Recordings/Discussions
Background Information
Performer Bios

Poet/Composer Bios

Additional Information

Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources


Cantata BWV 248/2
Und es waren Hirten in derselben Gegend
(Weihnachts-Oratorium II)
Dansk kommentar [Danish Commentary]

Tid og sted
Anden juledag den 26. december 1734 i Leipzig.

Tekst
Instrumental sinfonia (10. sats), Lukas-evangeliet kap. 2, vers 8-14 (11., 13., 16., 20. og 21. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (14., 15., 18., 19. og 22. sats), et salmevers fra 1641 af Johann Rist (12. sats), et salmevers fra 1667 af Paul Gerhardt (17. sats), og et salmevers fra 1656 af Paul Gerhardt (23. sats)

Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte I, II, obo d’amore I, II, obo da caccia I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo

Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved teksterne fra Lukas-evangeliet eksempelvis sådan: Luk. 2, 8-10. Bemærk, at satsnummeringen i ”Juleoratoriet” er fortløbende, hvorfor der her startes med 10. sats.

De enkelte satser


10. sats
er en instrumental sinfonia for hele orkestret. Allerede den første takt rummer oplysninger, der viser traditionen fra mange af de tidligere af Bachs kantater. For det første er taktarten 12/8, og den har Albert Schweitzer rammende kaldt salighedsrytmen. For det andet er tonearten G-dur, den enkle landlige hyrdeidyls toneart, og den havde Bach eksempelvis også brugt i indledningskoret til ”Du Hirte Israel, höre” (BWV 104). For det tredje er det lille motiv, som violin I fulgt af tværfløjte I lægger ud med, enkelt og stræber fra starttonen h1 via d1 op til g2. Her udføres en lille drejetone, og så springes oktaven ned til g1; oktaven stod i barokperiodens musikæstetik som symbol for helheden, for det fuldendte. Hvor de første otte takter domineres af engleblide toner fra tværfløjter og violiner med bratscher og continuo som henholdsvis mellemstemme og bas, møder englenes musik markens hyrder med deres skalmejer og sækkepiber, der her spilles af to oboer d’amore og to oboer da caccia. Den overdådige besætning af hele fire dybe oboinstrumenter findes kun én enkelt gang tidligere i alle Bachs kantater, nemlig i ”Sie werden euch in den Bann tun II” (BWV 183) fra maj 1725. Dér hørtes de fire oboer i 1. og 3. sats. Instrumenterne har dog et dybere lag end at være hyrdernes tidsfordriv. I sin bog Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs skriver Ludvig Prautzsch: ”Efter min indgående forskning på området så jeg at oboerne symbolsk ikke kun dækkede over de menneskelige tanker og følelser, men i det hele taget peger mod Jesus, der af kærlighed blev menneske, lige som os, – d’amore – og på hans virke for at vinde menneskene for Guds rige – da caccia.” I denne smukke indledningssinfonia veksles således mellem englenes musik og hyrdernes musik, der samtidig bærer symbolsk budskab om Jesu kærlighed. Sinfoniaen er dermed den fuldendte ouverture til en kantate, der udelukkende handler om englenes besøg hos markens hyrder, som så iler hen til Jesus i stalden.

11. sats er et recitativ for tenor og continuo med tekst fra Luk. 2, 8-9. Af dramatiske grunde indstilles recitativet efter ordene ”… og de blev grebet af stor frygt.” Der er nemlig en tæt sammenhæng med:

12. sats’ koral for kor og orkester: ”Bryd frem, o skønne morgenlys/så dagen snart begynder/I hyrder, føl nu intet gys/mens englen Jer forkynder/at drengebarnet i en stald/til trøst og glæde være skal/og Satan selv betvinge/og derpå glæde bringe!” Orkestrets tværfløjter ligger oktaven over sopranerne, oboer d’amore og violin følger sopranen, obo da caccia I og violin II følger alten, obo da caccia II og bratsch følger tenoren, mens continuogruppen følger og tager udgangspunkt i korets basstemme. Dét salmevers, der synges, er digtet i 1641 af Johann Rist, og dette vers udgør det niende af de tolv vers i salmen ”Ermuntre dich, mein schwacher Geist”. Melodien er også fra 1641. Dén er af Johann Schop.

