|
Tid og sted
Tyvende søndag efter Trinitatis den 22. oktober 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Schmücke dich, o liebe Seele” af Johann Franck (1649). Salmens vers ét, fire og ni er anvendt uændret i kantatens 1., 3. og 7. sats. Man ved ikke hvem der bearbejdede salmens øvrige vers til brug for kantatens 2., 4., 5., 6. og til dels også 3. sats. Salmens syvende vers findes på dansk i ”Jesus, livets sol og glæde”, der er en salme til nadverbrug.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, tværfløjte, obo, taille, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor er i den langsomt fremadskridende 12/8-takt. Man hører faktisk også tolv stemmer i ensemblet. I toppen er en blid træblæsergruppe bestående af to altblokfløjter, obo og taille. Desuden er der strygergruppen med violin I, II, bratsch og continuo. Endelig er der det firestemmige kor, som dog er stille de første seksten takter; her udgøres lydbilledet af spørgsmål og svar mellem træblæsere og strygere. Melodien fremføres i lange nodeværdier som cantus firmus af sopraner, mens alt, tenor og bas dekorerer og understøtter sopranernes melodi. Fra talrige andre kantater véd vi, at sopran ofte illustrerer sjælen. Lyt til de andre korstemmers udsmykning af sjælens melodi, og hør nu, hvordan der musikalsk foregår netop det, som første strofe opfordrer til: ”Smyk dig, o kære sjæl”. Til dén illustration har Bach valgt de blideste blæsere, de bløde blokfløjter ”flauti dolce”, en obo og den diskrete taille som understemme. Næste strofe lyder: ”Forlad syndens mørke hule”. Som illustration af bevægelsen væk fra syndens mørke hule og op til lyset følger en længere orkesterdel, inden tredje strofe ”og gå op i det klare lysvæld.” Derpå: ”Begynd at stråle i herlighed”. Dette følges af en orkesterindsats, og nu er det tenorerne, som sniger en tidlig indsats ind på strofen: ”For Herren, opfyldt af frelse og nåde”. Efter to takter for orkestret er det igen tenorerne, som indleder strofen ”lader dig nu indbyde som gæst.” Nu er det blokfløjterne og oboen, der over lange toner i taille og strygere forbereder de afsluttende strofer, som klinger først fra sopraner: ”Den, som kan regere i himlen”, og til sidst ”vil selv finde husly hos dig”. Den smukke procession i satsen afsluttes ved at orkestret gentager de indledende seksten takter. Forklaringen på processionen skal findes i det forhold at Bach har disponeret sin kantate som en nadver; i 1. sats går menigheden roligt og værdigt op mod alteret.
2. sats er en arie for tenor, continuo og obligat tværfløjte. Ugen inden havde Bach kombineret sin tenor med en bratsch som illustration af strømme af helende blod, men ser man bort fra denne sjældenhed, er denne den ottende kantate i en lang række fra forår, sommer og efterår 1724, hvor Bach valgte tværfløjte som obligat soloinstrument til en tenorarie. De tidligere eksempler er 2. sats i BWV 67, 2. sats i BWV 173, 5. sats i BWV 113, 4. sats i BWV 78, 3. sats i BWV 99, 5. sats i BWV 130 samt 3. sats i BWV 96. Hjertets fryd er indlejret i tværfløjtens galopperende glædesmotiver, der er direkte inspireret at teksten i Johann Francks originale vers to med den poetiske opfordring ”Il, som forlovede plejer/til din brudgom!” I gendigtningen synger tenoren: ”Vågn op, din Frelser banker på/ak, åbn snart dit hjertes porte!” Satsens forventningsfulde atmosfære er så gennemgående, at de steder, hvor tværfløjtenisten må trække luft ind til, fortsætter glædesmotiverne ned i continuobassen. I covernoterne til en indspilning af arien har John Eliot Gardiner berettet om hvordan netop denne sats ved én særlig koncert fik hans to continuospillere - - på orgel og cembalo - til at kaste sig ud i ”boogie-rytmer, funkye modtemaer og synkoperede akkorder”. Desværre er koncerten hvor de overstrømmende udtryk for musikglæde fandt sted ikke blevet indspillet. Også set fra et dansk perspektiv beskrives satsens energi næsten bedst ved et gå til nyere populærmusik: Galoprytmen kan minde om mutter med kost og spand i ”Heksedansen”, den generelle gang i den om John Mogensens ”Der er fut i fejemøget”, og banke-på-referencen om Thomas Helmigs ”Det er mig der står herude og banker på”. I tenorarien fortsætter teksten ”… selv om du i din ekstase/kun kan sige halvt gebrokne/ glædesord til din Jesus.” Man nærmer sig alteret, men er ikke helt deroppe endnu, for som der stod i anden strofe af tenorens arie: ”åbn snart dit hjertes porte!”
