|
|
Cantata BWV 47
Wer sich selbst erhöhet, der soll erniedriget werden
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Syttende søndag efter Trinitatis den 13. oktober 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Lukas-evangeliet kap. 14 vers 11 (1. sats), Johann Friedrich Helbig (1680-1722) (2., 3. og 4. sats), salmevers fra ca. 1560 af ukendt digter
Besætning
Sopran, bas, kor (SATB), obligat orgel (dog kun i 2. sats), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes af en instrumental sinfonia, hvor strygerne fører an, men hele tiden kommenteres de af oboerne, der gradvist indtager scenen med sekvenser opefter over strygernes og continuogruppens akkompagnement. Allerede i femte takt få sekunder inden i satsen høres i violin I et lille motiv, som hurtigt går trinvist op til en høj tone og derpå nedad igen i en rytmisk figur bestående af en ottendedel, en ottendedel, en punkteret fjerdedel på toptonen og tre ottendedele nedad igen. Motivet overtages så straks af oboerne, som sammen spiller det i tertsafstand, og det vil herefter komme til at høres utallige gange gennem satsen, både i instrumentalstemmerne og i koret. Tit optræder det også i en form, hvor toptonen er overbunden hen over en taktstreg. Når motivet synges af en korstemme, er teksten til det ”ophøjer” (på tysk ”erhöhet”), og det er nærliggende at se det i sammenhæng med det skriftsted, som hele Bachs fabelagtige korsats er bygget over, Lukas-evangeliets kap. 14 vers 11: ”Enhver som ophøjer sig, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig, skal ophøjes.” Motivet kalder vi derfor ophøjelses-motivet. Efter en godt minutlang instrumental sinfonia sættes korstemmerne efter tur ind i en storslået korfuga. Først høres tenorstemmen, og det må bemærkes, at teksten ”Enhver som ophøjer sig, skal ydmyges”, her synges med ”ophøjer” (på tysk ”erhöhet”) henover mere langsomt opadstræbende sekvensfigurer, der følges af en ydmygelse (på tysk ”erniedrigt”) i pinefulde halvtonetrin nedad igen. Efter tenorerne sætter alterne ind, siden sopraner og til sidst basser. Trods fugaens tidsmæssigt forskudte korindsatser bringes koret til ro på en samlet klang to minutter inde i satsen. Over de opadstræbende sekvenser fra continuobassen lyder små piv fra oboer og violiner i en ultrakort instrumentaldel, mens koret trækker vejret i bund. Continuobassen fortsætter sin tur med ambitiøse ottendedele, fulgt af instrumentale piv og korstemmer, der ikke helt synes at vide, hvordan de skal forholde sig så længe continuobassen har travlt. Problemet synes, at være, at alle stemmer har mistet orienteringen og ikke kan finde melodien. Heldigvis finder sopranerne den, og sætter nu fugaen i gang igen, endda i en forfinet form, hvor hver stemme sættes ind oppefra og ned, for efter sopranerne kommer alter, derpå tenorer og sidst basser. Da basserne har præsenteret deres del af fugaen, fremhæver sopranerne skriftstedets andet led, som nu får en helt anderledes melodisk klarhed bygget over en treklang i es-dur på ”Og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Kort efter samles stemmerne igen på en slutakkord, der følges af aktivitet nede i continuobassen og kor og orkester afventer hvad der nu skal ske. Imens vil vi se på stemmeomslaget: |
|
|
|
Det originale stemmeomslag til BWV 47 med komponistens nedadgående håndskrift
Det er nok snarere Bachs forkærlighed for malende udtryk end det er pladsmangel, der har fået ham til at give det tyske ord ”erniedrigt” (som egentlig betyder ”nedværdiget”) en klart nedadgående kurve!
I den instrumentale passage, der følger efter sopranernes fremhævelse af skriftstedets andet led, virker orkestret mere samstemt, selv om continuobassen stadig fremturer. Initiativet til fremdrift kommer nu fra tenorerne, som tager fat på fugatemaet fulgt af basser, men i stedet for at tilslutte sig fugaen udfører sopran og alt forskellige variationer i diskanten til trods for at tenorer og basser faktisk har fået temaet. Basserne lader sig rive med af sopranenernes og alternes ændringer og danner fire takters overgang til en del, hvor koret i homofone akkorder understreger dagens tekst ”Enhver der ophøjer sig selv”, og i denne del høres det både velklingende og musikalsk tilfredsstillende ophøjelses-motiv – først to gange i sopranstemmen fulgt af violin I, men straks også efterabet i tertsafstand af oboerne. Efter fem takters instrumentalt afbræk gentager koret ”Enhver der ophøjer sig selv”, og nu kommer ophøjelses-motivet i altstemmen fulgt af obo II; nu er det violin I og II der i sekstafstand efteraber. Koret tilføjer ”... han skal ydmyges”, hvorpå de på et ubetonet taktslag understreger ”OG...” fulgt af ”den som nedværdiger sig, han skal ophøjes” i et afsnit, hvor homofone akkorder og melismer på ”ophøjer” blandes. Sådan er det frem til slutningen, hvor kor og orkester er med. To afrundende triller bringer det hele til stop.