13. sats er et recitativ for en (kor)sopran, tenor, strygere og continuo. Teksten er fra Luk. 2, 10-11, og efter en ganske kort introduktion fra tenorevangelisten, forkynder sopranen - omgivet af strygerglorie - Jesu fødsel. Sammenligningen af strygere med en glorie stammer tilbage fra 1840’erne, hvor den tyske musikvidenskabsmand Carl Georg August Vivigens von Winterfeld fandt på sammenligningen i bind tre af sin afhandling Der evangelische Kirchengesang und sein Verhältniss zur kunst des Tonsatzes (i bd. III, s. 372). Det er altså ikke et påfund fra den, der har lavet program- eller covernoterne til den koncert eller cd, De er ved at høre. Æres den, der æres bør.

14. sats er et recitativ for bas, fire dybe oboer og continuo. Valget af de fire oboer skyldes givet et ordet ”hyrdekor” (på tysk ”Hirtenchor”) i recitativets begyndelse: ”Det, som Gud lovede Abraham, lader han nu hyrdekoret se, at han har overholdt.” I sin Bach-biografi fremhæver Albert Schweitzer denne type satser i ”Juleoratoriet”: ”En meget heldig idé fra Picanders side var det at lade handlingen ledsage af små recitativiske betragtninger. Tekstligt er de faldet fortræffeligt ud og de begejstrede Bach til at komponere skøn, inderlig musik.”

15. sats er en arie for tenor, continuo og en obligat tværfløjte. Bemærkelsesværdigt er det, at den lille sekst opad, der både høres i begyndelsen af tværfløjtens indledende solo og i tenorstemmen, er det samme interval, som er fremhævet ovenfor om 2. sats af juledagskantaten ”Jauchzet, frohlocket, auf, preiset die Tage” (BWV 248/I). Teksten ”Glade hyrder, skynd Jer, ak skynd Jer” synes dog ikke rigtig at være afspejlet i musikken på sammen fornemme måde som i for eksempel sopran-alt-duetten ”Wir eilen mit schwachen doch emsigen Schritten” i 2. sats af ”Jesu, der du meine Seele” (BWV 78 fra 10. september 1724. Årsagen er at Bach til sin tenorarie omarbejdede en altarie fra ”Tönet, ihr Pauken, erschallet, Trompeten” (BWV 214), hvor denne arie udgjorde 5. sats og i stedet for tværfløjten havde en obo d’amore som obligat instrument. Har man først hørt den originale version af arien, bliver det vanskeligere at lytte med helt samme glæde til den mere kendte – men halvhjertede – omarbejdelse.

16. sats er et ganske kort recitativ for tenorevangelist og continuogruppe. Teksten er fra Luk. 2, 12.

17. sats er et salmevers med samme fordeling af korstemmer og instrumenter som i 12. sats. Teksten er fra 1667, udgør det ottende vers fra en salme af Paul Gerhardt og lyder: ”I staldens mørker ligger, se!/den himmelfyrste på et neg/hvor oksen hidtil fandt sin mad/der hviler jomfrubarnet glad.”

18. sats er ligesom 14. sats en recitativisk betragtning for bas, hyrdekor af fire dybe oboer og continuo. Det skal dog også fremhæves, at de fire oboer – to d’amore og to da caccia – udover at være hyrdekor også bærer samme instrumentnavnssymbolik som beskrevet i Ludwig Prautzsch-citatet i teksten om 10. sats’ sinfonia. Ledsaget af oboerne og continuobas, der gerne udføres på fagot, opfordrer bassen hyrderne til at drage til barnet i krybben. Dertil når hyrderne dog først i oratoriets 30. sats. Kantaten her er fortsat kun om englens besøg hos markens hyrder. Netop dette har fået Albert Schweitzer til lidt kækt at mene, at den næste arie faktisk burde høre hjemme i ”Juleoratoriets” tredje kantatedel!

19. sats er en arie for alt, tværfløjte I, to oboer d’amore, to oboer da caccia, strygere og continuo. I lighed med 3. og 4. sats fra første del af ”Juleoratoriet” leder vore dages brug af kvindelige altsangere ofte til den misforståelse, at arien er Marias sang til Jesusbarnet. Det er en smuk tolkning, men ikke én, Bach ville kunne genkende, for i Leipzigs kirker i 1734 var alten en drenge- eller mandsstemme, og den typiske rolle for altstemmen var at repræsentere det troende menneske. Alten er snarere en person, der træder et skridt væk fra evangeliets handling om englen hos markens hyrder, og synger: ”Blund nu, min kæreste, og nyd denne ro/vågn efter dette til evig trivsel!” Som ægte da capo arie er det en ganske lang og søvndyssende smuk arie. Teksten i B-stykket lyder: ”Vederkvæg dit bryst, find din lyst/hvorved vi glæder vores hjerter!” Med den fede klang af fire oboinstrumenter, strygere og en tværfløjte I til forstærkning af solostemmen er det en massivt instrumenteret arie. Anderledes let var dens originalversion for sopr(i rollen som Vellyst) ledsaget af kun strygere og continuo i kantaten ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213) fra september 1733, hvori arien udgjorde 3. sats.