3. sats kombinerer et recitativ og et koralvers for sopran, continuo og en obligat piccolocello. Prosaisk sagt er det vers tre og fire fra Johann Francks salme. Først får vi en refleksion over nadverens rigdomme, der fortsætter direkte med salmens vers fire. Verset er ikke ændret tekstligt, men musikalsk forsires det af sopranstemmen, og denne sjælens stemme smykkes så af inderlige akkordbrydninger i sekstendedele fra piccolocelloen. Instrumentet er ikke så mærkeligt som navnet lader ane: I grunden er det en lidt mindre cello uden støtteben. Den holdes mellem knæene og instrumentet har en femte streng, stemt til det høje e (en stor terts over nøglehuls-c). Det giver mulighed for flere toner i diskanten, samtidig med at celloens dybde - det dybe c på den løse dybeste streng - er bevaret. Hvor recitativet virker som et oplæg, er verset særdeles yndigt med sopranens levende melodiudsmykninger, piccolocelloens varme toner og så altings fundament i continuoet. Verset er en overstrømmende hyldest til nadverens sødme og oversættes ikke i sin helhed, men rummer stort set samme frydefulde forventning hos de troende som den, små børn føler juleaften, når de myldrer ind til det pyntede juletræ med alle gaverne nedenunder.
4. sats kan kort beskrives som et recitativ for alt, continuo og to altblokfløjter, som indrammer øjeblikkets højtidelighed: ”Mit hjerte føler i sig både frygt og glæde”. Bach, som ellers nok var mand for en markant musikalsk illustration, har ladet ordet ”frygt” (på tysk ”Furcht”) blive sunget uden voldsom pointering, for hertil er højtideligheden for central. Kun ”glæde” (på tysk ”Freude”) er i slutningen af recitativet udstyret med en nydelig sløjfe. Tekstligt er det vers fem og seks, om selve nadveruddelingen, der er bearbejdet til dette recitativ. Det står centralt i kantatens syvsatsede struktur, som jo er fremkommet ved at 3. og 4. sats begge omfatter to vers fra Johann Francks salme. Man kan spørge, om ikke det havde været lige så godt med ni satser i kantaten, én for hvert vers. Praktisk ville det for det første betyde ekstra arbejde for Bach, men det er nu næppe den egentlige årsag. I evangelierne er 9 tallet for guddommelig helhed (3 gange 3), men også for afslutning og endelighed: Jesus døde på korset i den niende time (se Matt. kap. 27 vers 46). Tallet syv, derimod står i den bibelske og kirkelige overlevering for totalitet og for Helligåndens syv gaver (visdom, forstand, råd, styrke, kundskab, fromhed og gudsfrygt). Efter nadveren bliver vi lette om hjertet:
5. sats sætter sammen med menneskets sjæl, sopranen, orkestret i sving med blokfløjter, oboer, strygere og continuo i den 3/4-dansende polonaise: ”Livets sol, sindets lys/Herre, du som er alt for mig!/Du skal se min trofasthed/og ikke forsmå min tro/der stadig er svag og frygtsom.” Da menigheden på Bachs tid sikkert både kendte salmen og kunne versene udenad, har man ikke været i tvivl om, at det var syvende vers i Johann Francks salme, som musikalsk blev iscenesat gennem ariens frydefulde lettelse og livsglæde. Det til grund liggende vers findes gendigtet i den danske salme efter nadveren ”Jesus, livets sol og glæde”.
6. sats lader i et recitativ en bas med akkompagnement af continuo synge sig gennem en for det meste ret tro gengivelse af ottende vers fra originalsalmen. I slutningen af recitativet understreges ordet ”betænke” (på tysk ”gedenke”) med koloraturer, der viser, at eftertanken ikke sker på et øjeblik, men er en proces, der udstrækkes i tid. Man kan godt se det korte recitativ fra den dybe stemme som præstens ”ord” efter altergangen.
7. sats afslutter kantaten med en salme efter altergan. Sopranstemmen forstærkes af altblokfløjter og obo, alt af taille og violin II, tenor af bratsch og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Her er tekten: ”Jesus, livets sande brød/hjælp mig, at jeg ikke forgæves/eller måske til skade for mig/inviteres til dit alterbord/lad mig gennem sjæles spise/ret din kærlighed nu prise/så jeg, som her på jorden, også vil blive en gæst i himlen.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 654-657, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, p. 455-56, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
