|
Tid og sted
Første søndag efter Trinitatis den 30. maj 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 22 vers 27 fra Salmernes Bog, salmevers af Samuel Rodigast (1675), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet (også træktrompet), obo I (også obo d'amore), obo II, fagot I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder som en ouverture i fransk stil, hvor to men prægnante orkesterindsatser bindes sammen af solopassager fra førsteoboen. Herefter finder hele orkestret sammen i de sidste takter inden korets alter og sopraner sætter ind. Derpå følger to nye orkesterindsatser bundet sammen af solooboen, der dog i den anden solopassage suppleres af korbassernes indsats. Da tenorerne derpå sætter ind, er det som om de er blevet inspireret og kortvarigt imiterer solooboens sammenbindinger. Teksten er fra salme 22 vers 27 i Salmernes Bog: "De ydmyge skal spise så de bliver mætte". Den næste tekstdel "De, der søger Herren, skal lovprise ham" synges som en kvintkanon, hvilket betyder at korstemmerne sætter ind på tonetrinnet en kvint over den foregående korstemmes. Fordi korstemmerne ikke sætter ind nede fra og opad, men i stedet i rækkefølgen tenorer, alter, sopraner, basser, skal kvintkanonen ikke forstås sådan at sangernes begyndelsestoner konsekvent ligger en kvint over den forrige stemmes. I stedet er det den tone i skalaen, der sættes ind på, som ligger i kvintafstand fra den forudgående stemmes begyndelsestone. Herefter følger et afsnit med teksten "Jeres hjerter skal leve evigt". Der er dén fine klanglige kontrast, at disse strofer indledningsvis kun synges af én sanger fra hver korstemme og efter den hurtige fugadel slutter indledningskoret.
2. sats er et basrecitativ akkompagneret af strygere og continuo. Teksten til den første søndag efter Trinitatis er lignelsen om den rige mand og Lazarus i Lukas-evangeliet kapitel 16 vers 19-31. I recitativet påpeges det, at velstand og forfængelighed blot er sjælens direkte vej til helvedets pinsler, netop som for den rige mand i lignelsen. Lazarus blev derimod trøstet i himmerige, fordi hans jordeliv havde været en lidelse.
3. sats tager fat på besvarelsen af hvad løsningen er på det dilemma, bassen skitserede i 2. satsens recitativ: Uforbeholden hengivelse til Jesus, som tenoren synger om i en smuk polonaise. Bemærkelsesværdigt er det, at tenorsolisten i den første strofe ligesom insisterer på at synge sin egen melodi med teksten "min Jesus skal mit alting være", mens han allerede ved gentagelse af teksten overtager det tema, der er sat an af strygere og førsteobo. Næsten som om personen tænker, at han lige så godt kan tilpasse sig og falde til ro med den optimistiske lyse melodi, orkestret spiller. Tidligt i satsen skiller oboen sig ud og spiller kortvarigt en solistisk modstemme til tenoren. I satsens midterafsnit bliver denne rolle for oboen større, men den meget hjertevarme sats slutter med at alle følges ad i den uforbeholdne tro på Jesus.
4. sats er et kort tenorrecitativ, der kun akkompagneres af continuo. Tankerækken i forhold til lignelsen om den rige mand og Lazarus fortsætter: Troen på Jesus kan give glæde i efterlivet. Teksten "Gud nedstyrter og ophøjer i tid og evighed. Den, som i verden søger himmeriget, bliver forbandet. Den, som hér udstår helvedet, bliver dér (i himmeriget) glædet. Ordet "himmel" synges naturligvis på høje toner, mens "helvede" (på tysk "Hölle") ligger på dybere og fælt klingende toner.
5. sats er en arie i tredelt menuetrytme for solosopran, continuo og obo d'amore. Den blødt klingende obo d'amore anvendte Bach allerede i prøvekantaten "Du wahrer Gott und Davids Sohn" (BWV 23), som blev opført den 7. februar 1723, men da skyldtes brugen af oboer d'amore i stedet for de almindelige oboer formentlig, at en halv tones nedtransponering af prøvekantaten havde gjort et skift af obotype nødvendig. Her er det derfor første gang, man med rimelighed kan gå ud fra, at Bach har tænkt en solo for instrumentet. Det er da også en smuk obligat stemme, obo d'amoren spiller, og den er ikke uden et vist præg af stiliseret folketone, som kan minde om sangene fra det danske nationalklenodie "Elverhøj" af Friederich Kuhlau. "Jeg tager med glæde min lidelse på mig. Den, som tålmodigt udstår Lazarus' pinsler, tager englene til sig", synger sopranen i den skønne arie. Arien er dog ikke så ligetil som den folketoneagtige melodi kunne forlede til at tro, for ordet "glæde" (på tysk "Freuden") skal selvfølgelig også synges på en måde, der, trods satsens moltoneart, kan fylde kirkerummet. Det sker med blomstrende hurtige melismer, først i trioler og siden i sekstendedele. I vore dage synges arien oftest af kvindelige sopraner, idet de færreste opførelser og indspilninger efterligner Bachs forhold i Leipzig så præcist at man sætter en drengesopran til at synge solopartiet. For solister kan en god forberedelse til arien være at lytte til sidste sats fra Gustav Mahlers fjerde symfoni, hvor der også af sopransolisten kræves en barnets renfærdighed i sangen "Vi nyder de himmelske glæder". I Mahlers slutsats skal enhver sofistikering helst undgås. Kan den samme enkelhed rammes i denne arie, er det absolut en god begyndelse. Melismerne hos Bach er netop ikke ment som belcanto-koloraturer; de er musikalske illustrationer af begrebet "glæde".