2. sats er en arie for sopran continuo og obligat orgel. Ofte hører desværre en violin som den obligate stemme, men det er en senere bearbejdelse af kantaten fra tiden efter 1734. Se på stemmeomslaget s. 408, for her er det tydeligt, at Bach har ønsket obligatstemmen spillet på sit ”eget” instrument, orglet. I øvrigt får en soloviolin mulighed for at udfolde sig sammen med en obo i kantatens smukke 4. sats. Her i sopranarien er der andre boller på suppen, nemlig den middelmådige digter Johann Friedrich Helbigs fremhævelse af modsætningsparret ydmyghed-hovmod. Arien er med sin dacapoform egnet til at illustrere modsætningerne musikalsk, og her indgår både den kanonsvære sopranstemme, orgel og continuogruppe. Efter atten takters ydmygt forspil for orgel og continuo i den dansende 3/8-rytme synger sopranen ”Den som vil kaldes ægte kristen/må flittigt vise ydmyghed; ydmyghed stammer fra Jesu rige.” Om orglets rolle i A-stykket har Ludvig Prautzsch i Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs skrevet: ”Kristus lader sig binde – obligato – og fornedre for Johann Sebastian Bach, orgelspilleren; han tager ydmygheden på sig, som vi mennesker har fortjent. Efter A-stykket, der som nævnt stiller massive krav til både sopranens stemmepragt og organsitens fingerfærdighed, der det let at høre overgangen, for først spiller orglet hele fireogtredive takters kun akkompagneret af contino, og derpå sætter sopranen ind med et langt højt d2. Organisten er nu kommet i mere hovmodigt lune og smækker jazzagtige riffs ned så man skulle tro, at det var en af hammondorglets mestre Jimmy Smith, Larry Young eller Pierre Svärdh, der sad ved tangenterne. Sopranen synger ”Hovmod det er Djævlen lig/Gud os lærer det at hade/stolthed ej han leve lade.” Måske indså Bach, at orgelstemmen vil kunne ses som sindbillede på hans egen stolthed over sin orgelkunst? Det kunne muligvis være årsagen til, at han ved en genopførelse af kantaten lod en violin overtage obligatstemmen. A-stykket spilles da capo.
3. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo: ”Mennesket er lort, støv, aske og jord”, synges der med en klar markering af ”jord” (på tysk ”Erde”) med et par dybe Bb’er. Bassen har altid fået tekster af den jordnære art, men mange er nu enige om, at dette recitativ med opfordringen til menneskene om at gøre bod og følge i Kristi fodspor, ligger i den slemme ende digterisk set. Albert Schweitzer var ret kritisk og skrev i 1908: ”Teksten i recitativet (...) må for en moderne opførelse ubetinget ændres”!
4. sats’ arie for bas, continuo og de to obligate instrumenter violin og obo er til gengæld en lille perle, som let overses i en kantate med et af Bachs monumentale indledningskor, orgel/sopranarien i 2. sats og det tekstligt uforløste recitativ i 3. sats. Nyd her hvordan soloviolinen over continuoets skridtmotiv roligt og sorgløst spiller sine første fire takter og derpå får selskab af oboen – eller som den aldrende komponist Antonio Salieri sagde det i Milos Formans legendariske Mozartfilm Amadeus: ”And then, suddenly, high above it... an oboe!” Satsen her deler i øvrigt toneart - es-dur - med tredjesatsen adagio fra W. A. Mozarts serenade ”Gran Partita” (KV 361/370a), og har noget af den samme fornemmelse af frluft, selv om tempoet er højere hos Bach. Man kan også høre den letflydende instrumentale del som en parallel til den alvorstunge dobbeltkoncert i c-mol for obo, violin strygere og continuo (BWV 1060). Bassolisten overtager violinens indledende tema og beder: ”Jesus, bøj dog nu mit hjerte/under hånden din så stærk/at min frelse ej forskertses/som den første helveds-brand/lad din ydmyghed mig søge/og mit hovmod langt forbande væk/giv et ydmygt sinf til mig/så jeg må behage dig!” Poesien er heller ikke storslået i denne tredje og sidste tekst, Bach nogensinde skulle komme tonesætte fra den samling kantatetekster - Auffmunerung Zur Andacht - regeringssekretæren Johann Friedrich Helbig fra Eisenach havde fået trykt i 1720. Men gode solister sang, violin, obo og continuofunktioner gør det til en meget høreværdig arie alligevel.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers af en ukendt forfatter, som skrev salmen ”Warum betrübst du dich, mein Herz” i det Herrens år 1560. Dette er salmens ellevte vers med teksten: ”Jeg afstår fra timelig ære/hvis du mig skænker evighed/som du har vundet/gennem din barske, bitre død/det be’r jeg om, min Herre Gud.” Sopranen støttes af obo I, II og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 627-630, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach, the learned musician p. 282, John Eliot Gardiner-teksthæfte til Soli Deo Gloria 159, pp. 10-12, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 475-476 og 532, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, pp. 47-48, Ludvig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs, pp. 128-139 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
