|
Tid og sted
Reformationsdagen den 31. oktober 1740 i Leipzig
Tekstforfatter
Salomon Franck (1659-1725) (2., 3., 4., 5., 6. og 7. sats), salmevers fra 1528 af Martin Luther (1., 2., 5. og 8. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I (spiller desuden obo d’amore I og obo da caccia), obo II (spiller desuden obo d’amore II), obo III (spiller desuden taille), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats går lige til makronerne med en indsats i tenorstemmen med teksten ”Vor Gud han er så fast en borg”. Herefter høres de øvrige stemmers indsatser i denne fugerede koralmotet i rækkefølgen alt, sopran og sidst bas. Tenorerne følges af bratscher, alterne af violin II, sopranerne af violin I, mens korets basser her må klare sig selv, idet continuogruppen fra første takt har kørt sin egen basstemme. Som et es i ærmet sættes sidst en femte stemme ind i en samlet indsats fra ensemblets tre oboer, der intronerer den gamle salmemelodi fra 1533 af Joseph Klug. I den danske oversættelse af salmen (som en tennis-gal organist engang vittigt omdøbte til ’Vor Björn han er så fast en Borg’) lyder den øvrige tekst fra versets første halvdel: ”… han kan os vel bevare/han var vor hjælp i al vor sorg/vort værn i al vor fare.” I sin bog om alle Bachs kantater skrev den tyske forsker Alfred Dürr: ”Indgangskoret er et højdepunkt i Bachs vokale koralfrembringelser.” Nu er smag og behag jo forskellig, og selv om satsen står klart i erindringen allerede efter første lytning er der noget lidt firkantet over bassens indsats med sidste halvdel af verset cirka 2½ minut inde i satsen: ”Den gamle fjende led/er nu for alvor vred/stor magt og argelist/han samler mod os vist/ej jorden har hans lige.” I rækkefølgen tenor, alt, sopran må de andre stemmer derefter tage deres indsats, men få kor formår at få synkoperne til at fungere godt.
2. sats er en arie for sopran, bas, obo, unisone strygere og continuo. Sopranens rolle er at synge andet vers af Luthers salme: ”Vor egen magt ej hjælpe kan/let kan os fjenden fælde/men med os står den rette mand/omgjordet med Guds vælde/det er den Herre Krist/og sejer får han vist/hærskarers Herre prud/der er ej anden Gud/han marken skal beholde.” Sopranens smukt udsmykkede cantus firmus følges af en endnu mere elaboreret obostemme. De samlede strygere har fra begyndelsen og gennem hele satsen en stemme hvorom Albert Schweitzer fantasifuldt har skrevet: ”I [andet vers] lader [Bach] en hel hær af djævle storme mod den guddommelige magt.” Endelig er der – udover den redebonne continuogruppes fundament – bassolisten, som her har fået lov til at synge en lidt ældre tekst fra den tid, Bach tilbragte ved hoffet i Weimar 1708-1717. Tekstforfatter dernede var den altid fremragende overkonsistorialsekretær, hofbibliotekar, møntsamlingsmester og poet Salomon Franck (1659-1725). Faktisk er teksten her i arien ”Alt, hvad der er skabt af Gud/er udvlagt til at sejre” titlen på en kantate, ”Alles was von Gott geboren” (BWV 80a), der nu er gået tabt, men oprindelig opførtes tredje søndag i fasten den 24. marts 1715 i Weimar. Bachs kantate bygger på gammelt stof; originalen er forsvundet.
3. sats er et recitativ for bas og continuo. Også her er teksten af Salomon Franck, og den fine tekst har hørbart inspireret Bach til et lyrisk og dramatisk recitativ med brug af disharmonier og dybe bastoner. Teksten beder lytteren om at overveje (”Erwäge doch…”) omfanget af Guds kærlighed, som fordrer at vi står parat til, med himlens hær, at kæmpe mod Satans tropper på jorden og angre alle vores synder.