20. sats er et kort recitativ for tenorevangelist og continuo med tekst fra Luk. 2, 13 og derpå attacca til

21. sats for kor og orkester med tekst fra Luk. 2, 14: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Teksten er delt i tre forskelligartede korled, først ”Ehre sei Gott in der Höhe”, der fremføres med energisk fremdrift i bas og tenor og længere toner fra alt og sopran. Derpå følger kortvarigt et flydende afsnit, ”und Friede auf Erden”, hvor også ledsageinstrumenternes akkompagnement skifter og der synges og spilles piano for at vise freden på jorden. Endelig indsættes kanonisk i rækkefølgen sopran, alt, tenor, bas endnu et energisk tema ”und den Menschen ein Wohl-gefallen.” På et tidspunkt gentages hele teksten, og fugaen, der synes at kunne blive ved, bringes til et pludseligt holdt omkring en formindsket akkord (c#dim), hvorpå dominanten D-dur leder til slutning på grundakkorden G-dur.

22. sats er endnu en recitativisk betragtning for bas og continuo. Vi (menighedne i kirken) stemmer i sammen med englene, synges der sådan omtrent som et oplæg til det afsluttende koralvers i kantatens

23. sats: ”Nu synger for dig himlens hær/med voldsom kraft lov, pris og ær’/fordi du, længe ønskede gæst/med os kan fejre julefest.” Sopran, alt og tenor følges af henholdsvis violin I, violin II og bratsch, mens basserne synger uden instrumentalledsagelse. Continuogruppen efterligner nemlig imens toner fra sinfoniaen i 10. sats. Efter hver strofe høres en forening af engleinstrumenterne tværfløjter og de fire oboer, som både tilhører hyrdelivet og symboliserer Jesu kærlighed. Selv om de instrumentale dele har en anden klang end trompetgruppen med pauker i oratoriets 9. sats, giver de små episoder for to tværfløjter, to oboer d’amore og to oboer da caccia dermed forbindelse til både slutningen af kantate I og til den sinfonia, der indledte kantate II fra ”Juleoratoriet”. Salmen er af Paul Gerhardt. Den er komponeret i 1656, og dette vers udgør vers to i hans salme ”Wir singen dir, Emmanuel”.

Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 148-152, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 233, 239-241, 245, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 32-66, Frits de Haen: Das Weihnachts-Oratorium – ein orga-nischer Zyklus (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 5-12, Boris Kehrmann: Bachs Weihnachts-Oratorium als musikalische Predigt Anmerkungen zur Rhetorik textgebundener Musik (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 14-27, Robin A. Leaver: Theologie und Einheit im Weihnachts-Oratorium (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 43-58, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 673-680

 

Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English)

Weihnachts-Oratorium BWV 248 (1734-1735): Details
Complete Recordings: 1900-1949 | 1950-1959 | 1960-1969 | 1970-1979 | 1980-1989 | 1990-1999 | 2000-2009 | 2010-2019 | 2020-2029 | Recordings of Individual Movements
General Discussions: Part 1 | Part 2 | Part 3 | Part 4 | Part 5 | Part 6 | Part 7 | Part 8
Systematic Discussions: Cantata 1 | Cantata 2 | Cantata 3 | Cantata 4 | Cantata 5 | Cantata 6 | Part 7: Summary
Individual Recordings: BWV 248 – Collegium Aureum | BWV 248 - H. Christophers | BWV 248 - J.E. Gardiner | BWV 248 - N. Harnoncourt | BWV 248 - P. Herreweghe | BWV 248 - R. Jacobs | BWV 248 - N. McGegan | BWV 248 - R. Otto | BWV 248 - K. Richter | BWV 248 - H. Rilling | BWV 248 - P. Schreier | BWV 248 - M. Suzuki | BWV 248 - K. Thomas | BWV 248 - J.v. Veldhoven
Articles: A Bottomless Bucket of Bach - Christmas Oratorio [D. Satz] | BWV 248/19 “Schlafe, mein Liebster” - A Background Study with Focus on the Colla Parte Flauto Traverso Part [T. Braatz]


Commentaries: Main Page | Cantatas BWV 1-50 | Cantatas BWV 51-100 | Cantatas BWV 101-150 | Cantatas BWV 151-200 | Cantatas BWV 201-224 | Other Vocal Works BWV 225-524 | Sources




 

Back to the Top


Last update: Monday, September 05, 2022 10:13