6. sats er et recitativ for en sopran der synger om den gode samvittighed, som gør at de kristne, trods lidelse og død, kan nyde livets små goder. Ordet "død" (på tysk "Tod") placeret på en besværet dyb tone.
7. sats er et vers fra Martin Luthers salme "Was Gott tut, dass ist wohlgetan" (på dansk "Hvad Gud gør, er velgjort"). Satsen sættes an af orkestret med hurtige figurer i førsteobo og førsteviolin, mens korets strofer synges mellem flere yndefulde orkesterafsnit. Hermed slutter den første halvdel af kantaten, der var beregnet til at blive spillet inden prædikenen.
8. sats er en sinfonia for træktrompet, strygere og continuo. Træktrompeten foredrager salmemelodien fra 7. sats. Det er en ganske usædvanlig satstype i Bachs produktion, som om han vil sige til dem i menigheden, der faldt i søvn under præstens prædiken: "Hallo, det er jo jeres nye kantor, der præsenterer sin første kantate, så vågn nu bare op igen!"
9. sats er et recitativ for alt, strygere og continuo. "Kun ét ærgrer det kristne gemyt: når det betænker sit åndelige armod". Svar på hvad man kan stille op med sjælens armod er
10. sats' arie for alt, continuo og alle violiner på samme stemme. Teksten lyder "Jesus gør mig åndeligt rig, kan jeg Jesu' ånd indfange, vil jeg ikke mer' forlange; mit liv er stort fordi, Jesus gør mig åndeligt rig". Selv om teksten ikke er noget pletskud og har tendens til cirkulær tænkning, er det en fin sats for altsangeren med god intensitet i violininernes modstemme, som spilles unisont.
11. sats er et recitativ for bas og continuo med opfordringen om at fornægte selvglæde: "Når de jordiske ting er forsvundet, har man sit sande selv og Gud fundet", lyder slutordene.
12. sats er troens triumf. Den sættes først an af en trompetist, der her har skiftet til en almindelig trompet for at udføre fanfarerne i denne sats. Efter trompetens og strygernes indledning synger bassen "Mit hjerte tror og elsker, thi Jesu søde flammer hvorfra og' mine stammer, går sammen over mig, når han mig giver sig". Trompetstemmen i denne sats kan ses som et argument for at Bach havde brugt kantaten "Wer mich liebet, der wird mein Wort halten" (BWV 59) til at se Leipzigs trompetister an. Der medvirkede ingen trompeter i de to prøvekantater BWV 22 og BWV 23, som han opførte den 7. februar 1723, mens de gav rig lejlighed til både at høre både sangere, strygere og oboer solistisk. Ville Bach i sin tiltrædelseskantate sætte en trompetist til at spille en eksponeret solostemme i en vigtig sats uden at have sikret sig at vedkommende kunne honorere kravene? Det er en vidunderligt triumferende sats for bassolisten, men satsen er så tæt skrevet, at den selv uden bassanger ville fungere som hurtig sats i en trompetkoncert og faktisk klinge bedre end mange af deandre trompetkoncerter, der blev skrevet i barokken.
13. sats er et recitativ for tenor og continuo med den afrundende pointe, at når armodet er ude af vore hjerter, er det kun Jesus, der leder os. "Så vil den kristne blive ledt til Gud. Hjælp os, Gud, at vi ikke forskertser det!"
14. sats er endnu et vers fra Martin Luthers salme "Was Gott tut, dass ist wohlgetan". Det er dermed samme melodi som i 7. sats og som træktrompetens cantus firmus i 8. sats. Igen sættes salmen an af orkestret med hurtige figurer i førsteobo og førsteviolin, mens koret synger mellem yndefulde orkesterafsnit. Med den pragtfulde koralsats afsluttes den første kanate, Bach komponerede som Thomaskantor i Leipzig.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 431-437, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 294-298, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 244, 270 |