4. sats er en arie for sopran og continuogruppe. Gruppens cello har en vigtig melodisk rolle i at føre et tema frem, som sopranen kort efter overtager én oktav højere med teksten: ”Træd ind i mit hjertes hus/træd ind i mit hjertes hus/herr’ Jesus al min længsel!” Længslen (på tysk ”Verlangen”) trækkes ud over adskillige takters smukke melismer, og derefter gentages ”herr’ Jesus, al min længsel”. Det er ret effektivt efter den korte instrumentale afrunding derefter at lade intensiteten og stålsatheden stige lidt hen til det næste tekstled. ”Driv Jord og Satan ud/driv Jord og Satan ud/og lad dit billed’ i mig stråle igen/væk!, synders usle gru/væk! synders usle gru/væk! væk! væk! væk! væk! væk! væk! væk!/synders usle gru/væk! væk! synders usle gru”, synges der næsten som i en besværgelse mod Satans fæle magt. Herefter vender cellotemaet kortvarigt tilbage. Solisten overtager med en gentagelse af ”træd ind i mit hjertes hus/træd ind i mit hjertes hus/herr’ Jesus al min længsel!” Satsen lyder da som en da capo arie, men er det ikke rent teoretisk, idet det kræver et noteret da capo efter et eventuelt B-stykke. Hvorom alting er er det en smuk arie som med en god sopran og en lyrisk continuocellist har gode muligheder for at blive kantatens højdepunkt. Også selv om konkurrencen er hård i denne der blev Bachs seneste bevarede kantate til brug i kirkeåret; hans resterende er til bønder, bryllupper og byrådsindsættelser…
5. sats’ koralvers for kor og orkester indledes af et kort salmecitat i en dybtklingende obogruppe hvor der nu er skiftet til to oboer d’amore og obo da caccia. Oboerne følges af strygere og på skift bevæger stemmerne sig op i en kampberedt koralfantasi med gentagne toners tumultmotiver i strygergruppen. Så sætter koret ind unisont med tredje vers af Luthers salme: ”Og myldred djævle frem på jord/og os opsluge ville/vi frygter dog ej fare stor/de deres trusler spilde/lad rase mørkets drot/med løgn og mord og spot/han har dog få't sin dom/da Krist til jorden kom/et ord ham nu kan fælde.” Om satsen skriver John Eliot Gardiner: ”[Kantatens] centrale femte sats er en sprudlende giga der minder om finalen af den tredje Brandenburgkoncert, og her er alle stemmer i unison og tordner i oktavafstand hver linje i Luthers tredje vers – en kollektiv exorcisme hvormed Bach stilfuldt sender Luthers djævle langt væk.”
6. sats er et rectiativ for tenor og continuo med opfordring til at drage i kamp mod det onde vidende at Kristus’ blodbestænkede banner og al hans kærlighed er med os. To markante ord i recitativet er ”Seele” (på dansk ”sjæl”) i begyndelsen, der synges over en lombardisk figur fulgt af en forsiring, og siden ”freudig” (på dansk ”glad”) sunget over en opadgående sekvens i sætningen ”Drag glad i krig!”
7. sats er en duetarie for alt, tenor obligat obo da caccia, obligat violin og continuo. Satsen indledes af continuo og obo da caccia. Valget af obo da caccia (der var almindelige oboer og oboer d’amore med i kantatens andre satser) er symbol på, at Kristus og Luther har vundet det troende menneske for sig. Violiner falder ind. Strygerens og den dybe obos toneranker væver sig nu ind i hinanden i forspillet. Alt og tenor sætter ind i tertsafstand med teksten ”Hvor salige er de”, og deres indsats spejles loyalt af violin og obo da caccia. Bach var altid glad for at sætte en kanon ind i sine værker, og den lagsomme sats her er et af eksemplerne. Teksten i helhed er: ”Hvor salige er de som priser Gud med munden/ dog saligere det hjerte som bærer tro på ham/det forbliver ubesejret og kan nedkæmpe fjenderne/og bliver til sidst kronet ved at besejre døden.”
8. sats er kantatens afsluttende koral med fjerde vers af Luthers salme fra 1528. Melodien er fra 1533 og af Joseph Klug. Instrumenterne er fordelt med obo d’amore I og violin I på sopranstemmen, obo d’amore II og violin II på alten, taille og bratsch på tenoren og continuogruppen med udgangspunkt i korets basstemme. I den danske gendigtning af salmen, som vi kan takke hele fire bearbejdere for – en ukendt i 1533, en ukendt i 1798, P. Hjort i 1840 og J. P. Mynster i 1845 – lyder teksten til verset:
”Guds Ord de nok skal lade stå/og dertil utak have/thi Herren selv vil med os gå/alt med sin Ånd og gave/og tage de vort liv/gods, ære, barn og viv/lad fare i Guds navn/dem bringer det ej gavn/Guds rige vi beholder.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 780-785. Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 80, John Eliot Gardiners covernoter i teksthæftet tilcd’en Soli Deo Gloria 110 pp. 15-16, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 470, 481, 623-624 |
