|
Tid og sted
Muligvis til begravelsen af Bachs onkel Tobias Lämmerhirt den 10. august 1707 i Erfurt
Tekstforfattere
Apostlenes Gerninger kap. 17 vers 28, Salme 90 vers 12 i Salmernes Bog, Esajas' Bog kap. 38 vers 1, Johannes' Åbenbaring kap. 22 vers 20, Salme 31 vers 6 i Salmernes Bog, Lukas-evangeliet kap. 23 vers 43, salmevers af Martin Luther (1524) og Adam Reusner (1533)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, gambe I, II, continuo
De enkelte satser
1. sats spilles instrumentalt af en stilfærdige gruppe med af to altblokfløjter, to gamber og continuo. En smuk, rolig og værdig indledning på begravelseskantaten. At udføre satsen er dog ikke så enkelt som det lyder, idet de to blokfløjter i lange passager skal spille unisont. Det kan være vanskeligt at få til at stemme helt præcist, idet blokfløjters stemning er meget påvirkelig så snart styrken på luftstrømmen ændres. Den interferens, som kan opstå selv ved små forskelle i blokfløjtenisternes måde at forme deres toner på, kan udmærket være en ønsket effekt fra Bachs side. Interferensen kan nemlig skabe en helt uhåndgribelig og overjordisk klang, som giver musikken til sørgestunden fylde. Markante er også flere tonesammenstød, som tydeligt høres fra altblokfløjterne fra omkring ét til to minuter inde i satsen. Der cirkles om toner, der i skalaen ligger lige ved siden af hinanden. Den hollandske blokfløjtenist Heiko ter Schegget har beskrevet det sted som en musikalsk "hændervriden i smerte".
2. sats er efter den indadvendte 1. sats en lys og optimistisk sats. Sopranerne synger "Guds tid", og resten af koret føjer sig til med fortsættelsen "Guds tid er den allerbedste tid". Som mennesker er vores tid kort og udmålt, men Guds tid er netop den allerbedste tid, fordi den varer evigt. Det er klart, at det budskab er et glædesbudskab midt i sorgen. Efter et afsnit i et raskere tredelt tempo, vender satsen tilbage til det oprindelige tempo, mens koret synger, at "I hans navn dør vi til rette tid og når han vil". I næste afdeling synger tenoren akkompagneret af altblokfløjter, gamber og continuo en stille arielignende del, hvor Gud bedes om at lære os at lægge os på sinde, at vi skal dø. Herpå sættes tempoet op. I tredelt tempo synger bassen Esajas' ord til den syge Hizkija: "Beskik dit hus, for du skal dø, du bliver ikke rask". Blokfløjterne spinder omfattende akkordbrydninger om bassens manende ord. Herefter sætter koret ind med "Det er den gamle overenskomst; menneske, du må dø!" Fuld af fortrøstning og accept synger nu sopransolisten "Ja, ja, kom, Herre Jesus, kom!", Koret fortsætter med formaningen om den gamle overenskomst. Ved sidste gentagelse af sopranens replik standser de akkompagerende instrumenter og korstemmer. Derfor står sopranen alene i sine sidste åndedrag med et motiv, der hurtigt dør hen i det rene intet. Sjælen er fløjet bort og satsen har til sidst en tom pausetakt noteret i alle stemmer.
3. sats synges af altsolisten fra Davidssalmens tekst "I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud." Senere overtager solobassen og synger Jesu ord til den ene forbryder, der blev korsfæstet samtidig med ham: "I dag skal du være med mig i Paradis". Paradis ligger højt oppe, og det gør melodien også for bassen, der må synge en tone, F, som normalt ligger oven over det område, basser ellers synger i. Imens synger korets alter Martin Luther koralmelodi "Med fred og fryd jeg farer hen" akkompagneret af de to gambers skalabevægelser på skift.
4. satsens slutkoral indledes af blokfløjterne og med korte toner i gamberne. Koret sætter ind med en fredfyldt, afklaret melodi, mens altblokfløjterne løfter klangene op imod himlen. I afslutningssekvensen om at vi får gudelig styrke, magt og sejr gennem Jesus Kristus sættes tempoet op og denne bøn vandrer gennem korstemmerne. Det er dog blokfløjterne og gamberne, som får det sidste ord med korte toner efter korets afsluttende "Amen!" Kantaten slutter som den begyndte med de to blokfløjters og to gambers stilfærdige klang i tystheden.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 832-839, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 147, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 99, 101 |
