol, inden A-stykket i G-dur gentages.
3. sats’ recitativ for tenor og continuo handler om Guds hensigt med Kristi dåb. Både i originalverset og bearbejdningen optræder Guds stemme, men uden at den, som det ellers er sædvane, lægges over i en replik for bassangeren. Måske har det virket upassende efter parodien i 2. sats. I stedet er det et ”rigtigt” tenorrecitativ med flere høje a’er og en dramatisk deklamation, der kan minde om evangelistens rolle i ”Passion Secundum Joannem” (BWV 245) fra april samme år.
4. sats er en arie for tenor, to violiner og basso continuo. Satsen har giguens karakter, dvs. en livlig dans, der oprindelig stammer fra De Britiske Øer. Der er et fireogtyve takter langt forspil for de to violiner og continuogruppen, og satsen afsluttes også af en instrumentaldel af rundt regnet samme varighed. Det er teksten om trefoldigheden – Faderen, Sønnen og Helligånden – tenoren synger i et højt leje: ”Faderens stemme lod sig høre/sønnen, der udfriede os ved sit blod/blev døbt som et sandt menneske/helligånden viste sig som due...”, og netop duens cirklende flugt gennem luften høres i violinstemmernes opadstigen.
5. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Som sådan har verset fra Luthers salme ikke meget af gøre med Johannes Døberen, der jo ellers er dagens helgen. Strygerklangen i recitativet viser glorien om Jesus’ hoved, og teksten i både Luthers vers og bearbejdningen til brug i denne koralkantate indeholder en omformuleret version af Missionsbefalingen, som her hos Luther lyder: ”Gå ud i hele verden og lær alle hedninger i verden, som tror og bliver døbt, at de vil blive retfærdige og velsignede.”
6. sats’ arie for alt, oboer, strygere og continuo introducerer en mindre brugt satstype, nemlig en såkaldt ”cavata”. Det er en satstype fra barokken i stil med arien. I første halvdel af 1700-tallet var det en arietype med instrumentalt akkompagnement, der er sat til blankvers eller rimede vers, men ikke i da capo-form. Fra ca. 1750 blev ordene cavata og cavatina brugt uden skelnen. I vore dage er den mest kendte cavatina fra filmmusikkens verden, nemlig "Cavatina" for guitar og strygere fra Oscar-vinderen "The Deer Hunter". Alten går lige på uden instrumentalt forspil, men efter fire takters sang følger der fire takters instrumental ritorneldel. Teksten fra sjette vers i Luthers salme lyder: ”Menneske tro på denne nåde/at du ej i synden dør/og ej heller går til grunde i Helvedes-pølen/Menneskeværk og -hellighed/tæller ikke foran Herren/Vi fødes i synd/og fortabes af vores natur/tro og dåb gør os rene/så vi ikke skal være fordømte.”
7. sats er det afsluttende vers med Johann Walters melodi og syvende vers af Luthers salme. De to oboer og violin I følger sopranstemmen, violin II følger alt, bratsch tenor, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Teksten lyder: ”Øjet kan kun se vandet/når mennesker hælder det/kun troen forstår kraften/i Jesu Kristi blod/og har man for sig en blodrød flod/farvet rød af Kristi blod/der kan hele enhver skade/nedarvet fra Adam/og også dem, vi selv har begået.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 757-761, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 275 |
