|
Tid og sted
Mariæ renselsesdag den 2. februar 1727 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Bas, obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ arie indledes af en lang obocantilena over urolige harmonier i strygere og continuo. Satsen kan allerede fra de indledende takter minde meget om arien ”Erbarme dich”, som kun to måneder senere blev 39. sats i ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244). Efter oboens drømmeagtige længsel mod en anden verden sætter kantatens eneste solist bassangeren ind med samme tema, som oboen introducerede, med teksten: ”Jeg har tilstrækkeligt”, som gentages; ”Jeg har tilstrækkeligt, tilstrækkeligt, jeg har tilstrækkeligt”. Som andre kantater til Mariæ renselsesdag kan man umiddelbart undre sig over at Lukas-evangeliets kap. 2 vers 22-32 fører til dødslængsel. Det skyldes imidlertid, at beretningen om ceremonien omkring renselsen er kort, mens der brugtes mere plads på Simeons lovsang i vers 29-32 om at han ikke kunne dø, inden han havde set Messias. Denne Forudsigelse var i baroktiden anledning til at påtænke egen død og dette memento mori findes både i ”Erfreute Zeit im neuen Bunde” (BWV 83) fra 1724, i ”Mit Fried und Freud ich fahr dahin” (BWV 125) fra 1725, her i ”Ich habe genug” (BWV 82) fra 1727 og endelig i den enkelte altarie ”Bekennen will ich seinen Namen” (BWV 200), formentlig fra 1742. Bassangerens næste strofer ligger tæt op ad teksten i netop Simeons lovsang, og man kan få den tanke, at det var et ønske om at lægge kantatens ord i munden på Simeons patriarkalsk dybe, der afgjorde, at en bas skulle være gennemgående solist. ”Jeg har taget min frelser, de frommes forhåbning, i min begærlige favn, jeg har tilstrækkeligt.” Som overgang til bassens næste strofer spiller oboen og strygerne igen satsens tema, men en kvint over i ga-mol mod satsens begyndelsestoneart c-mol. Grundstemningen i satsen er den samme, men ændres en anelse på det vigtige ord ”skuet” (på tysk ”erblickt”) i en næste tekststrofe: ”Jeg har skuet ham, min tro har trykket min Jesus til hjertet” og igen ”Jeg har skuet ham, min tro har trykket min Jesus til hjertet/ nu ønsker jeg endnu i dag med glæde…” – ved ”glæde” (på tysk ”Freuden”) begiver sangstemmen sig ud i glædesmotiver og blomstrende koloraturer, inden strofen fortsætter med ”bort herfra at drage/ jeg har tilstrækkeligt!” Nu spiller oboen satsens tema igen, men nu i f-mol, der leder til gentagelse af ”Jeg har skuet ham/min tro den har trykket min Jesus til hjertet/nu ønsker jeg endnu i dag med glæde/ bort herfra at drage/jeg har tilstrækkeligt!” Som afrunding af arien gentager obo, strygere og continuo den fine cantilena fra satsens indledning og temaet spilles dermed denne gang i grundtonearten c-mol.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. ”Jeg har tilstrækkeligt! Nu er det blot min trøst, at Jesus min og jeg hans egen kan blive/jeg holder mig til ham i troen/så ser jeg også med Simeon/snart hvert et livs glæde.” Herefter bliver recitativet kortvarigt til en arioso med teksten ”Lad os udvinde denne manna!” og derefter igen recitativisk ”Ak, kunne Herren dog nu blot udfri mig fra mit legemes lænker! Ak, var dog blot afskedsstunden her/med glæde siger jeg, verden, til dig: ’Jeg har tilstrækkeligt’. Heller ikke her i recitativets slutning har Bach undladt at give den dødslængslende glædesmotiver på ”Freuden”.
3. sats er en arie for bas, strygere og continuo. John Eliot Gardiner kalder i sin bog Music in the castle of heaven arien for ”det mest mønstergyldige eksempel på det hemmelige samarbejde mellem musik og tekst i al Bachs vokalmusik”. Satsen har en blidhed som en moders sang ved barnets vugge, og har samtidig en dobbeltbundethed, fordi det er afskeden med jordelivets fortrædeligheder der synges om: ”Blund nu hen, I trætte øjne/luk Jer blidt og saligt i!” Basstemmen bevæger sig både i det høje sonore barytonleje, og anvender også den beroligelse, der ligger i lange holdte dybe toner. Imens er klangen fra de tæt førte strygerstemmer lun og tryg som en dundyne. Arien er en da capo arie, hvor B-stykket har teksten: ”Verden, her bli’r jeg ej mer’/har jeg i dig ingen del/hvor min sjæl ku’ gøre nytte/her må jeg i nøden bygge/men dér, dér, kan jeg skue/søde fred og stille ro.” Med A-stykket gentages ”Blund nu hen, I trætte øjne/luk Jer blidt og saligt i”, mens strygernes tryghed over continuoets hjertes puls i sig selv gør gentagelsen søvndyssende. Ordene og tonerne samarbejder. Kantatelytteren slumrer ind.
4. sats er et recitativ for bas og continuo. Efter 4. sats’ kombinerede vuggesang og sang på dødslejet er man nu rede til at møde sin Skaber. ”Min Gud, hvornår sker det skønne: ’Nu!’/Hvor jeg i fred skal fare/og der i jordens svale grus/skal jeg hvile på dit skød/min afsked den er taget/verden, god nu nat!”
5. sats er en arie for bas, obo, stryger og continuo. Arien er kommet til at stå noget i skyggen af den markante 1. sats og 3. sats’ tvetydigt smukke vuggesang. I grunden er det en skam, for afslutningen af kantaten er lige så musikalsk vellykket som de fire foregående satser. Glæden over at være gået fra en eksistens i verdens jammerdal til en evig glæde med Jesus må naturligivs udtrykkes med en dansesats: ”Jeg glædes ved min egen død/ak, havde den sig nu indfundet/jeg slipper væk fra al slags nød/der mig med verden har forbundet.” Dét må udtrykkes med en 3/8-takt, mens vi danser væk fra jammerdalen!
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 732-735, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 283, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 464 |
