|
Tid og sted
Reformationsdagen den 31. oktober 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salme 84 vers 12 i Salmernes Bog (1. sats), salmevers fra 1636 af Martin Rinckart (3. sats), salmevers fra 1575 af Ludwig Helmbold (6. sats), ukendt forfatter (2., 4. og 5. sats)
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), horn I, II, pauker, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo. Ved senere opførelser af denne kantate spillede tværfløjter unisont med på obostemmerne til 1., 3. og 6. sats. Når tværfløjter medvirker, lader man typisk den obligate instrumentalstemme i 2. sats spille af tværfløjte I.
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor for kor og orkester begynder med et langt, festligt orkesterforspil med grupper af to horn med pauker, oboer (i senere opførelser fordoblet af tværfløjter), strygergruppe og continuo. Hornenes medvirken frem for eksempelvis trompeter skal ses på baggrund af at teksten her i kantaten flere gange rummer henvisninger til nåden. Hornene er nemlig altid med, når en tekst handler om at stå foran Guds nådes trone. Dét er tilfældet i ”Erforsche mich, Gott, und erfahre mein Herz” (BWV 136), ”Darzu ist erschienen der Sohn Gottes” (BWV 40), ”Sie werden aus Saba alle kommen” (BWV 65), ”Herr, wie du willt so schicks mit mir” (BWV 73), ”Wo Gott der Herr nicht bei uns hält” (BWV 178) og ”Erfreute Zeit im neuen Bunde” (BWV 83). Valget af de to horn har en tekstlig og symbolsk årsag, som Bach også skulle bruge godt ni år senere i nytårskantaten fra Juleoratoriet. Om pauken her i indledningen til reformationskantaten har John Eliot Gardiner i covernoterne til en indspilning fra år 2000 skrevet, at paukeslagene kan bringe tankerne hen på Luther, som bankede sine femoghalvfems teser op på døren til Wittenberg slotskirke. Vel er der mere end femoghalvfems paukeslag i forspillet, men der skulle nok flere bankeslag til end der var teser, og Luther har nok også ramt tommelfingeren et par gange! Knapt er øret faldet til ro i de mange instrumentklange i det fremadskridende forspil, før oboer og violiner sætter i med et raskt fugato-tema hvis toner har en mere end overfladisk lighed med Luthers salme ”Dies ist die heil’gen zehn Gebot”, som man kan høre en træktrompet spille i 1. sats af kantaten ”Du sollt Gott, deinen Herren, lieben” (BWV 77). Først efter en tilbagevenden til hornenes processionstema og paukens insisterende hammerslag sætter koret ind efter en rundt regnet halvandet minut lang, instrumental indledning. Teksten er fra Salme 84 vers 12 i Salmernes Bog: ”Gud Herren er sol og skjold/Herren giver nåde og ære/de, der vandrer i oprigtighed/nægter han intet godt.” Det er som om denne tekst har givet Bach en særlig gejst, der præger både orkesterbehandlingen og koret i denne sats, hvor ikke mindst sopranernes tonenedgang på ordene ”sol og skjold” (på tysk ”Sonn und Schild”) er meget rørende. Efter fire motetlignende afsnit for det samlede kor lader Bach koret tage del i den fugato, som tidligere hørtes i oboer og violiner. Efter en vidt forgrenet fugato vender horn og pauker tilbage til korets gentagelse af Salme 84’s tekst, og hele ensemblet tager del i satsens afslutning.
2. sats er en arie for alt, continuo og obo. Undertiden hører man obligatstemmen spillet på tværfløjte. I baroktiden komponeredes musik til kirken, hoffet og kammeret. Fra indledningskorets kirkemusik, med lån af horn og pauker fra hoffets processionsmusik, er vi nu i kammeret, hvor et enkelt troende menneske i altsangerens gestalt står frem og i realiteten siger det samme, der krævede kor og orkester i 1. sats: ”Gud er vores sol og skjold!” Som den aldrende dansemester, der endnu engang har taget de slidte balletsko frem, hygger alten sig med ariens metriske finurligheder, der allerede høres i de første par toner fra den obligate obo (i øvrigt et instrument, der bedre end tværfløjten kan markere rytmen). Teksten opfordrer til at lovprise Gud for hans omsorg for sin lille flok, og det er klart, at den lille flok må fremstilles gennem en kammermusikgruppe som her. Tekstens sidste strofer handler om fjenders skarpe pile, som Gud også beskytter mod, selv når ”en lastens hund gør”. Det sidste billede er sikkert en henvisning til den hund, som Luther i et mareridt fandt i sengen, mens han skjulte sig på Wartburg og derpå smed ud ad vinduet, fordi han mente den var djævelen selv.
3. sats en en koralsats for kor og orkester. På dansk kender vi salmen som ”Nu takker alle Gud” med melodi af Johann Crüger. Sopranstemmen følges af obo I, II, violin I samt eventuelt tværfløjte I og II. Alten følges af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangsppunkt i korbasstemmen. De to horn og paukerne skaber en fornem forbindelse til 1. sats’ indledningskor ved at spille nøjagtig samme tema som de havde i dén sats. Efter flere danske oversættelser fra 1740, 1885, 1889 og 1890 lyder teksten: ”Nu takker alle Gud/med hjerte, mund og hænder/som overflødigt godt/os uforskyldt tilsender/som os fra moders liv/og første barndomsstund/i alt vort levneds tid/velsigned mangelund!”
4. sats er et rectiativ for bas og continuo: ”Gudskelov kender vi den rette vej til saligheden, for Jesus, du har vist os den gennem dit ord, derfor skal dit navn været priset til evig tid. Men eftersom mange i denne tid i forblindelse må bære fremme åg, ak så forbarm dig nådigt over dem, så de kan finde den rette vej og simpelt hen kalde dig deres forsoner.” Henvisning til nåde indgår som i 1. sats i teksten og har afgjort hornenes centrale rolle i kantatens klanglige univers. Det er behandlet i teksten om 1. sats.
5. sats er en duetarie for sopran, bas, continuo og violin I og II unisont. Den indledes utraditionelt af de to solostemmer, der lægger ud med fire takters duet. Så tager violinerne over med spidse toner af et friskt tilsnit, der peger frem mod wienerklassikere som François-Joseph Gossec og W. A. Mozart. ”Gud, ak, forlad aldrig mere dine/lad dit ord skinne lyst for os/og selv om fjenden raser mod os/så skal vore munde prise dig”, synger henholdsvis menneskets sjæl (sopran) og repræsentanten for det jordnære og verdslige (bas).
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med ottende og sidste vers fra Ludvig Helmbolds salme fra 1575 ”Nu lasst und Gott dem Herren danksagen” (på dansk vel ”Nu lad os takke Herren den Gud”). Fordelingen af instrumenter på korstemmerne er som i 3. sats og igen med smukke diskantstemmer til hornene, der sammen med paukens slag sikrer en festlig afslutning. Teksten lyder: ”Bevar os i din sandhed/giv evigheders frihed/til pris, Gud, af dit navn/ved Jesus Kristus. Amen.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 785-788, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 481-482, 700-701, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 21-22, 46 |
