|
Tid og sted
Søndag efter nytår den 2. januar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salmevers af David Denicke (1646), salmevers af Paul Gerhardt (1653), salmevers af Martin Moller (1587), Esajas' Bog kap. 41 vers 10, ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. satsens indledning med første vers fra David Denickes salme er en usædvanlig begyndelse på en kantate fra Bachs hånd. Det enkle firestemmige arrangement for koret med høje strygere på sopran, alt og tenor samt continuoet på basstemmen er tilpas simpel til, at prøvetiden på netop denne kantate har værete begrænset. Forud var gået en julehøjtid med flere krævende korsatser i kantaten "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63), den korte sats "Sanctus" (BWV 238), Bachs indtil da mest omfangsrige vokalværk "Magnificat" (BWV 243a), andenjuledagskantaten "Darzu ist erschienen der Sohn Gottes" (BWV 40), tredjejuledagskantaten "Sehet, welch eine Liebe" (BWV 64) og endelig den store, men i vor tid ikke fuldt bevarede, "Singet dem Herrn ein neues Lied" (BWV 190), som er omtalt på de foregående sider. I dén række mesterværker syner "Schau, lieber Gott, wie meine Feind" ikke af meget, heller ikke på det instrumentale område, hvor der hverken er blokfløjter, oboer, trompeter, horn, zink eller basuner til at farve klangen. Alligevel er det for nemt, som flere forskere er tilbøjelige til, at affærdige denne kantate til søndag efter nytår som en mindre væsentlig én af slagsen. Dramatisk er den. Det skyldes evangelieteksten, hvor idyllen allerede kort efter Jesu fødsel brydes af Herodes' skumle planer om at komme den nyfødte til livs. Det, at en fjende tidligt lurede på det nyfødte barn, gøres i kantaten alment til de fjender, som lurer på os alle. Dén stemning anslås med David Denickes salme fra 1646: "Se, kære Gud, at fjenden, som/jeg altid må bekæmpe/så listigt og så magfuldt kom/at han mig nemt kan dæmpe/Gud, står din nåde ej mig bi/kan djævel, kød og verden gi’/at jeg i uheld styrter!"
2. sats lader nu en enkelt stemme skille sig ud fra koret af frygtsomme kristenfolk, og kendere af Bachs kantater fra perioden 1707 lige til her i begyndelsen af 1724 vil vide, at det troende menneske ofte fremstilles af altsangeren. Nødskriget begynder med et stort interval, en lille septim, i altens continuoledsagede recitativ: "Min kære Gud, ak, lad dig dog forbarme, ak, hjælp dog, hjælp mig arme! Jeg lever blandt lutter løver og drager, der gennem vrede og forbitrelse om kort tid vil gøre det helt af med mig." Et svar fra himmelen lyder derpå fra solobassen
i 3. sats' arioso: "Frygt ikke, for jeg er med dig. Fortvivl ikke, for jeg er din Gud; jeg styrker dig, jeg hjælper dig også med min retfærdigheds hånd". Teksten er fra Esajas' Bog kapitel 41 vers 10. Udover bassen og continuoet høres også en vigtig stemme til continuocelloen, der både indleder og afslutter denne korte og beroligende sats.
I 4. satsens recitativ indleder tenoren ledsaget af continuo med et at kommentere de ord, der lød fra himlen: "Du udtaler ganske vist, kære Gud, til min sjæls beroligelse en trøst midt i al min kvide." Derpå høres en spids akkord i continuoet, mens tenoren trækker vejret i bund for at komme med en opremsning af de plager, der stadig er. Fjendernes mål alene er at komme den troende til livs. "Deres buer er spændte mod mig, de retter deres pile mod undergangen", fortsætter tenoren, mens en formindsket akkord får lov at kradse i lytternes øregange på ordet "undergang" (på tysk "Verderben"). Også den følgende linie "Jeg skal dø for deres hånd" er markant akkompagneret med kromatisk faldende bas, mens tenorsolisten nærmest også udånder musikalsk. Dog ikke mere end at der er luft til endnu en bøn: "Gud, du kender til min nød, den hele verden bliver mig en pinslens hule; hjælp, hjælper, hjælp, frels min sjæl!" Svaret på tenorens bøn kommer denne gang fra koret i
5. sats' salmevers med Hans Leo Hasslers kendte melodi til Paul Gerhardts salme fra 1653. Uden at der er tale om en ordret oversættelse har vi på dansk et vers, som svarer til det, der er brugt i Bachs kantate: "Om alle Helvedmagter/end trodse og modstå/det du for intet agter/vil ej tilbage gå/Hvem kan mod dig vel stande/som slynger lynets pil?/Hvem vover at forbande/når du velsigne vil?" Også denne sats er som verset i 1. sats i enkel firestemmig stil med førstviolin på sopran, andenviolin på alt, bratsch på tenor og continuogruppe følgende bas og harmonisk fundament. Dette salmevers er med sin placering midt i denne ni-satsede kantate det centrale budskab: Selv hvis alle Helved-magter kæmper for ét, kan de intet stille op, når Herrens vilje er noget andet. Det er en salmemelodi, som Bach allerede havde anvendt i flere kantater og siden skulle komme til at anvende adskillige gange mere i både kantater, passioner og ikke mindst i "Juleoratoriet" fra 1734. Det er derfor næppe en tilfældighed at salmen også har fået en central placering i kantaten.
6. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Den indledes af hvirvelvinde af lyd fra violiner og bratscher som oplæg til tenorens: "Storm kun, storm, I nødens uvejr. Brus, I stormfloder, løs mod mig! Slå, I ulykkes-flammer, sammen over mig, og forstyr min ro, I fjender; Gud taler dog trøstende til mig: Jeg er dit værn og din redning". Arien er en sand tour de force for strygerne og en udfordring for tenoren, der blandt andet har fået krævende løb at udføre på ord som "brus" og "flammer" (på tysk "wallt" og "Flammen"). En beredt arie, hvor de fjender, som nærmer sig fra alle sider, skal få kamp til stregen.
7. sats er et længere recitativ for bas og continuo. Midtvejs mindes om evangeliet ord om Herodes, der stræbte den nyfødte frelser efter livet og som bekendt lod alle drenge i alderen under to år i dræbe i Bethlehem og omegn. Her i recitativets tekst synges der: "Knapt er han kommet til jorden, da må han allerede blive flygtning", og netop glosen "flygtning" (på tysk "Flüchtling") udføres over en hurtig, bevægelig koloratur. Dét er ikke et ord, som man kan sidde stille på. Men trøsten er nær, for "enhver, som lider her med Kristus, vil han lade himmeriget komme til!" Disse ord pointeres med skalabevægelser.
8. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Tempoet er tredelt, en frejdig menuet favorittonearten G-dur. Efter krævende strrygerstemmer i den heroiske 6. sats, er dette en af den slags satser, der nærmest spiller sig selv. Også altens melodi er yndefuld, men solisten har kun tolv takter at udfolde sig i inden strygerne igen tager over med et mellemspil. Teksten i den afklarede og rolige arie lyder: "Skal jeg leve mit liv under kors og trængsler, får det dog en ende i himlen". De strofer gentages i en mere stilfærdigt eftertænksom midterdel, men med tilføjelsen "dér er der ren og skær jubel", og pludselig kan det ikke gå hurtigt nok for den troende at nå frem til al den herlighed. Tempoet sættes op i den sidste del af arien, mens alten synger: "Dér veksler min Jesus lidelsen med salig fryd, med evig glæde!" Satsen afrundes af strygernes hurtige figurer.
9. sats lader i de afsluttende salmevers ikke energien i den sidste del af 8. sats noget efter. Martin Mollers salme fra 1587 er ligeledes i tredelt takt og skal helst fremføres med en elastisk dansende rytme. Som i andre salmevers i kantaten er stilen enkel med strygere på de tre høje korstemmer og continuo på bassen. "Da vil jeg, mens jeg lever her/som dig gladeligt bære mit kors/bered mig til det, min Gud/det er altid til det bedste". Andet vers lyder: "Hjælp mig at gribe min opgave rigtigt an/så jeg kan føre et fuldendt levned/hjælp mig at overvinde kød og blod/beskyt mig mod synd og skam!" Endelig lyder tredje vers: "Bevar mit hjerte rent i troen/så lever og dør jeg kun for dig/Jesus, min trøst, hør mit ønske/o, min frelser, kunne jeg blot være hos dig!" Dermed slutter kantaten med de tre solister, tre strygerstemmer, tre salmeindslag, tre arier, og tre recitativer med tre vers i en bøn til treenigheden Faderen, Sønnen og Helligånden.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 195-199, ChriWolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 264, 265, 270, 272 |
